Skip to main content

Det midtjyske Rigshospital

En samtale med museumsinspektør Peter H. Iversen om et provinssygehus, der har haft vokseværk i mere end et århundrede

Distriktslæge Heiberg i sin hestevogn med kusk og hesten Laban. I en avisartikel hed det om hans sygebesøg: »Naar han kom til Patientens Hjem, kunne man være sikker paa, at de fleste af Naboerne havde givet Møde for at se den berømte Mand« (Viborg Museum).
Distriktslæge Heiberg i sin hestevogn med kusk og hesten Laban. I en avisartikel hed det om hans sygebesøg: »Naar han kom til Patientens Hjem, kunne man være sikker paa, at de fleste af Naboerne havde givet Møde for at se den berømte Mand« (Viborg Museum).

Af Christian Graugaard, chefredaktør, Bibliotek for Læger

21. sep. 2021
18 min.

Peter H. Iversen, tillykke med en spændende og meget velillustreret bog om Viborg sygehus fra dets spæde begyndelse og frem til moderne tid. »Et jysk Rigshospital«, som det blev kaldt af et medlem af sygehusbestyrelsen i 1935. Det er helt umuligt at yde den fascinerende historie retfærdighed ved sølle fem spørgsmål og nogle få fotografier, men vi gør forsøget alligevel og vælger et par nedslagspunkter i sygehusets turbulente historie. Lad os begynde med sygehusets første overlæge, Peter Wilken Heiberg, som jo var en yderst karismatisk herre …

               Ja, Heiberg var en meget spændende skikkelse. Han var spået en lysende forskerkarriere i København af datidens medicinske superstar, Peter Panum. Det var Heiberg dog ikke det mindste interesseret i, så han »flygtede« så langt væk, han kunne, og slog sig ned som praktiserende læge i Thisted, så snart han var færdig med sin disputats. Her gjorde han sig allerede i slutningen af 1860’erne bemærket som en talentfuld kirurg. Under sit lægestudie havde han haft rig mulighed for at øve sine færdigheder i kirurgi, da han, som stort set alle andre læger i landet, havde arbejdet på lazaretterne i 1864.

En ung pige gøres klar til operation. P.W. Heiberg ses længst til venstre. Længst til højre ses hans oversygeplejerske gennem mange år, frøken Olsen Nørskov (Viborg Museum).

               I den første tid i Thisted foretog han blandt andet en vellykket amputation af et ben lige over knæet, og han var manden bag det første vellykkede kejsersnit i Skandinavien. Begge præstationer vakte opsigt. Inden Joseph Lister havde opdaget, at operationer i antiseptiske miljøer gav de bedste resultater, var det fuldstændig utænkeligt, at operationer foregik andre steder end i København. Men takket være Listers opdagelse og Heibergs færdigheder kunne det nu lade sig gøre at foretage ganske komplicerede operationer under så primitive forhold, som sygehuset i Thisted bød på.

               Heiberg rapporterede om sine bedrifter i Hospitals-Tidende, men han mødte med tiden kritik for sine publikationer, fordi de oftest bestod af enkeltobservationer. Den kritik gik ham så nær, at han desværre holdt op med at publicere. Det er virkelig ærgerligt, for set fra et medicinhistorisk perspektiv er det en sand guldgrube af historier, der på den måde er blevet glemt.

Amtssygehuset i Grønnegade (markeret med rødt) var i 1880’erne ved at blive indelukket af ny bebyggelse, og udvidelsesmulighederne var derfor begrænsede. I 1883 besluttede byrådet på Heibergs opfordring at bygge et splinternyt, moderne sygehus i byens sydlige udkant (markeret med blåt). Kortet er fra 1875 (Viborg Museum).

               Tiden i Thisted bød også på en stor personlig sorg. Heibergs kone var i 1870 højgravid, da han en dag blev kaldt ud til en patient. Patientbesøget trak ud, og da den store læge vendte hjem, var både hans kone og barn afgået ved døden under en for tidlig fødsel. Det satte sit præg på Heiberg, som rejste et år til USA, hvor han bearbejdede sorgen gennem sin store interesse for jagt. Igennem sit liv opbyggede Heiberg en enorm samling af udstoppede dyr, som han ofte selv havde nedlagt. Samlingen findes i dag på Viborg Museum.

               I 1879 forlod P.W. Heiberg Thisted til fordel for et embede som distriktslæge i Viborg. Her fik han hurtigt gjort det gamle og nedslidte amtssygehus i Grønnegade landskendt. I hvert fald afslører sygehusets årsberetninger, at patientgrundlaget var væsentlig anderledes, end hvad man kunne forvente af et lille provinssygehus. Normalt ville man på dette tidspunkt forvente, at de fleste patienter var lokale medicinske patienter, men i Viborg kom en meget stor del af patienterne rejsende langvejs fra. De lod sig indlægge i Viborg for at blive opereret af Heiberg personligt. Ikke alene gav det distriktslægen mulighed for at udbygge sine kirurgiske færdigheder. Det skæppede også godt i sygehuskassen, eftersom de udenamtslige patienter betalte en højere takst end de lokale.

               Heiberg stillede store krav til sig selv og sine medarbejdere. Det gav i langt de fleste tilfælde gode resultater, men der var også enkelte svipsere. Blandt andet var det under Heibergs ledelse, at de udstationerede diakonisser ved Viborg Sygehus blev trukket hjem til stiftelsen i København. Det skyldtes uenigheder mellem Heiberg og Diakonissestiftelsens forstanderinde. Uenighederne bundede efter alt at dømme i, at diakonisserne blev sat til at pleje mænd, der led af urinvejslidelser, hvilket Diakonissestiftelsens standardkontrakt med sygehusene ikke tillod. Heiberg mente, at det var noget pjat, og diakonisserne blev trukket hjem i protest. Herefter intensiverede han sin egen uddannelse af verdslige sygeplejersker.

Viborg sygehus havde både sekssengsstuer, tresengsstuer og enestuer. Snoren ved den fjerneste seng var en del af det elektriske tilkaldesystem. Man bemærker, at sengene endnu ikke er blevet udstyret med hjul (Viborg Museum).

  

             P.W. Heiberg blev også en væsentlig sygehuspolitisk drivkraft. Han var en vedholdende og varm fortaler for at forbedre sygehusforholdene i Viborg. Og igennem sit virke på sygehuset fik han kommunal- og amtspolitikernes opmærksomhed. Det er fx vanskeligt at overvurdere Heibergs betydning for etableringen af det nye flotte sygehus, som stod færdigt i 1889. Byen og amtet havde i mere end 40 år diskuteret muligheden for at opføre et fælles sygehus – men uden held. Efter Heibergs ankomst til byen begyndte samarbejdet så småt at glide, og det kulminerede, da det nye sygehus blev indviet af biskoppen den 12. juni 1889.

 

Heiberg gik sin sidste stuegang i september 1916, midt i en periode præget af befolkningstilvækst, teknologiske landvindinger, landsdækkende sygehusbyggeri og hastig lægelig specialisering. Hvordan kom moderniteten til at sætte sit præg på sygehuset i Viborg?

               Samfundsudviklingen tog på mange måder fart i Heibergs tid, og det påvirkede selvfølgelig også sygehuset. Fra det helt basale at vandforsyningen blev stabil, og at sygehuset fik en kloakledning, der ledte spildevandet ud i Søndersø, til det mere avancerede at det i 1907 blev muligt at installere et røntgenapparat på sygehuset. Jeg er overbevist om, at Heiberg gerne ville have haft et røntgenapparat endnu tidligere, men han var hæmmet af, at elektriciteten i Viborg først skulle rulles ud.

               Et andet eksempel er, at sygehuset i stort set hele Heibergs tid var præget af kronisk overbelægning: dels voksede befolkningen i sygehusets optageområde med omtrent 30 procent, dels bevirkede sygekasseloven af 1892, at en støt stigende andel af befolkningen fik bedre økonomiske muligheder for at lade sig indlægge. Hertil kom, at lægerne kunne udvise stadigt bedre resultater, særligt inden for kirurgien. Så tidligt som i 1908 erkendte Heiberg, at han ikke længere kunne følge med udviklingen på medicinens område, og Frederik Poulsen blev ansat til at varetage de medicinske patienter. Med de forbedrede resultater fulgte en større tillid til lægerne. Befolkningens modvilje mod at lade sig indlægge forsvandt gradvist, og det bidrog kun yderligere til overbelægningen.

Sygehuset fik i 1922 et nyt ligkapel (Viborg Museum).

    

           Overbelægningsproblematikken gav anledning til mange diskussioner om sundhedsvæsenets fremtid. Skulle man koncentrere behandlingen på få sygehuse, så de lægelige kompetencer ville være samlet, eller skulle man opretholde en decentral struktur med flere, men mindre sygehuse? I tiden før og efter 1. verdenskrig dukkede diskussionen op i alle landets amter, og alle steder valgte man at satse på en decentral løsning. Små sygehuse skød op overalt. Typisk var der én fastansat læge, som tog sig af de 20-40 patienter, der var plads til. Lægen var typisk kirurg og kunne tage sig af de mest basale ydelser. Hvis der skulle iværksættes behandling ud over det sædvanlige, måtte patienten sendes til et af de få større sygehuse, måske endda helt til København.

               Den eneste undtagelse fra denne strategi så man i Viborg Amt. Efter en smule zigzagkurs valgte amtsrådet som det eneste i landet at satse på en centraliseringsstrategi. Der blev derfor kun oprettet tre sygehuse i amtet. Foruden Viborg havde Skive fået et nyt sygehus i 1880’erne, og i 1914 stod Kjellerup sygehus færdigt. Foreslåede sygehuse i Aalestrup, Roslev og Bjerringbro blev derimod aldrig opført. I stedet blev især sygehusene i Viborg og Skive udbygget i løbet af mellemkrigstiden.

               Den aldrende Heiberg var en af drivkræfterne bag denne udvikling. Den 30. september 1916 gik han, som du siger, sin sidste stuegang, og samme dag indviede man sygehusets første udvidelse. Der blev nu indrettet en decideret medicinsk afdeling, og Viborg sygehus var det blot tredje provinssygehus, som fik adskilt kirurgi og medicin. Tidligere havde kun sygehuse i Odense og Aarhus gjort noget lignende.

 

Verdensomspændende sundhedskriser som COVID-19 er jo langtfra noget nyt fænomen, og også i Viborg har man naturligvis været påvirket af de skiftende sygdomsmønstre. Hvad kom fx den spanske syge til at betyde for sygehusets udvikling?

               Det sidste punktum i bogen var sat, inden COVID-19 ramte verden, men efterfølgende har det slået mig, hvor mange ligheder der er mellem den spanske syge og coronapandemien. Dengang som nu var det til at begynde med den generelle holdning, at det nok ikke var noget særligt, og at det hurtigt ville være overstået. Lige indtil det gik op for folk, at det var alvor. Dengang som nu blev der sat ind med nedlukninger, og der var også dengang indtrængende opfordringer til især ungdommen om at overholde myndighedernes anbefalinger.

Vaskeriet med den store varmerulle til at glatte linnedet. I 1928-1929 blev der vasket 486.000 stykker tøj (Viborg Museum).

           

    Den spanske syge udstillede på mange måder, at sygehuset i Viborg (og i særdeleshed behandlingen af epidemiske patienter) var stærkt utidssvarende. Sygehuset var på ingen måde gearet til at håndtere et så massivt smitteudbrud, som den spanske syge skabte under den første bølge i efteråret 1918. Hele 79 personer døde i Viborg lægedistrikt, og mange flere var i sagens natur syge. Sygehuset havde kun plads til 16 epidemiske patienter, så det var nødvendigt at skaffe flere sengepladser i en fart. Det lykkedes takket være en midlertidig barak og et samarbejde med byens garnisonssygehus.

               Embedslægen nævnte i sin medicinalberetning for 1918, at året i sundhedsmæssig forstand havde været et godt år, indtil verdenskalamiteten ramte. De dårlige forhold for sygehusets epidemiske patienter var velkendt, men den spanske syge blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Derfor gik man i gang med at planlægge en tiltrængt udvidelse, som stod færdig i 1924. Viborg fik nu en tidssvarende epidemiafdeling med mulighed for at adskille patienter med forskellige sygdomme. Man fik også en udvidet medicinsk afdeling.

 

Du har været dybt nede i arkivalierne, så hvis vi et øjeblik ser bort fra medicinhistorie og sundhedspolitik, hvordan har Viborg sygehus så været opfattet af det personale, der har haft sin daglige gang i vaskerier, køkkener, sengestuer, laboratorier, operationsstuer og sektionssale? Har du fået et indtryk af arbejdsmiljøet for skiftende epokers læger, sygeplejersker og andre personalegrupper?

               I Viborg er vi begunstiget af et righoldigt lokalhistorisk arkiv. Vi har mange arkivalier og billeder fra virksomheder, privatpersoner og foreninger. Ydermere er den lokalhistoriske litteratur meget stor. Sygehuset er dog en undtagelse. I betragtning af at vi har at gøre med en af de største arbejdspladser i byen, har vi på museet og på Lokalhistorisk Arkiv forbløffende lidt materiale om sygehuset. Jeg er overbevist om, at det skyldes, at sygehuset har været sin egen lille lukkede verden. Alle medarbejdere boede og arbejdede på samme sted, og det gjorde de frem til et stykke efter 2. verdenskrig. Medarbejderne engagerede sig derfor ikke ret meget i byens liv. Sygehuset udgjorde på mange måder et parallelunivers. Det havde en særlig kultur og et helt bestemt hierarki.

Kirurgen Bernhard Viking (1911-1999) i én af de nye operationsstuer anno 1979. Antallet af operationsstuer blev på dette tidspunkt øget fra tre til syv: to til ortopædkirurgi, to til organkirurgi, to til gynækologi samt en reservestue (Viborg Museum).

           

    Arbejdet har ofte været hårdt, og det har været vanskeligt at lægge det fra sig, når man kom hjem – for hjem var jo på sygehuset! Det har næppe været morsomt som yngste sygeplejeelev at rulle forbindinger sammen eller skure sengestolper, men det var en del af »pakken«, hvis man på et senere tidspunkt skulle kunne ranke ryggen som uddannet sygeplejerske. Jeg har læst beretninger fra andre hospitaler om tyranniske læger og perfide oversygeplejersker. Jeg er ikke stødt på lignende beretninger fra Viborg. Det kan være, fordi de ikke findes, eller fordi jeg ikke har kigget grundigt nok efter dem.

               Det havde været sjovt og interessant at skrive en bog, hvor personalet for alvor kom til orde. Både nuværende og tidligere medarbejdere. Men bogen om sygehuset set indefra eller fra neden må komme senere. Dog har jeg naturligvis kradset en smule i overfladen. Og man skal ikke tale med ret mange mennesker med tilknytning til sygehuset, før man fornemmer en tydelig stolthed over deres arbejdsplads. Det kan ikke være uden grund, at gamle nyhedsbreve mv. flyder over med 25-års, 40-års og sågar 50-års jubilæer … 

I 2006 blev der bygget tre etager på hver tusind kvadratmeter oven på den østlige del af behandlingsbygningen. De nye etager kom til at huse fødeafdelingen, neonatalklinikken og en række ambulatorier (foto: Agata Lenczewka-Madsen).

Fra slutningen af 1960’erne sprængte Viborg sygehus sine matrikelgrænser, og i 1980’erne blev det meste af den gamle hovedbygning revet ned for at give plads til en 13-etagers sengebygning. I dag har sygehuset ca. 2.500 ansatte, og det står årligt for hen ved 80.000 behandlingsforløb. Hvordan ser du fremtiden for »det jyske Rigshospital«?

               Hvis der er én ting, der står lysende klart for mig efter at have arbejdet så intensivt med denne historie, så er det, at det danske hospitalsvæsen er i evig forandring. Det skyldes på den ene side den medicinske udvikling, som til stadighed giver nye behandlingsmuligheder og skaber krav og forventninger fra patienternes side. På den anden side står et offentligt finansieret velfærdssystem, hvor midlerne til sundhedsområdet ikke længere flyder helt så frit som tidligere. I et samspil mellem sundhedsprofessionelle, embedsmænd og politikerne (og under skyldig hensyntagen til økonomien og de medicinske muligheder) fastlægges rammerne så for, hvordan de givne muligheder skal forvaltes.

               Da amterne blev etableret i 1970, varede det 17 år, før det nye Viborg sygehus stod færdigt. Da regionerne blev etableret i 2007, varede det 12 år, før det nye byggeri blev indviet. Det er fristende at forestille sig, at det nuværende regionshospital lever omtrent lige så længe som regionerne. Mit forsigtige gæt vil være, at det moderniserede sygehus holder 10-15 år, før de første røster om nødvendigheden af nye fysiske rammer begynder at indfinde sig. Og til den tid skal der tænkes kreativt. For der er ikke ret meget mere plads at bygge på.

Faktaboks

Fakta