»Først liv, så rum, så huse«

Jan Gehl, som arkitekt, byplanlægger, forsker, lærer og debattør har du i årtier beskæftiget dig indgående med sammenhængen mellem arkitektur og sundhed – med hvordan de byrum, flertallet af os lever i, præger vores fysiske og psykiske trivsel. Hvis vi nu skal begynde med det helt grundlæggende, kan du så ikke forklare mig, hvordan i alverden vores måde at bygge huse på kan ende med at påvirke folkesundheden?

»Først former vi byerne, så former de os«, er et hyppigt benyttet citat. Det tilskrives Winston Churchill og handlede oprindeligt om noget helt andet. Men i denne sammenhæng er det ganske præcist og rammende.

Din dagligdag bestemmes i høj grad af, hvor og hvordan du bor. Villaen i det vidtstrakte parcelhuskvarter, lejligheden på fjerde sal og rækkehuset i en tæt-lav boligbebyggelse resulterer fx i meget forskellige aktivitetsmønstre. Omfanget af dine daglige bil-, cykel- og gåture afhænger i høj grad af, hvilken bebyggelsesform du lever i. Hvor meget du kommer ud af din bolig, og hvor mange af naboerne du møder i dagligdagen, er også et spørgsmål om, hvordan du bor. Jo lettere det er at gå og cykle, jo mere bliver der gået og cyklet. Jo lettere og mere attraktivt det er at komme ud og ind, des mere tid tilbringer vi udenfor. Og jo mere der bliver gået, cyklet og drukket kaffe udenfor, jo flere spontane nabokontakter bliver det til.

I et af studie fra 2003 vedrørende sociale aktiviteter i nye boligområder blev det påvist, at beboerne i stueetagerne tegnede sig for 55 procent af udelivet, selvom de kun udgjorde en fjerdedel af beboerne. Studiet var et led i et ph.d.-forløb gennemført af Camilla van Deurs, som i dag er stadsarkitekt i København. Sådanne studier er jo et godt sted at starte: Jo enklere og mere indbydende, vi bor, des mere liv er der i bebyggelserne. Så påvirkes folkesundheden af måden, vi bygger og bor på? Jovist.

I 1970’erne talte arbejds- og miljømedicinere end del om ’sick building syndrome’, altså at sjusk, dårlig ventilation og giftige byggematerialer kunne gøre folk syge. Men som jeg forstår dig, kan selv de sundeste bygninger også sagtens føre til mistrivsel, hvis der ikke er tænkt i sammenhængende byrum. Hvis helheden drukner i stjernearkitekters imponerende enkeltværker.

Der har alle dage være både syge og sunde boliger, og det er helt korrekt, at der i perioder med hastig udvikling af nye materialer og byggemetoder er forekommet meget uheldige eksempler på sjusk og manglende afprøvning af nye løsninger. Loftsplader, sløj ventilation og asbest er én side af sagen, men mindst lige så problematiske og vidtrækkende eksperimenter er foregået i en langt større skala, nemlig med hensyn til byplanlægningen og selve måden, vi bor på.

Den mest drastiske forandring i hele menneskehedens bosætningshistorie er uden tvivl modernismen, der med brask og bram blev introduceret som et revolutionerende nyt planlægningsprincip i mellemkrigstiden. Den skulle med et snuptag løse alle problemerne. Tidligere byggede man byer med gader, torve og parker, og efterhånden som samfundets viden om sygdomme og sundhed udvikledes, blev boligblokkene gradvist mere åbne og friarealerne større. Men der blev fortsat bygget byer opbygget omkring de rum, hvor byens liv foregik. Med modernismen blev fokus fra omkring 1930 flyttet fra rummene til husene. Nu skulle der bygges funktionelt. Boliger, arbejdspladser, rekreation og færdsel skulle adskilles.

Byen skulle være en sund »bo-maskine«, hvor industriarbejderen kunne sove og leve fysiologisk sundt mellem arbejdsdagene. Lys, luft og kontakt med naturen var slagordene. Visioner om bekæmpelse af tuberkulose og epidemier spillede en stor rolle for udviklingen af de nye ideer. Alt skulle simpelt hen ændres. Der blev udviklet en ny arkitektur, nye bebyggelsesplaner og nye byplaner. Nu skulle man ikke længere bo i byer, men i parkbebyggelser uden for de traditionelle byer. Den nye ideologi blev især rullet ud i 1930’erne, den stod i stampe under krigen, men blev i efterkrigsårene 1960-1980 totalt dominerende verden over.

Adskillige årtier før denne »anti-turberkulose-arkitektur« havde sin storhedstid, kunne man paradoksalt nok konstatere, at lægevidenskaben med nye vacciner og antibiotika havde skudt en hel del af de problemer, arkitekturen skulle løse, ned. Til gengæld konstaterede man, efterhånden som industrialiseringen og urbaniseringen tog fart, en lang række nye problemer, der knyttede sig til den ensidige fokus på fysiologisk sundhed: fremmedgørelse, ensomhed, oplevelsesfattigdom og en række andre problemer knyttet til fraværet af funktionsblanding, bymæssig sammenhæng og sociale netværk. Hele den sociale side af bosætningsproblematikken var i årevis blevet totalt overset!

Du kan fejre 60-års arkitektjubilæum i år og har gennem din lange karriere arbejdet mange forskellige steder i verden. Har du en yndlingsby – et sted i verden, hvor form og indhold går op i en højere enhed, og hvor det rent faktisk er sundt at leve både fysisk, psykisk og social? 

Fra dag 1, da jeg begyndte at studere, hvordan mennesker bruger byer, og hvordan byer skal formes, så de passer til mennesker og ikke omvendt, har min yndlingsby været Venedig. Set på afstand er Venedig en smuk, gebrækkelig og meget gammel middelalderby, der mærkeligt nok er bevaret næsten intakt. Men set tæt på er Venedig en fantastisk by, hvor man kan lære meget til brug for nutidens byer.

Venedig var engang verdens rigeste by, så der var råd til at gøre det godt. Der er ingen biler i Venedig. De smalle gader og de mange trappebroer gjorde, at bilerne aldrig trængte ind. Det hele foregår til fods og med vandsporvogne som kollektiv trafik. Omstigningen fra langsom til hurtig trafik sker ved bygrænsen og ikke ved sengekanten, som vi kender det i vores nutidige byer. I Venedig foregår alting til fods, støjniveauet er ganske beskedent, man kan tale og synge udendørs, tempoet er adstadigt, og overalt ser man folk i samtale. Spadserer man dagligt i de samme gader, møder man altid venner, og møder man venner, må man jo standse op og hilse på. Venedig har i øvrigt ingen legepladser, for selve byen er en legeplads. Byen har en overbevisende »menneskelig skala«, den er bygget ud fra menneskets sanser, og så er den usædvanlig smuk. En smuk og bilfri gå-by, bygget af mennesker og for mennesker – og ikke for biler, som vi ser det i vores byer.

Og sundheden? En del af Venedigs tekniske systemer er gamle og kunne bestemt være bedre, men store forbedringer er sket. Tiden, hvor kanalerne var kloaker, er for længst forbi. Vigtigt for den fysiske sundhed er det, at alle går hver dag som en naturlig del af dagliglivet. Slanke og spændstige mennesker så langt øget rækker. På BMI-skalaen er der meget langt fra Venedig til Los Angeles! Byen, som den fremtræder i dag, giver dog også betydelige problemer for ældre og handicappede. De mange trappebroer over kanalerne giver mange barrierer. Når der er maratonløb, etableres der ramper på trappebroerne. Kønt ser det ikke ud, men det fremmer tilgængeligheden.

Det var så Venedig – en by af den anden verden! Og i vores verden anser jeg København/Frederiksberg for en af de byer, der er kommet længst henimod at være bæredygtig og sikre god livskvalitet for sine indbyggere. Der er lang vej endnu, men jeg har faktisk ikke set det gjort meget bedre andre steder i verden.

Godt at høre. Men hvor ser du så skrækeksemplerne på dårlig byplanlægning?

I løbet af mine fyrre forskningsår har jeg, som du nok kan høre, udviklet en meget kritisk holdning til modernismen og til de mange bebyggelser, der er opført ud fra denne ideologi. Modernismens intentioner var bestemt prisværdige, nemlig at opføre gode og sunde boliger til den arbejdende befolkning. Og det startede jo også ganske sympatisk med små bebyggelser, oftest i to-tre etager og opført i udkanten af de gamle byområder. Så fik man både lys, luft, grønne omgivelser og nærhed til den »rigtige« by.

Først efter 1960 begyndte det for alvor at gå galt! Boligblokkene blev større og højere, lå længere væk fra alting, og byggeriet af betonblokkene blev industrialiseret. Kranspor og teknokratiske løsninger dominerede. Kvantitet var i højsædet, og der var stort set ingen evalueringsprocesser for at vurdere, om det nu var en god måde at bygge boliger på. Det buldrede bare derudad.

Den danske boligmiljødebat, der rullede sidst i 1960’erne og i 1970erne, fik rejst en værdifuld debat om boligliv og boligkvalitet, og faktisk lykkedes det at få bremset byggeriet af de store modernistiske betonbebyggelser op. Højhusene i Brøndby Strand markerede afslutningen på en epoke. Andre ideologier tog over. I 1970’erne og fremefter kom tæt-lavt byggeriet for alvor på banen, og senere kom boligkarreer i bykvarterer med gader og torve, men nu ikke mere som samlede bebyggelser, men som kedelige stabler af ejerlejligheder.

Modernismen med dens vægt på enkeltbygninger levede dog videre i mange år og er stadig en hovedideologi bag nogle af de nyere byprojekter i Danmark. Både Ørestaden og Havnebyggeriet i Aarhus Øst repræsenterer i høj grad modernistiske byplaner. Det er bydele, hvor man fokuserer på enkelthuse: Bjerget, M&W-husene, Ottetallet, Fields, Dokken, Isbjergene osv. Rummene i disse nye senmodernistiske bydele er der ingen, der husker, og det er der gode grunde til. Rummene var det, der blev til overs!

Nyere byområder som fx Nordhavnen og Sluseholmen i København er heldigvis bedre, men Danmarks bedste boligområde ligger fortsat lige ovre i Malmø! Det er bebyggelsen Bo01 på Malmø Havn, og den er 20 år gammel. Den er bygget efter opskriften: først liv, så rum, så huse. Det er den gode, gamle opskrift, der altid blev brugt før modernismen. Venedig, Dragør, Ærøskøbing, Brumleby og Kartoffelrækkerne er bygget efter samme opskrift. Den har fungeret godt i hundredvis af år. Kun lige afbrudt i halvtreds år med modernisme.

Vi er undervejs i en coronakrise, som ingen af os kender slutningen på. Man har tidligere set forbedringer i boligstandarden i kølvandet af store epidemier, og fx førte koleraepidemien i 1853 til opførelsen af helt nye brokvarterer i København. Du har udtalt, at mens lægerne skal tage sig af de medicinske udfordringer, så må arkitekterne på længere sigt sikre et byrum, som er både trygt, levende, bæredygtigt og sundt. Hvordan tror du, at post-corona-byen kommer til at se ud? Kommer der noget godt ud af krisen?

Gennem hele historien har menneskets bosætninger været ramt af ulykker, jordskælv, bybrande, krige, oversvømmelser og sygdomsepidemier. I de seneste 150 år har vi i Danmark været plaget af adskillige infektionssygdomme og af en række sygdomsrelaterede samfundsudfordringer som ensomhed, fremmedgørelse, stress, kræft, livstilssygdomme, psykiske lidelser osv. I samme periode er lægevidenskaberne udviklet i hastigt tempo, og det er blevet temmelig klart, at vira og bakterier er lægernes område, mens arkitekturen og byplanlægningen kan bidrage til sundheden på mange andre mentale, sociale og samfundsrelaterede planer.

Også hvor det gælder klimaproblematik og forurening, kan byplanlægningen gøre en stor forskel, og et andet vigtigt bidrag til folkesundheden kan være invitationer til i højere grad at gå, cykle og i det hele taget bruge egne kræfter til at komme rundt. »Siddesyge« er blevet et væsentligt sundhedsproblem, og det kan der i høj grad gøres noget ved. Ikke mindst gennem arkitekturen.

Det er, som jeg nævnte før, vigtigt at forstå, at vores sociale muligheder i høj grad kan påvirkes af den fysiske indretning i vores omgivelser. At droppe byerne og byens rum var slet ikke nogen god ide. Homo sapiens er et socialt væsen. Nærhed og samvær er vigtigt for os. Vil coronakrisen ændre på alt det? Skal vi opgive at bygge i »menneskelig skala«, skal vi lave dobbeltbrede fortove og droppe byfester og fodboldkampe? Nej, selvfølgelig ikke!

Ser vi på bosætningshistorien, har der være mange forskrækkelser og udfordringer, men det gennemgående mønster er, at efter en tid bygges bosættelser og byer op igen. Livet går videre. Vi er sociale skabninger. Et enkelt bump på vejen ændrer ikke vores grundlæggende adfærdsmønstre. Om tre år siger vi tak til lægerne for gode nye behandlinger – og tak til de arkitekter og byplanlæggere, der lægger de teknokratiske løsninger til side og bygger byer for levende mennesker.

Jan Gehl blev arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1960 og var leder af skolens afdeling for bybygning 1976-1999. Han er professor emeritus og fra 2000 partner i Gehl Architects – Urban Quality Consultants. Gehl har blandt andet skrevet bøgerne »Livet mellem husene« (1971) og »Byer for mennesker« (2010), som er oversat til mere end 40 sprog. Hans byplanlægning og konsulentvirksomhed omfatter blandt andet rådgivning for København, Oslo, Stockholm, Riga, Rotterdam, London, Cape Town, Amman, Melbourne, Sydney, New York og Moskva.