Content area

|

»Jeg har ingen respekt for den form for ’videnskabelige’ undersøgelser!«

Fem skarpe til læge, homøopat og vaccineskeptiker Gunner Ødum

Lægen og homøopaten Gunner Ødum har i mange år været skeptisk over for brugen af vacciner hos børn (privatfoto)
Forfatter(e)

Af chefredaktøren

Gunner Ødum, i 1996 var du tæt på at blive fyret fra din stilling i Forsvarets Sundhedstjeneste, fordi du først i en bog og siden i et avisinterview havde udtalt dig yderst skeptisk om rutinemæssig vaccination af danske børn. Så vidt jeg forstår, mente du, at vaccinationer kunne svække børnenes immunforsvar og i værste fald forårsage kroniske sygdomme og psykiske forstyrrelser. Er det synspunkter, du stadig har?

Ja, mit synspunkt er uændret i forhold til danske – og dermed som regel sunde og robuste – børn. Andre steder på kloden kan vaccinationer være relevante. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan et sygdomskim med små mængder tilsætningsstoffer som aluminium, formalin og kviksølv ikke alt andet lige vil svække eller belaste et spædbarns immunforsvar. Vaccinen injiceres direkte i kroppen på et forsvarsløst spædbarn, dengang helt ned til femugersalderen. Kighostevaccinen indeholdt dengang det kviksølvholdige konserveringsmiddel thimerosal, der efterfølgende er dokumenteret at være en alvorlig nervegift. Det medførte dengang adskillige tilfælde af vuggedød.

 

I et dansk studie med 657.461 danske børn har man netop frikendt MFR-vaccinen for at have nogen som helst forbindelse med udvikling af infantil autisme, og gentagne studier har vist, at også HPV-vaccinationen er både effektiv og sikker. Gør den slags videnskabelige undersøgelser slet ikke indtryk på dig?

Jo, den slags videnskabelige undersøgelse gør helt bestemt indtryk på mig – for jeg har ingen respekt for den form for »videnskabelige« undersøgelser! Efter min mening er det »bestilt arbejde«, der udelukkende har til formål at frikende MFR-vaccinen og nu også HPV-vaccinen.
Mange forældre føler et pres fra samfundet – i form af læger, sundhedsplejersker, pædagoger, politikere, venner, bekendte, bedsteforældre og sågar kongehuset. Så selvom de oprigtigt er imod at få deres barn vaccineret, får de det alligevel. Efterfølgende vurderes forældrenes observationer som utroværdige, hvis de – ofte i desperation – oplyser, at deres barn har ændret sig efter en vaccination.

Med hensyn til HPV-vaccinen, hvor det drejer sig om større børn på 12-15 år, har der været beskrevet mange bivirkninger, også meget alvorlige bivirkninger med formentlig livslange skader til følge. I den sammenhæng opererer de »kloge« læger med begreber som »funktionelle lidelser«, hvad det så end er! De ansvarlige læger tør ikke anerkende, at bivirkninger – som kan medføre blivende skader – kan forekomme i forbindelse med vaccinationer.

Det er meget tankevækkende, at det er det skadede barn – det vil naturligvis sige forældrene – der skal dokumentere og bevise, at det er vaccinationen, der har skadet deres barn. Det er ikke »lægevidenskaben«, der skal dokumentere noget som helst i den sammenhæng.

SAGEN KORT

Gunner Ødum (f. 1945) er almenmediciner og fik sin første ansættelse i Forsvaret i 1973. Han åbnede en homøopatisk praksis i 1987 og blev året efter ansat som læge ved Flyvestation Aalborg. Kontrakten blev siden forlænget til 1997. I 1993 gjorde Ødum tjeneste ved FN-styrkerne i det daværende Jugoslavien.

I 1996 skrev Gunner Ødum forord til den vaccineskeptiske debatbog »Vaccinationer – er de sikre og effektive?«, og i en artikel i Aalborg Stiftstidende fra april 1996 advarede han mod det danske børnevaccinationsprogram, som han mente kunne fremkalde en række kroniske sygdomme og adfærdsforstyrrelser. Indlægget fik generallægen til at true med afskedigelse, hvilket senere ændredes til en tjenstlig advarsel og et forbud mod at udtale sig offentligt om vaccinationer.

Sagen blev efterfølgende vurderet i Forsvarsministeriet, som fandt generallægens beslutning i strid med Gunner Ødums ytringsfrihed, og både advarsel og »mundkurv« blev derfor trukket tilbage. Komiteen til Ytringsfrihedens Værn krævede i flere omgange generallægen fyret pga. embedsmisbrug, men dette afvistes først af Statsadvokaturen, siden af Folketingets Ombudsmand.

Gunner Ødum forlod Forsvaret i 2015 og var i de sidste fem år af sin ansættelse ledende sessionslæge i Region 5. Han ophørte med sin homøopatipraksis i 2010.

Hvad tænker du om de mæslingeudbrud med fatale konsekvenser, som vi igennem de senere år har set rundt omkring i verden, senest på Samoa og i USA? Er det noget, som kan få dig til at ryste på hånden, når du fraråder forældre at vaccinere deres børn? Giver det anledning til lægeetiske anfægtelser?

Mæslinger er som bekendt en meget smitsom børnesygdom, som for 200 år siden havde en dødelighed på ca. 5% herhjemme. Man skal helst smittes i alderen 2-6 år. De, der overlevede mæslinger, var til gengæld beskyttet mod sygdommen på livstid, og moren beskyttede sit barn mod at få mæslinger inden for det første leveår. MFR-vaccinen blev indført i Danmark i 1987, og vi var et af de sidste lande, der gjorde det, så vaccinen var vel nærmest umulig at komme uden om. En uofficiel opgørelse over dødeligheden som følge af mæslinger i Danmark i de seneste ti år inden indførelsen af MFR-vaccinationen viste en dødelighed svarende til et dødsfald hvert andet år. Det lyder jo ikke umiddelbart skræmmende.

Problemet med MFR-vaccinen er, at MFR aldrig kan yde samme beskyttelse, som hvis man har haft mæslingesygdommen, samt at spædbørn ikke længere er beskyttede. Desuden kan større børn og voksne blive smittet, hvilket er noget nyt i forhold til tidligere. Og når man indfører MFR-vaccination, er man nødt til i forvejen at sikre sig, at dækningen er mindst 95%, hvis man vil undgå mæslingeepidemier.

Hvis lægerne – ikke mindst de praktiserende læger – havde kendskab til den klassiske homøopatis muligheder, kunne et samarbejde med en klassisk homøopat MDSKH (uddannelse godkendt af Dansk Selskab for Klassisk Homøopati, red.) i mange sammenhænge være gavnligt. Med undtagelse af polio findes der homøopatisk medicin, der kan indgå som behandling i forbindelse med de sygdomme, som børn vaccineres imod.

Avisrubrik fra Nordjyske Søndag/Aalborg Stiftstidende den 14. april 1996Avisrubrik fra Nordjyske Søndag/Aalborg Stiftstidende den 14. april 1996

Du har i årtier arbejdet som både læge og homøopat. Jeg er meget nysgerrig på, hvordan du har formået at forene to så forskellige verdensbilleder og faglige paradigmer? Jeg ville umiddelbart tro, at man konstant oplevede forvirring og indre splittelse …

Personligt oplever jeg det at være læge og klassisk homøopat som en fantastisk kombination. Den klassiske homøopati kunne med fordel indgå i lægeuddannelsen. Hvis vi vender blikket mod England, Tyskland og Frankrig – for blot at nævne nogle få lande – er den klassiske homøopati en del af sundhedsvæsenets måde at forholde sig til mennesket på. Jeg var over 40 år, da jeg begyndte på uddannelsen. Jeg havde i begyndelsen svært ved at slippe lægediagnoserne, men efterhånden blev begge vinkler helt naturlige for mig.

Udfordringen for en klassisk homøopat er at finde lige præcis det homøopatiske middel, der igangsætter helbredelsesprocessen. Finder man det, virker det, uanset om man tror på det eller ej. Jeg har med et rigtigt godt resultat behandlet en hest! Begrænsningen ligger i, hvad ens selvhelbredende kræfter er i stand til at udrette. Der er mange sygdomme, hvor en homøopatisk behandling ikke kan stå alene. Det gælder fx livsstilssygdomme, der som bekendt kan opstå på grund af forkert kost, tobak, alkohol og manglende motion. Det gælder også cancer og længerevarende kroniske sygdomme med deraf følgende – ofte livslang – medicinsk behandling. Insulinkrævende diabetes er heller ikke aktuelt, ligesom den kirurgiske teknik i dag bevirker, at mange kirurgiske indgreb er at foretrække frem for homøopati.

 

Og til sidst: Hvad lærte du af sagen i 1996, som jo gav bølgeskvulp helt op på forsvarsministerens bord? Fortryder du i dag, at du ytrede dig offentligt om sagen? Eller anser du dig snarere som en slags whistle blower i sundhedens tjeneste?

Det var på mange måder et interessant forløb. Jeg havde lige haft et fireugersvikariat i Scoresbysund, og en af mine gode bekendte, Roger Messell, havde foræret mig en bog, som han havde oversat fra engelsk til dansk. Bogen handlede om homøopatisk behandling af vaccinationsskader. Det havde ikke noget med klassisk homøopati at gøre, andet end at det handlede om potenserede lægemidler kaldet for »sygdomsnosoder«. Jeg begyndte i stedet at eksperimentere med potenserede »vaccinenosoder«, som jeg kunne fremskaffe fra et mindre engelsk apotek inden for homøopatisk medicin. Det var for mig chokerende og glædelige resultater.

På samme tid havde sundhedsplejerske Else Jensen sammen med journalist Mette Lone Albrechtsen skrevet en bog om vacciner med særligt fokus på, om de var sikre og effektive. De spurgte mig, om jeg ville skrive forordet i bogen, hvilket jeg sagde ja til. En journalist på Nordjyske – dengang Aalborg Stiftstidende – var dengang interesseret i børnevaccinationsprogrammet og den polemik, der havde været omkring det. Hun læste bogen og henvendte sig til mig om det, jeg havde skrevet i forordet. Hun inviterede mig til et avisinterview. Jeg sagde ja uden at tænke ret meget over, hvad det kunne føre med sig.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af generallægen, der var blevet kontaktet af en praktiserende læge fra Nørre Sundby, der spurgte, om det kunne være rigtigt, at en af generallægens ansatte kunne være læge i forsvaret, når han offentligt havde erklæret, at han var modstander af vaccinationer? Generallægen indkaldte mig til et personligt møde på Jægersborg Kaserne, hvor han fortalte mig om det dilemma, han var kommet i. Jeg forklarede, at det primært handlede om børnevaccinationer, men at jeg i øvrigt agerede som alle andre læger i Forsvaret. Men hvis jeg ville beholde mit job, skulle jeg stoppe med at ytre mig offentligt. Det indvilligede jeg i. Jeg var glad for mit job og ville ikke miste det. Problemet med at stoppe mine ytringer her og nu var, at der allerede var annonceret et stormøde i Skørping med embedslæge Henrik Hamburger og undertegnede i hovedrollerne. Jeg måtte derfor melde fra til dette møde, hvilket jeg gjorde.

Jeg havde et specielt godt forhold til generallægen og blev oprigtigt ked af, at han var kommet i fedtefadet på grund af mig. Jeg kan blandt andet takke ham for, at jeg overhovedet blev ansat tilbage i 1988 som læge på redningshelikopteren, da hans forgænger i stillingen ikke turde ansætte mig på grund af mine alternative holdninger.

Min kritiske holdning til børnevaccinerne gik primært på kighostevaccinen fra før 1997. Jeg har efter avisskriverierne haft ca. 1.400 børn fra hele landet i konsultation på mistanke om vaccinationsskader. Jeg kan selvfølgelig ikke dokumentere, at der skulle være en sammenhæng mellem MFR-vaccinationen og infantil autisme, men jeg har en begrundet mistanke om, at børnevaccinerne kan medføre symptomer inden for autismespektret. Generelt er det min opfattelse, at de fleste læger har en ekstrem berøringsangst over for at erkende, at vaccination af børn kan have bivirkninger, eller at de kan skade i det hele taget.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer