Content area

|

»Grænsen mellem syg og rask er ikke hårfin, men flydende«

Fem skarpe til kunstneren Lotte Bækgaard, som gennem to år har rettet kameralinsen mod sig selv og sin egen depression

Forfatter(e)

Forfatter(e) Af Christian Graugaard, chefredaktør, Bibliotek for Læger

Lotte Bækgaard, du står bag et imponerende selvbiografisk fotoprojekt, hvor du hver eneste dag i næsten to år har taget en selfie for at dokumentere en livsfase, hvor du var deprimeret og derfor fik ordineret lægemidlet sertralin. 680 selvportrætter blev det alt i alt til – og samlet set fylder fotografierne ca. 10 meter! Kan du ikke begynde med at forklare, hvad der overhovedet fik dig til at gå i gang med det vilde projekt?   

Jeg begyndte på værket den dag, jeg startede med at tage antidepressiv medicin, men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive til så mange billeder. Da jeg begyndte på sertralin, havde jeg været syg med depression i flere år og flere gange fotograferet mig selv i de svære perioder. Så det var ikke fremmed for mig at fortsætte i det spor. Forskellen var bare, at jeg nu gjorde det til et koncept: at tage et billede hver eneste dag. Fotografiet blev en form for rituel registrering af min daglige tilstand. En dokumentation af, hvordan jeg havde det, men på en nøgtern måde, som ikke krævede for meget af mig.

Foto: Nr. 78, 25. april 2017, dosis 200 mg Sidst i april, efter knap fire måneder på venteliste, begyndte jeg i ambulant behandling på psykoterapeutisk klinik i Københavns Psykiatri. Behandlingen bestod af ugentlig gruppeterapi, og den strakte sig over 14 uger. Psykologerne var dygtige, og selvom det var enormt nedslidende at dukke op, var det også de sessioner, som faktisk ændrede min hverdag til det positive. Da sommeren begyndte, fandt jeg et job. Men jeg følte mig udsat på min nye arbejdsplads og jeg fortalte ingen, at jeg var i behandling for depression. Hvor 2016 havde været én lang nedtur, var det meste af 2017 en konstant rutsjebanetur. Billedet viser en dag, hvor vi skulle besøge min svigerfar i Vestsjælland. Jeg kunne mærke, at det var en dårlig dag, og at jeg ikke magtede social kontakt, men jeg tog alligevel med af pligt. Det resulterede i, at jeg brød sammen ved ankomsten, og at jeg grædende blev kørt til toget igen. Det var især begivenheder med andre mennesker, som hylede mig ud af den.

De første fotografier i serien er fra diagnosetidspunktet, og siden følger den langsommelige bedring og dine forsigtige skridt ind i en verden på den anden side af depressionen. Helt lavpraktisk: Hvordan mobiliserede du overhovedet energien og det kunstneriske overskud midt i en livsfase, hvor du må have haft det elendigt? 

Først og fremmest, så havde jeg det ganske rigtigt elendigt! Jeg har efterhånden fået et afslappet forhold til billederne, men når jeg læser mine dagbogsnotater fra dengang, tager det pusten fra mig, hvor dårligt jeg havde det, og hvor lidt jeg var i stand til. Når det så er sagt, var jeg også i en privilegeret situation, fordi jeg havde muligheden for at flytte hjem til mine forældre. Jeg tog sygeorlov fra mit studie i Glasgow og isolerede mig på deres gård i Midtjylland. De sørgede for at lave mad til mig, vaske mit tøj og ordne alle de praktiske ting, jeg ikke selv havde energi til. Det havde en kæmpe betydning at være et sted, hvor ingen stillede krav til mig, og hvor jeg bare kunne være.

Men egentlig tror jeg ikke, det var energi, som fik mig til at lave projektet, nok nærmere det faktum at jeg kom direkte fra kunstskole, hvor jeg var vant til konstant at producere, være kreativ og tænke i værker. Set i det lys var det naturligt for mig at fortsætte med at skabe, omend det var uden nogen specifik modtager.

I praksis tog jeg kun ét billede om dagen. Oftest stillede jeg kameraet i vinduet, satte selvudløser på og satte mig på sengen, hvor jeg alligevel tilbragte det meste af min tid – hvilket ses på de første mange billeder, hvor sengen ofte optræder. Billederne er taget på analog film, så det var ikke muligt for mig at slette eller redigere i dem undervejs. Udover at fotografere og tage min medicin noterede jeg dato, sted og dosis.

 

Der findes som bekendt utallige eksempler på kunstnere, som så at sige har arbejdet sig ud af kriser og psykiske problemer – var det også sådan for dig? Var det slet og ret en terapeutisk proces for dig at dokumentere dit eget sygdomsforløb? Og i så fald: Virkede det?

Det var ikke et direkte formål med værket, der som sagt handlede mere om at registrere min tilstand så nøgternt som muligt. Jeg tænkte slet ikke i noget færdigt værk, da jeg startede med at fotografere, og jeg anede jo heller ikke, hvornår eller hvorvidt jeg overhovedet ville få det bedre. Som kunstner tager jeg stort set altid udgangspunkt i mine personlige erfaringer. Det føles ikke altid som en hjælp i øjeblikket, men på længere sigt gør det nok alligevel, at jeg får bearbejdet mine oplevelser.

Når jeg taler om min depression i dag, føler jeg mig distanceret til den på en god måde, og det tror jeg skyldes, at jeg har taget alle de fotografier og siden hen arbejdet rigtigt meget med dem i forbindelse med udstillingen. Samtidigt med at jeg har taget hånd om det med terapi og medicin, selvfølgelig.

Foto: Nr. 367, 26. januar 2018, dosis 150 mg Efter et års sygeorlov vendte jeg tilbage til Glasgow for at færdiggøre min uddannelse på kunstskolen. Jeg var vel, hvad man kan betegne som rask; psykisk stabil og i stand til at passe studie, arbejde og sociale relationer. Af hensyn til min forsatte stabilitet forblev jeg på sertralin, og trappede kun langsomt ned. Jeg så fortsat en psykiater. I senefteråret 2017 havde jeg fået det så godt, at min kæreste og jeg bestemte os for, at vi gerne ville være forældre. Efter rådføring med min psykiater fandt jeg ud af, at sertralin godt må tages under graviditet. Jeg blev gravid med det samme. På billedet er jeg ti uger henne, men tre dage senere aborterede jeg. Hvis jeg skal pin-pointe én oplevelse i mit liv som den mest rædselsfulde, må det være den.

Som fotograf, skulptør og performancekunstner bevæger du dig gerne i gråzoner og grænseflader, og i »Sertraline« ser man åbenlyst et fint samspil mellem det indre (din stemningstilstand) og det ydre (dit kropslige udtryk). Men værket undersøger også grænserne mellem selv og omverden, det private og det offentlige. Hvad betyder det for dig, at værket nu udstilles og dermed kan ses af alle, sågar af vores læsere? Har det ligefrem en pædagogisk dimension? Skal vi lære noget af det?         

»Sertraline« er jo mest af alt et kunstfotografisk værk, og som med så meget anden kunst er det op til beskueren, hvad man får ud af det. Men selvfølgelig håber jeg da, at folk kan relatere til det, for selvom værket er en personlig historie, så omhandler det jo universelle problematikker. Det stiller, som du siger, spørgsmål til det personlige og det offentligt tilgængelige – og det adskiller sig fra de selfies, vi kender fra de sociale medier. Mit eget ønske har netop været at vise en upoleret hverdag, hvor depression og begyndende moderskab på skift er i centrum. Det har faktisk ikke været min hensigt at vise en rejse fra »syg« til »rask«, men tværtimod at vise hvordan sygdom kan se ud i forskellige stadier og ikke mindst at sætte spørgsmålstegn ved, hvad sygdom og raskhed egentlig er for noget.

Jeg synes selv, at jeg ser meget syg ud på mange af de tidlige fotografier, men jeg har hørt beskuere udtale, at det ikke nødvendigvis var det, de så. Det viser bare, at man ikke altid kan se på folk, hvordan de egentlig har det. I mine øjne er grænsen mellem syg og rask ikke hårfin, men flydende. Og til tider svær at afkode.

Foto: Nr. 618, 7. november 2018, dosis 125 mg. Det lykkedes mig at færdiggøre min uddannelse – noget, som jeg ikke havde troet muligt et år forinden. Og trods en hård spontanabort blev jeg et par måneder efter gravid igen. Min graviditet forløb på mange måder normalt. Jeg er aldrig blevet mødt med skepsis fra sundhedsvæsnet i forhold til at tage medicin som gravid, men jeg er til gengæld ofte blevet spurgt til det af alle andre. På billedet er jeg 33 uger henne i min anden graviditet. Fra at portrættere et sygdomsforløb begyndte de at omhandle et begyndende moderskab. I december 2018 fødte jeg min datter, Sonja. Fordi jeg tog sertralin og var stemplet »sårbar« skulle jeg blive tre dage på Rigshospitalet efter fødslen, da jeg var i øget risiko for en efterfødselsreaktion. Det fik jeg heldigvis ikke, men jeg følte mig tryg ved at vide, at systemet var der til at holde hånden under mig. Kort tid efter at min datter var født, afsluttede jeg projektet. Jeg behøvede det ikke længere.

Som læger er vi nok ikke så gode til at spørge vores patienter, hvordan det egentlig føles at være på antidepressiv medicin – så længe depressionen letter, er vi bare glade. Hvad kan du sige om din rejse ind i sertralin-universet?  

Jeg fik først tilbudt antidepressiv medicin efter udredning i Københavns Psykiatri. De mente, at jeg var for dårlig til, at psykoterapi ville have en effekt på mig. Efter at have fået det dårligere og dårligere over flere år og efter at være nået til et punkt, hvor jeg til tider ikke orkede at leve mere, var jeg også selv indstillet på at tage medicin. Men inden jeg selv nåede dertil, havde jeg været meget skeptisk over for antidepressiv medicin, måske netop fordi jeg havde hørt historier om folk, som fik det på recept fra deres læge uden yderligere behandling.

Set i bakspejlet skulle jeg klart have sygemeldt mig noget før og dermed være startet i behandling langt tidligere. Efter min egen vurdering har det været godt for mig at tage antidepressiv medicin, og i kombination med samtaleterapi har det medført, at jeg har fået det bedre. Men jeg vil aldrig anbefale nogen at tage antidepressiv medicin uden at modtage psykoterapeutisk behandling samtidig.

I dag nærmer det sig fire år med sertralin, og jeg har ikke lidt af depression i de seneste to et halvt år. Fra begyndelsen var jeg indstillet på, at medicinen skulle være noget midlertidigt, men af frygt for tilbagefald har jeg haft en meget langsommelig nedtrapning. Selvom jeg kun trapper 25 mg ned ad gangen, har jeg prøvet at være nødt til at trappe op igen. Det var meget ubehageligt og fik mig til at føle mig ustabil og afhængig.

I dag er jeg nede på 75 mg i daglig dosis. Forhåbentligt vil jeg kunne trappe helt ud af medicinen om et års tid. Men jeg skal nok for altid være opmærksom på min psykiske tilstand og passe på, at jeg ikke bliver presset og depressiv igen. Det kommer bag på de fleste, at jeg stadig tager medicin i dag, fordi jeg virker rask. Men det understreger jo netop et af mine motiver bag »Sertraline«: at grænsen mellem syg og rask kan være svær at definere.

 

 

 

FAKTABOKS 

Lotte Bækgaard har en bachelorgrad i Fine Art Photography fra The Glasgow School of Art og Akademin Valand i Göteborg. Bækgaard beskæftiger sig primært med analogt fotografi, men arbejder også med skulptur, installation og performance. Hun er optaget af grænseområder, kropslige såvel som mentale.

I serien »Sertraline« har Lotte Bækgaard gennem to år vendt kameraet mod sig selv, og i en næsten rituel handling har hun hver dag taget et selvportræt i forbindelse med indtagelsen af antidepressiv medicin. De 680 selfies skildrer en hverdag med psykisk sygdom i forskellige stadier. Vi følger hende i sårbare og intime øjeblikke, hvor hun har registreret sygdomsforløbets forandringer med gentagne anstrengelser og løbende forbedringer.

»Sertraline« er støttet af Statens Kunstfond og har været udstillet på Fotografisk Center i København. Fra 15. januar 2021 udstilles værket på Phototek Esbjerg.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side