Skip to main content

I KBU-lægens fodspor

Tag med yngste kardiolog på nattevagt – med den amerikanske kultklassiker »The house of God« liggende under hovedpuden på vagtværelset.

Reservelæge Anders Schack

1. sep. 2020
8 min.

Bispebjerg Hospital, lørdag den 20. juni-søndag den 21. juni 2020.

Klokken er lidt i fire, da telefonen ringer endnu en gang. Det blå Doro-mobillys blander sig med lyset fra den lyse sommernat. Søvndrukken, stadig med hovedet på puden tager jeg telefonen op til mit øre og præsenterer mig som kardiologisk forvagt. »Ja, så har vi fået den her patient nede i akutmodtagelsen, som jeg måske tænker, at du skal gå et tilsyn på«, lyder det friskt i den anden ende af telefonen.

Det er midt om natten, og opgaven er simpel, men samtidig helt umulig: Så vidt muligt at undgå at tage den nye patient op på sin afdeling! Efter bedste evne forsøger jeg mig med mine ledeste kardiologspørgsmål: »Er patienten inficeret?« (= medicinsk afdeling), »Har der været kramper?« (= neurologisk afdeling) og »Alkoholiker?« (= gastromedicinsk afdeling).

Jeg er yngste mand på kardiologisk afdeling, og jeg har lagt mig i sengen på min aften-/nattevagt, der løber fra kl. 15.30 til kl. 08.30 den følgende morgen. På vores afdeling er det forvagtens opgave at modtage alle de patienter, der kommer fra alle andre steder end hospitalet selv, og vi står ikke i akutmodtagelsen. Kunsten er at holde skansen og sikre, at vi udelukkende får de rent kardiologiske problemstillinger op på vores sengeafsnit. Vi skulle jo nødig få del i alt det revl og krat, der ellers er indlagt på sådan et akuthospital midt i København!

I den anden ende af telefonen har jeg en KBU-kollega, der varetager tjansen i akutmodtagelsen. Jeg ved (alt imens jeg griller hende over en sagte ild), at hun endnu ikke har sovet – at det er mig, der har fået lov til at komme først op på vagtværelset, mens hun knokler løs. Nu vil hun turfe patienten til mig, så jeg sidder med aben. Og jeg er ikke meget klogere end hende, selvom Sundhedsplatformen har tvangsdøbt mig »kardiolog«.

 

GUDS HUS

»The house of God« af Samuel Shem, der for nylig er udkommet i dansk oversættelse under den originale titel, følger en gruppe turnuslæger, der i begyndelsen af 1970’erne bliver ansat på Beth Israel Hospital i New York. Romanen handler om den gradvise forråelse, der sker af de yngre læger, da de bevæger sig fra skolebænken og ud på hospitalsgangen.

Da chokket havde lagt sig efter bogens udgivelse i 1978, blev den gradvist en kultklassiker, og den har givet ophav til en række udtryk, der afspejler sundhedsvæsenet fra sin værste side. Et eksempel er at turfe, som handler om at finde en undskyldning for at få patienten ud af ens afdeling så hurtigt som muligt. Mulig uregelmæssig puls målt ved håndleddet er en klassiker, som vi tit hører på kardiologisk afdeling, når vores kolleger gerne vil have patienterne op til os. Et andet eksempel fra bogen er en såkaldt GOMER (get out of my emergency room).

Uret tikker på lægekontoret. Der har været stille som graven i den halve time efter midnat, og vagtværelset trækker, som månen trækker i tidevandet. Bedst som håbet er grønnest, slukkes det af den diskrete vibration, der går forud for vagttelefonens støjinferno. Det er en sygeplejerske fra afdelingen, der ringer: »Vi har fået hr. Hansen indlagt direkte fra 1813. Han er en gammel kending, kendt hjertesvigt, nyresyg, type 2-diabetes, alkoholiker, reumatoid artritis, KOL, astma, atrieflimren, iskæmisk hjertesygdom (…). Jeg tror bare han skal afvandes. Kommer du og ser på ham?«.

Patienten er ganske rigtigt en kompliceret sag med utallige indlæggelser bag sig, men som – al menneskelighed lagt kynisk til side – er både inkurabel og medicinsk uinspirerende. En vaskeægte GOMER. Han skal først afvandes hos os, så skal han måske turfes til nefrologerne, inden han bliver udskrevet i en uges tid, før jeg helt sikkert må indlægge ham igen.

Afdelingslægen »The fat man« i »The house of God« er den, der kommer tættest på sandheden. Han har fundet ud af at cope med det psykologiske stress. Han bryder de kliniske retningslinjer, men er på trods af dette den mest balancerede, om end også mest kyniske læge på afdelingen. De yngre læger lærer gennem ham en række regler, som tilsammen udgør »hospitalets love«. Den første er: »GOMERS don't die«. Det må man forsøge at få ind på sin lystavle.

Faktaboks

Fakta

 

EN GOMER OG ET TILSYN

Hr. Hansen krepiterer på begge lunger og er tydeligt kardialt inkompenseret. Som hos samtlige kardiologiske patienter lægger vi fra land med at fyre et vanddrivende stof i årene på ham. I »The house of God« lyder lov nr. syv: »Age + BUN (amerikansk ækvivalent til karbamid, red.) = Lasix (vanddrivende lægemiddel, red.)«. Herefter undlader jeg at gøre yderligere, for ifølge »The fat man« bliver GOMERS kun mere syge, når man behandler dem. Det bedste man kan gøre, er at lade dem være i fred og gøre så lidt som muligt.

Tilbage klokken lidt i fire står jeg op for at gå det tilsyn, jeg er bestilt til. På med kitlen, ud på gangen. Alene på hospitalet, føler jeg. Krydser uden for fra bygning til bygning på vejen mod akutmodtagelsen. Solen står snart op, kan man fornemme. Jeg kommer ned i akutmodtagelsen og kan mærke, at de har haft en hård nat. Der ligger stadig usete patienter i sengene.

Patienten, der skal have tilsyn, ligger på stue 22, som jeg ikke kan finde. Det er en yngre kvinde, som har haft trykkende brystsmerter siden kl. 18. Smerterne er ikke klinisk oplagte, men hun er massivt disponeret for AKS (akut koronart syndrom), så nu er gode råd dyre! Min bagvagt sover, og burde jeg ikke være i stand til selv at vurdere, om jeg skal tage imod patienten eller ej?

Jeg føler mig ensom. Tør ikke lade være med at tage hende op på afdelingen, også selvom jeg ved, at jeg ikke bare kan bounce hende tilbage til akutmodtagelsen, hvis hun har normale koronarmarkører. Hun bliver udskrevet af overlægen næste morgen kl. 9.

 

ENDELIG MORGEN!

Morgenkonferencen starter kl. 8. Med kun to timers søvn i løbet af de seneste 26 timer sidder jeg mere død end levende og lytter til den repetitive gennemgang af, hvor overlægerne skal gå stuegang. Så falder spotlightet på mig: »Hvad er der ellers sket i løbet af natten?«, spørger den ledende overlæge. Øjnene fra 30 personer falder forventningsfuldt på mit trætte ansigt. Alle ser frem til en velfremlagt patientcase med perspektivering til den nyeste videnskabelige litteratur og klinisk kardiologi in general, samtidig med at jeg har memoreret patienternes parakliniske resultater fra det seneste årti, så det kan komme som skidt fra en spædekalv, når de udspørger mig. Nu er det pludselig mig, der bliver grillet. Heldigvis interesserer overlægerne sig heller ikke for GOMERS, så jeg slipper nådigt.

Mange ting har ændret sig, siden »The house of God« udkom første gang. Rent fagligt og diagnostisk har vi fået utallige nye muligheder, hvilket åbner op for behandling af de dårligste patienter. Derudover er jeg overbevist om, at både arbejdsvilkårene og det kollegiale miljø i Danmark anno 2020 er væsensforskelligt fra det i USA anno 1972. På kardiologisk afdeling er der i hvert fald plads til at være sig selv, og der er altid en kollega, der gider lytte. Det er et godt sted at være!

Men … det vil for altid være en både vanvittig og skræmmende oplevelse at stå med menneskeliv i hænderne, før solen er stået op, når man ikke har sovet i tyve timer. Det er ikke alt, man kan forberede sig på ved at læse i bøgerne. Om det så er fysiologi eller skønlitteratur som »The house of God«.