Content area

|

Kolonilægen Agner Møller

Forfatter(e)

Museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen

Jesper Kurt Nielsen, Etnografisk Samling, Nationalmuseet

Jakob Peter Georg Agner Møller (1892-1976) stammede fra Kjettrup sogn i Han Herred. Begge hans forældre var interesserede i astrologi og spiritisme, og han deltog allerede som barn i spiritistmøder. På et møde blev det spået, at et ungt menneske i forsamlingen ville blive en stor læge »uden kniv«, og at han skulle passe på de »mørkere magter«.1 Agner var et indesluttet og gammelklogt barn, og ved et selskab hos en onkel og tante stod han alene og så de andre danse og more sig, mens han selv flygtede ind i fantasiens verden: »Ved hjælp af musikken fantaserer jeg mig hen på et eller andet karneval i en af sydens byer, hvor jeg er kommet i land for en kort tid (jeg er skibslæge)«.2 Den sidste del af fantasien kom siden til at gå i opfyldelse.

                      I gymnasietiden udviklede Agner en livsfilosofi, som indebar, at han aldrig ville spise noget, som forårsagede naturen smerte, dvs. dyr og planternes underjordiske dele.3 Naturisme, nudisme og vegetarisme dyrkede han først alene og senere sammen med sin hustru. Naturismen var et synligt opgør med tidligere tiders kropsopfattelse, og den havde rødder i oplysningstiden og den rousseauske myte om »den ædle vilde«, men også i tidens vitalistiske ideer om kropsdyrkelse, som i Tyskland fik sin mest ekstreme og totalitære form i 1930’erne. Den aktive nudist og socialdarwinist Richard Ungewitter (1869-1958) udgav i 1908 afhandlingen »Nacht« (»Nøgen«), og i 1910 fulgte han op med bogen »Nacktheit und Kultur« (»Nøgenhed og kultur«), hvis pointe blandt andet var, at hvis tyske kvinder oftere så en germansk mand nøgen, ville de ikke parre sig med laverestående fremmede folkeslag. Han krævede derfor en nøgenkultur, så de stærke avlede børn i stedet for svæklingene [1 s. 113], og han stiftede i 1910 foreningen Vereinigung für Hygienische, Ethische und Ästhetische Kultur.

                      Ungewitter var modstander af lige rettigheder mellem kønnene, og han var desuden antisemit. Hans ideer var med til at styrke de nationalsocialistiske strømninger og kropsidealer i tiden. Agner blev påvirket af dette tankesæt, og hans omgang med andre mennesker var desuden præget af en forestilling om, at al form for høflighed var løgnagtig og falsk. Han nægtede ganske enkelt at være høflig over for sine medmennesker. Desuden var Agner Møller fra en ung alder meget excentrisk anlagt, og han sov fx altid med en stor kludedukke. Han gik også ofte med dukken under armen, og den var altid med til hans eksaminer. Da Agner skulle til studentereksamen, var dukken forsvundet. Han anklagede resten af livet storesøsteren for at have smidt den væk.

Krigere iklædt den traditionelle dragt. Dog bærer personen i midten europæisk stråhat som et tegn på særlig autoritet (foto: Ho Teng Lin).Krigere iklædt den traditionelle dragt. Dog bærer personen i midten europæisk stråhat som et tegn på særlig autoritet (foto: Ho Teng Lin).

En vrangvillig medicinstuderende

Efter studentereksamen påbegyndte Agner lægestudiet, og midt i studietiden indgik han i juli 1915 ægteskab med kusinen Else Marie Gredsted (1887-1956). Else var uddannet sygeplejerske, og hun arbejdede sideløbende med Agners studier. Hun var under 1. verdenskrig med til at transportere tyske krigsfanger fra Rusland til Tyskland og engelske krigsfanger fra Tyskland til England, og hun arbejdede i lazaretlejren ved Hald i nærheden af Viborg. Else forsøgte at hjælpe de sårede, så godt hun kunne, for mange af de unge officerer var apatiske og bitre.
                      Agner bestod alle eksaminer efter stærkt pres fra faren, der var træt af at betale for hans underhold.4 Desuden så Else gerne, at han begyndte at bidrage til den fælles husholdning, ikke mindst fordi de havde fået to små børn. Agner selv var ikke udelt begejstret for at bestå de mange eksaminer på et studie, som han grundlæggende ikke troede på. Både studielivet og forholdet til forældrene var flere gange ved at kollapse.5 Kort før den afsluttende eksamensperiode skrev han i maj 1919 til sin mor og far:

 

»Nu er forelæsningerne ophørte, og examen begynder sidst i denne måned og slutter sidst i næste måned. Jeg bestiller ikke meget men sidder eller går og spekulerer hvordan jeg skal bære mig ad med at praktiserer al den humbug, hvordan jeg i det hele taget skal bære mig ad med at nå mine mål – endnu ser jeg ikke nogen tilfredsstillende løsning på spørgsmålet«.6

 

Agners manglende vilje og evne til at fokusere på et fag, han dybest set ikke troede på, betød, at han i sommeren 1919 tog den medicinske embedseksamen med andenkarakter. For Agner selv betød det tilsyneladende intet, eftersom han var overbevist om, at han kunne have fået førstekarakter, hvis han havde villet.7 Han havde løbende gennem studietiden skrevet til faren, og disse breve er fyldt med dårlige undskyldninger for de sløje karakterer:

 

»Mine kvalifikationer fejler intet, undtagen lysten til at lære 1500 sider udenad på engang, som man dog har glemt halvdelen af allerede en måned efter, og absolut ikke har brug for til noget som helst. Jeg er en intelligens- og ikke en huskemaskine«.8

 

Agner forsøgte også at bortforklare de dårlige resultater med sin manglende veltalenhed. Hvad der formentlig havde en endnu større negativ indflydelse, var hans generelle væremåde og forholdet til lærerne og de andre studerende: over for forældrene omtalte han konsekvent de medicinske professorer som »parasitter«. Hans udseende var også excentrisk – han var langhåret, og når de andre mandlige studerende ankom til eksamen i kjolefrakke, hvid halssløjfe og stivet vest, mødte Agner op i sandaler med bare tæer. I forbindelse med den afsluttende eksamen kom hans holdning til studiet tydeligt frem:

 

»Jeg foretrækker at se, hvor ’lægevidenskaben’ er fuld af humbug ja hvor det egentlig er humbug alt sammen, som det er ganske uværdigt at beskæftige sig med«.9

                     

Samtidig med at Agner fuldførte lægestudiet, havde han forfulgt sine okkulte interesser. Han deltog i spiritistiske seancer med svævende borde og ektoplasma, der materialiserede sig.10 Han gennemførte også et californisk korrespondancekursus i astrologi med titlen »Rays from the astral light«, og han var medlem af Øststjerne Teosofferne. Han meldte sig dog ud i 1917, da han fandt ud af, at det teosofiske selskab planlagde at oprette en kristen verdensorden.11 Hans dyrkelse af okkultismen gik så langt, at han ville forsøge at kommunikere telepatisk med sin far efter dennes død.12

                      Var alt dette mon forklaringen på, at Agner valgte at gå i hollandsk lægetjeneste? Han havde nemlig fået ansættelse som militærlæge i Hollandsk Ostindien, nærmere bestemt på øen Java. Ønskede han at komme væk fra farens omklamring og morens stadige bebrejdelser? Formentlig følte han, at han ved at rejse kunne flygte fra den modstand, han mødte, både fra familien og fra kollegerne i lægeverdenen. I så fald synes det en tvivlsom disposition at flygte til Sydøstasien med Else, som han følte dominerede ham,13 og med to små børn, Jytte Hjo og Per Hjek. Faktisk vidste hverken Else, børnene, forældrene eller svigerforældrene, at Agner havde søgt stillingen og underskrevet en femårig kontrakt før lige op til afrejsen. Det kom da også til et opgør med både forældre og Else: »Mine forældre mente, at jeg var besat af en ond ånd, og tilrådede Else at blive hjemme«,14 forklarer han i 1922. Dette sidste udsagn skulle tages helt bogstaveligt. Agner var efter forældrenes opfattelse besat af dæmoner, det var ikke blot en talemåde.

                      Det skulle blive en anstrengende langfart for dem alle fire, men gengæld slap forældrene af med den genstridige Agner. Den 20. december 1921 stævnede den lille familie ud fra Southampton.

Agner Møller i hollandsk uniform som sundhedsofficer i 1922 (foto: Nationalmuseet).Agner Møller i hollandsk uniform som sundhedsofficer i 1922 (foto: Nationalmuseet).

Hollandsk Ostindien

Det hollandske kolonistyre i Hollandsk Ostindien (Nederlands-Indië)15postulerede ikke at have samme civilisatoriske berettigelse, som franskmændene gjorde i deres oversøiske kolonier. Franskmændene var groft sagt kolonisatorer »af pligt«, og hensigten med de franske kolonier var primært at udbrede den franske civilisation. Hollændere befandt sig derimod helt overvejende i Ostindien af økonomiske årsager, og de ønskede grundlæggende et markedsmonopol, men ikke en decideret kolonial annektering. Det var altid den økonomiske bundlinje, der var målet, og ikke dominans og besættelse af oversøiske territorier [2 s. 16]. Den militære tilstedeværelse havde blandt andet til hensigt at hævde hollandsk suverænitet over for især briterne, hvis tilstedeværelse i regionen var massiv.

                      Periodens mange danske rejseskildringer dokumenterer i sig selv, at der i forhold til Danmarks ringe størrelse var en ikke helt ubetydelig tilstedeværelse af danskere i Hollandsk Ostindien. Særligt ét fag var velrepræsenteret: Der var mangel på læger i kolonien, og derfor søgte de hollandske kolonimyndigheder aktivt efter danskere med medicinsk baggrund. Lægen og forfatteren Johannes Wøller (1878-1967) fortæller således om et avertissement, der stod på en iøjnefaldende plads i Berlingske Tidende:

 

»Den hollandske Regering meddelte, at nogle danske Læger straks vilde kunne faa Ansættelse i Hollandske-Indiske Kolonialhær. Henvendelse til Kaptajn, Dr. E. der vilde være at træffe paa Hotel H. paa den og den Tid« [3].

 

Man behøvede altså hverken at skrive eller rejse langt for at søge tjeneste som læge i Hollandsk Ostindien. En gennemgang af »Den danske Lægestand 1915-1925« dokumenterer, at danske læger, der var (eller havde været) udstationeret i Hollandsk Ostindien, overstiger det samlede antal, der i perioden var (eller havde været) udstationeret på Færøerne, på Island, i Grønland, i Dansk Vestindien, i Siam (Thailand), i Belgisk Congo (Den demokratiske republik Congo) samt ved Santalmissionen i Indien [4]. Det var kun mængden af læger i tysk tjeneste, der oversteg dette antal. Nordslesvig var som bekendt vendt hjem til Danmark efter 1. verdenskrig, og de mange dansksindede læger, der havde været tvunget i tjeneste som tyske militærlæger, blev efter genforeningen registreret som have værende i udenlandsk tjeneste.

                      Men hvilke europæere var det så, som søgte til Hollandsk Ostindien? Der gives der næppe noget entydigt svar på, men ofte gav en udstationering mulighed for at stige i den sociale rangorden i forhold til livet i hjemlandet, hvilket også kunne smitte af på indtjeningsmulighederne efter hjemkomsten. Når man ser på de danske læger, der blev udstationeret i Hollandsk Ostindien på dette tidspunkt, er der ikke andre fællestræk end deres lægegerning, og vi kender af gode grunde ikke deres motivation for at søge udfordringer så langt hjemmefra. Det kan næppe have været udsigten til et spring i socialklasse, eftersom en udstationering i de fleste tilfælde betød, at man blev sat tilbage i karrieren derhjemme. Til gengæld var lønnen god, og overlevede man sin kontrakttid og blev ansat ved en plantage eller fik sin egen praksis, var der gode muligheder for en løn, man kun kunne drømme om i Danmark. Lægen Paul Toussieng (1892-1967) er et godt eksempel. Han tjente i mellemkrigsårene på Borneo og Java, og han havde en limousine med chauffør og en villa med ædeltræspaneler og persiske tæpper til sin rådighed. Toussieng vente hjem til Danmark i 1938 som en holden mand.

                      Et andet betydningsfuldt forhold var, at der i samtiden var for mange unge læger i Danmark. Det betød, at man måtte tage til takke med en privatpraksis i provinsen, medmindre man lod sig lokke af det eventyr, som ventede i Hollandsk Ostindien. Johannes Wøller bekræfter i en af sine bøger, at eventyrlysten var en vigtig faktor, og han var fuldt ud klar over, hvad han måtte give afkald på i stedet: »Drømmen om en videnskabelig Fremtid, en Hospitalskarriere, ydre Ære og Anseelse i sit eget Land og i sit eget Fag, det var ikke saa svært at give Afkald paa« [3 s. 8].

                      Mængden af danske læger i Ostindien må have betydet, at de danske fagfolk blev budt velkommen af hollænderne. Desværre lå formidlingen af livet i troperne – af propagandistiske og kommercielle årsager – et godt stykke fra sandheden. Paul Toussieng skriver:

 

»Bøger, Aviser og Films skrives for at tækkes et saa stort Publikum som muligt, kun en ringe Del for at oplyse. Og efter nogle Dekader, hvor Filmen fra Troperne har været et regelmæssigt tilbagevendende Nummer paa Programmet, er det endnu vanskeligere end før at gendrive de indgroede, men fejlagtige Opfattelser« [5 s. 182].

 

Det var derfor let at få en forkert opfattelse af livet i Hollandsk Ostindien, og mange blev draget af eventyret, præcis som Agner Møller. Læger var som omtalt velkomne i kolonien, hvorimod eventyrere og uuddannede opportunister havde det svært. Den danske planter, journalist og produktive rejsebogsforfatter Olaf Linck (1874-1958) advarede direkte mod, at man lod sig forblænde af eventyret, fordi det ofte var hårdt og ensformigt arbejde, som ventede en:

 

»Velan, jeg finder det derfor paakrævet at understrege paa det sidste Blad i Bogen, som mange jo ynder at læse først, at Sumatra ikke er noget Land for Eventyrere og Lykkejægere. De Dage er forbi, dèr som de fleste andre Steder i Verden. Men det er et udmærket Land for de maalbevidste og viljestærke mænd!« [6 s. 189].

 

Også den ungarske officer og planter László Székely beskrev det hårde liv på Sumatra i bogen »Tropisk feber«, som udkom første gang i 1917: »Dette var et land af disciplin. Kommandoer fra oven skulle udføres med blind lydighed og kommanderes videre til ens underordnede« [7 s. 106, egen oversættelse].

                      Planteren E. Wiehe-Winkel observerede i sin bog »Med Tropehjelm og Solbriller« fra 1942, at danskerne var anderledes end hollænderne, fordi de »kom fra helt andre Samfundslag end de fleste hollandske Plantageassistenter« [8 s. 134]. På samme måde bemærkede Agner og Else standsforskellen mellem danskerne og hollænderne på deres rejse mod Ostindien:

Høvdingen Kanale fremviser sit guld som et prestigesymbol (foto: Ho Teng Lin).Høvdingen Kanale fremviser sit guld som et prestigesymbol (foto: Ho Teng Lin).

»Passagerne ser i vore øjne gennemgående meget lidt ’fine’ ud. Der er meget få, hvis stilling vi kender, (når vi ser bort fra officererne, som der er temmelig mange af); en del af de øvrige benævner vi mellem os efter deres udseende ’slagteren’, ’urtekræmmeren’ osv«.16

 

Måske var dette årsagen til, at flere af de danske kilder var kritiske i deres beskrivelse af hollændernes opførsel over for kontraktarbejdende kulier og lokale indonesere. De udsendte danskerne var vant til at navigere mellem forskellige sociale lag og med større sandsynlighed også vant til tyende i hjemmet, hvorimod hollænderne ofte var vant til at have foresatte og i nogle tilfælde selv havde været tjenestefolk i deres hjemland.
                      Agner og Else tilhørte som statsansatte en privilegeret klasse, højt hævet over de indfødte og kulierne på plantagerne, men også over de lokale plantere. Agner var statsembedsmand og dermed den hollandske dronnings formelle repræsentant. Den koloniale civilembedsmand befandt sig på et højere trin af den sociale rangstige end de fleste andre, og dermed fulgte også et større ansvar for de øvrige europæere. Det var dog en ganske lille gruppe af europæiske embedsmænd og officerer, som administrerede vidtstrakte territorier og store befolkningsgrupper med en fremmed religion og med omgangsformer, der i nogle tilfælde var uforståelige og måske ligefrem fjendtlige. Faktisk var der ikke mange hollandske embedsmænd i den enorme koloni. I 1920 var der ifølge den britiske flådes efterretningstjeneste mindre end 9.000 mand udstationeret af den hollandske stat [9 s. 126], og officer- og embedsmandsstanden var derfor i endnu højere grad end planterne præget af strenge formelle og uformelle normer og regler. Det var regler og normer, som var udviklet i kolonien gennem århundreder. Racisme og overgreb mod lokalbefolkningen var udbredt, skønt nogle europæere havde et mere nuanceret syn på den oprindelige befolkning. Kirurgen Johannes Wøller var på dette punkt klar i sin tale: »Mennesker ligner i Virkeligheden hinanden forbavsende trods Hudfarve og Opdragelse. Artstypen ligger fast, vi hører alle til Arten Homo« [3 s. 61]. I rejsebogen »Rejsen til Insulinde« fra 1938 supplerer han med denne advarsel:

 

»Hvad Indo’ernes Karakterskab angaar, er der i Aarenes Løb forsøgt saa mange Generalisationer og sagt saa mange Dumheder, at man maaske bør afholde sig fra at forøge Antallet« [3 s. 70].

 

Den berejste kirurg – som praktiserede på Java fra 1911 til 1933 – håbede, at synet på indoneserne ville ændre sig med tiden:

 

»Men hvem ved – vi rider hurtigt nu til Dags som de døde – maaske er den Dag ikke fjern, da vi ikke længere ser paa de brune som en inferiør Race. Man behøver blot at tænke paa den moderne Opdagelse af Negerkulturen og Negerkunsten, ja endog Negerlitteraturen, og paa den Begejstring, den har vakt i vide Kredse af de tilsyneladende højt kultiverede i alle Europas ledende Lande, for at have let ved at forestille sig at ogsaa vor Opfattelse af de brune vil forandre sig« [3 s. 71].

 

Hans kollega, Paul Toussieng, var derimod kritisk over for alle mennesker, uanset deres hudfarve:

 

»Menneskene er Hvirveldyr, der er nogle, der er i Stand til at elevere Centret op i Hemisphærene, rent midlertidigt. De er sjældne som børn med Vandhoveder. For hele Resten er det i det femte Lændesegment, det foregaar« [5 s. 111].

 

Racisme var imidlertid en institutionaliseret del af den koloniale virkelighed, omend den udfoldede sig diskret i det offentlige rum. I forvaltning og retspraksis spillede raceadskillelsen en afgørende rolle, og der fandtes et omfangsrigt system af love og regler, som var forskellige for europæerne, arabere og kinesere/indoneserne. For alle andre end europæerne var det nøjagtigt fastlagt, hvilken afstamning og hvilke ydre kendetegn, der hørte til hvilken race [10 s. 128]. Denne raceadskillelsespolitik førte da også til, at lederen af det hollandske nazistparti Anton Mussert (1894-1946) under et besøg jublende kunne erklære, at koloniens styreform praktisk taget var fascistisk [10 s. 129].

] Dronning Vilhelmine af Nederlandenes fødselsdag den 31. august 1922. Yderst t.h. ses Agner Møller i gallauniform, og bag ved ham står hustruen Else. Uniformen er gået tabt, da et barnebarn bar den i hippietiden (ukendt fotograf). ] Dronning Vilhelmine af Nederlandenes fødselsdag den 31. august 1922. Yderst t.h. ses Agner Møller i gallauniform, og bag ved ham står hustruen Else. Uniformen er gået tabt, da et barnebarn bar den i hippietiden (ukendt fotograf).

Agner Møller som tropelæge

Få dage efter afrejsen fra Southampton noterede Agner i sin dagbog:

 

»Den 23. december brød krigen atter ud mellem Else og mig fra tidlig morgen. Ubehageligheder overalt, intet nås af, hvad man har sat sig for, uorden og uhygge i kahytten«.17

 

Krisen forværredes, idet sønnen Per Hjek var blevet syg med lungebetændelse, og Agners behandling ikke hjalp. Else insisterede på at overtage ansvaret, men Agner nægtede hende adgang til Per. Else beskyldte ham for at mishandle drengen, og hun mente ligefrem, at han forsøgte at slå ham ihjel.18 Per kom sig dog langsomt, han var afkræftet, men overlevede. Næste gang Agner diagnosticerede et sygt barn, blev konsekvenserne for barnet fatale.

                      Den 19. januar 1922 ankom skibet til Sumatra, og derfra rejste familien til havnedistriktet i Batavia, Tanjung Priok på Java, hvor de ankom den 22. januar. Her fik de besked om, at de skulle opholde sig i byen Tjimahi. Der var ingen ledig bolig, så familien måtte indtil videre bo på byens eneste hotel, Hotel Berglüst, som til trods for det europæisk klingende navn var et »møjhotel«.19 Først nu fik Agner at vide, hvad hans titel og udstationering lød på: officier van Gezondheid II kl. Departement van Oorlog, Bandoeng, Java. Agner flyttede den 8. marts halvtreds kilometer uden for Tjimahi, mens Else og børnene blev boende på hotellet. Det hollandske militær afholdt artilleriøvelse, og når den var tilendebragt, var det meningen, at han skulle tilbage til militærhospitalet i Tjimahi.

                      Unge officerer som Agner blev det første år anbragt i en af de store byer, og så snart de var oplært, blev de udsendt til fjernere egne af den enorme koloni [3 s. 134]. De bedste udstationeringer blev som regel tildelt de hollandske læger, hvorimod udenlandske læger, som var ugifte, sunde og stærke fik de mindst attraktive poster [11 s. 14]. Efter 6-7 år blev en klasse II-læge typisk forfremmet til klasse I-læge, og lønnen blev nu næsten fordoblet. Herefter steg lønnen løbende de næste fem år. Efter at have tjent de første fem år kunne enhver læge søge guvernørgeneralen om at oprette en privat praksis hvilket som helst sted i kolonien. Java var det mest eftertragtede sted at slå sig ned som læge, fordi det var koloniens centrum, og fordi både hollænderne og de lokale javanesere var rigere end i andre regioner [11 s. 15].      

                      Agner var til at begynde med optimist, for han havde en klar opfattelse af, at »flugten« til Ostindien havde givet ham en ny chance i livet, og at tidligere nederlag – reelle såvel som indbildte – var lagt bag ham. Han ville også få god tid til at omstille sig til det nye liv, for udnævnelse til sundhedsofficer (officier van gezondheit) bandt ham kontraktligt i fem år. Han overså måske, at han ikke alene var blevet ansat som læge, men i lige så høj grad som hollandsk officer med alt, hvad det indebar. Johannes Wøller bemærker i sin erindringsbog:

 

»’Officier van Gezondheid’ hedder en militærlæge paa Hollandsk, og Navnet gengiver ganske nøje Meningen. De gik praktisk talt altid i Uniform, ved enhver lidt officiel Lejlighed med stor Kavalerisabel, hvad der var højst ubekvemt og tungt« [3 s. 25].

 

I sin dagbog beskrev Agner den første tid i hollandsk tjeneste ganske positivt:

 

»Den første dag gik med at gå rundt og forestille sig hos hospitals-chef major Baggellar, oberst Granada og en mængde korpskommandanter. Næste dag pr. bil til Bandoeng hos lægegeneralen Neeb. Alle meget rare og velvillige mennesker, der sagde, at de altid plejede at blive godt tilfreds med de danske læger. En af de første dage derefter holdt obersten en længere tale til Algreen og mig og forklarede, hvorledes vi skulle optræde, aldrig sige ’ja maar’ [jamen] til de overordnede og aldrig tåle det af de underordnede. Rejse os første gang vi så ham om morgenen men så ikke hilse mere den dag. Under den ugentlige ’enferentie’ på hospitalet var vi alle lige, ingen rangsforskel osv.«.20

 

Arbejdsbyrden for de europæiske læger synes heller ikke at have været videre stor:

 

»Der er fuldt op at bestille med at tage ’Wasserman’ og give saltvandsindsprøjtninger. (…) Arbejdsdag ’richenrapport’ kl. 7 om morgenen hos de forskellige korps i byen ’korps genie’ og ’kadet school’ fra kl. 8 til 12.30 den øvrige dag har jeg fri«.21

 

Det var en overkommelig arbejdsdag på trods af det tropiske klima, der satte arbejdstempoet ned. Agner observerede til gengæld hurtigt, at vellevned og alkoholisme var udbredt blandt koloniens europæere. Hovedmåltidet var det store rijsttafel, og det havde blandt de mere velstillede udviklet sig til en hel institution, »noget monumentalt« [3 s. 44]. Johannes Wøller bemærker om hollændernes madvaner, at de spiste 2-3 gange så meget som nødvendigt: »Børnene var enorme, tit uhyggeligt store og fede« [3 s. 47]. Også Agner beskrev den daglige indtagelse af mad og alkohol:

 

»Kl. 1-2 spises der ’rejstaffel’ forud for hvilket der går en meget langvarig drikken ’Bols’ (genever). Hver gang en ny person træder ind, råber han ’bediende, kasi bon’ hvorpå han tilbyder samtlige andre herrer en ’Bols’.  På den måde får de først ankommende altid drukket 2-3 ’Bols’. Er endeligt alle ankommet og den sidste ’Bols’ drukket siger skydeinstruktøren, major Perelaar ’Zûllen Wÿ’ hvorpå man endeligt går til bords. Vil nogen have øl til maden, hedder det igen ’kasi bon’, og atter tilbydes at give øl til alle omkringsiddende, ventende, at man næste dag selv bliver den modtagende. Det er det malayiske ’Terami Kasi’ (modtager–give, dvs. ’tak’) i karikatur.

                             Forud for aftensmåltidet det samme uendelige ’Bols’-drikken. Det er kl. 8-9 og efter begge måltider bliver man siddende ved bordet meget længe, snakkende om interesseløse ting, af mangel på andet at bestille. I øvrigt bruges eftermiddagen til at spille kort. Ingen synes at have andre interesser. De forskellige officerer gør indtryk af at være så vidt forskellige naturer, at de ikke kan samles om andet end ’Bols’ drik og kortspil«.22

Agners og Elses søn, Per Hjek, udklædt som niaskriger og i selskab med den ægte vare i 1924 (foto: Ho Teng Lin).Agners og Elses søn, Per Hjek, udklædt som niaskriger og i selskab med den ægte vare i 1924 (foto: Ho Teng Lin).

Alkoholforbruget var enormt blandt europæerne i Hollandsk Ostindien, og som det kan forstås af ovenstående, havde hollænderne ikke indført den britiske regel om, at man først måtte drikke efter solnedgang. Johannes Wøller mener endda, at forbruget tidligere havde været endnu større:

 

»Indtil kort før Aarhundredeskiftet noteredes ikke sjældent kort og godt ’Z’, d.v.s. ’zuipt’, – han drikker. Der var dem, for hvem der noteredes to Z’er, – ’zuipt zvaar’, – han drikker stærkt, og saa fandtes der de mytologiske 3 Z’s Mænd, ’zuipt zeer zwaar’, – om dem hviskedes der ved Bitterbordene med en ærefrygtfuld Beundring fra de yngres Side« [3 s. 51].

 

Agner drak ikke særlig meget, og det er tydeligt ved gennemlæsning af hans dagbøger, at han ikke følte noget særligt fællesskab med sine officerskolleger. Desværre var han heller ikke her i stand til at udvise empati eller venlighed over for de mennesker, han arbejdede sammen med. Agners manglende menneskelige og sociale kompetencer betød, at forholdet til hollænderne forblev problematisk. Det kunne det også være for andre danskere, og mange beskrev en problematisk ubalance i magtforholdet. Wøller skrev om fænomenet:

 

»Hollænderne er vel Europas kraftigste Race, baade aandligt og legemligt; Danskerne er mod disse Hopliter kun let Kavaleri; de kunde i det store og hele godt lide Danskerne, som en Bjørn kan lide en livlig og intelligent Hund, den er i Bur sammen med« [3 s. 48].

 

Der er ingen tvivl om, at der var et særligt fællesskab mellem koloniens danskere, mens forholdet til hollænderne var mere kompliceret – ikke mindst fordi mange danskere som nævnt kom fra højere sociale lag end deres hollandske kolleger. Paul Toussieng havde også et særdeles kritisk syn på hollænderne, og han var af den opfattelse, at korruption var udbredt blandt de hollandske officerer og statsembedsmænd. I en af sine rejsebøger skriver han fx om »termitternes« glubende sult:

 

»Man tiltror disse Termitter alt muligt. Hvor ofte forekommer ikke den berømte Sætning i officielle Indberetninger: ’–ædt af Myrer, smaa, hvide’, naar hele Magasiner viser sig, mod Forventning, at være tomme. Jeg har set, hvorledes en Kassations-Kommission opgav, at en Instrument-Sterilisator af Staal og Nikkel, – var ’delvis opædt af Myrer, smaa, hvide’, hvorpaa Kommisionen, meldte, at de havde … ’stampet Resterne fint og smidt dem i Floden’. De vilde ikke staa tilbage for Myrer, smaa, hvide. Hvis man ikke har Sans for Humor, skal man blive i Europa« [12 s. 23].

 

Agners distance til kollegaerne var dog det mindste af hans problemer. En sygeplejerske klagede fx over, at han ikke undersøgte patienterne ordentligt. En lille pige på få måneder blev indlagt med høj feber og kramper, Agner undersøgte ikke pigen systematisk og kunne dermed heller ikke diagnosticere hende korrekt. Han ville ikke lytte til den desperate sygeplejerske, der mente at vide, hvad der var galt. Agner holdt stejlt på sit, fuldstændig som han gjorde over for Else, da Per Hjek var syg på udrejsen. Den lille piges tilstand blev forværret, hun mistede bevidstheden og døde kort efter. Pigen led af malaria og kunne med stor sandsynlighed have været reddet. Agner mente for en gangs skyld, at kritikken af ham var berettiget, og hans dagbogskommentar til diagnosen lød lakonisk: »Det havde jeg ikke tænkt på«.23

                      Det var den sidste linje, han skrev i sin dagbog fra Hollandsk Ostindien, resten af siderne er tomme, og der er næppe tvivl om, at Agner følte stor skyld ved pigens død. Den kom også til at præge forholdet til hans foresatte. Måske fik episoden den konsekvens, at hans ønske om en forflytning til Borneo blev afslået. Borneo var en udstationering, som mange ønskede, især af »romantiske« årsager. Et par år blandt »vilde hovedjægere« var et godt udgangspunkt for en efterfølgende udstationering på Java, men også for et eventyr langt fra civilisationens grænser.

                      Agner blev i stedet udstationeret på den sygdomshærgede ø Nias, som få år forinden – med stort besvær – var kommet under hollandsk kontrol.

Det mest berømte portrætfoto fra Nias, den såkaldte »Mona Lisa fra Nias«. Kvindens identitet kendes ikke, og heller ikke fotografen er kendt. Billedet er angiveligt taget i 1916 (ukendt fotograf).Det mest berømte portrætfoto fra Nias, den såkaldte »Mona Lisa fra Nias«. Kvindens identitet kendes ikke, og heller ikke fotografen er kendt. Billedet er angiveligt taget i 1916 (ukendt fotograf).

Årene på Nias

Agner og familien forlod Tjimahi den 15. juni 1923, og de ankom otte dage senere til Telok Dalem på øen Nias øst for Sumatra. Her måtte man som europæer normalt kun opholde sig i et år pga. faren for malaria. Øen er på størrelse med Sjælland, og de stærkt befæstede byer på øens sydlige del havde med deres veltrænede krigere – som var habile »hovedjægere« – gennem årtier modstået de hollandske forsøg på kolonisering. I 1916 måtte de sidste byer dog overgive sig til kolonimagtens overlegne militær. Hollænderne var der som nævnt primært for at holde det britiske imperium i skak. Sumatras plantageområde var af stor økonomisk betydning, og briterne sad tungt på Malaccahalvøen og Singapore. En britisk tilstedeværelse på Nias kunne blive en trædesten, der førte dem videre til Sumatra og til dermed komplet kontrol over en af verdens vigtigste sejlruter, Malaccastrædet. Dermed ville briterne have stort set fri adgang til Hollands koloniale juvel, Java.
                      Mod forventning livede Agner faktisk op på Nias, hvor han forblev til sin hjemsendelse i 1927. Men hans kantede og tyranniske væsen drev til gengæld Else i armene på en hollandsk løjtnant. De to indledte forhold, og da løjtnanten blev forflyttet, var Else indstillet på at forlade Agner og flytte med børnene til en ny udstationering sammen med den nye mand. Men løjtnanten var ikke interesseret, og han afviste Elses ønske. Det ville da også have betydet helt uoverskuelige problemer for løjtnanten – for den hollandske reformerte kirkes strikte livssyn gennemsyrede kolonien, og hos koloniadministrationen var ægteskabsbrydere ikke velkomne.

                      Agner Møller kastede sig hurtigt over opgaver, som i højere grad interesserede ham end familielivet og det monotone arbejde som militærlæge. Agner og Else havde ikke længere noget seksuelt forhold, og mange år senere filosoferede Agner over dette fænomen: »Ægteskabet gør mennesket immunt over for ægteskabets kærtegn. Således virker det næsten altid på Q undertiden på M«.24 Han havde ellers hænderne fulde, og i et brev til faren fra 1923 beskrev han sine opgaver på Nias således:

 

»Militær Lægekommandant, Overlæge for Militærskur [sygehus], Garnisonslæge, Militær Apotekerkommandant, Distriktslæge for Sydnias, Overlæge for det Civile Sygeskur, Overlæge for det meteorologiske Observatorium [han holdt øje med et termometer og en regnmåler], Dyrlæge«.25

 

Han begyndte endvidere at studere niassisk tidsregning og astrologi, samtidig med at han samlede ål til biologiprofessor Johannes Schmidt (1877-1933) fra Carlsbergs fysiologiskes laboratorium og myg til et laboratorium i Batavia med hjælp fra en ung niasser, Fanenahö, der senere skulle blive hans svoger. Agner fik snart endnu mere at se til, for i 1924 modtog han en henvendelse fra museumsinspektør Thomas Thomsen (1871-1942) fra Nationalmuseets etnografiske samling. Thomsen havde indset, at der fandtes en meget rig og unik kulturform på Nias, og han ønskede derfor at anskaffe sig nogle genstande for at kunne skrive en doktorafhandling om materielkulturen på øen. I første omgang skrev han til en lokal dansk apoteker, men denne havde ikke tid til at indkøbe genstande til museet og viderebefordrede henvendelsen til Agner Møller. Agner var positiv, og Thomsen svarede i et venligt takkebrev:

 

»Danskere i udlandet er den støtte vi må lide på; sager, der kommer ad denne direkte vej, har mere værd for os ved anskaffelse end ved køb på anden hånd«.26

 

Thomsen opremsede, hvad museet manglede (lændeklæder, tasker til at bære fisk i, en plantestok etc.), og han sluttede med at skrive: »Der vil kunne anskaffes for et par hundrede kroner. Mere har vi ikke til rådighed i øjeblikket«.27 Thomsen endte med at bruge 10.426,73 kroner! En anseelig sum i 1920’erne.

                      Agner Møller kastede sig over opgaven med ildhu, og i august måned 1924 afsendte han den første kasse på 180 kilo til Nationalmuseet i København. Det var belejligt for både Agner og Thomas Thomsen, at den hollandske kolonibesættelse havde medført, at talrige arvestykker og hellige objekter var til salg. For niasserne betød det til gengæld, at en urgammel kultur blev ribbet for centrale værdier. Omvendt skulle der mere end religiøse fortællinger til at omvende niasserne, og omvendelsen til kristendommen forløb langsomt på Nias til trods for en tidlig tilstedeværelse af katolske missionærer [13 s. 90].

                      Et blik på samlingslisten viser, at det var Thomsens og Møllers mål at dokumentere kulturen på Nias ved en relativ komplet og varieret indsamling. Dette er en indsamlingsform, som kræver både en langvarig tilstedeværelse og en stor faglig indsigt. Agner besad langt hen ad vejen den faglige indsigt, ikke mindst fordi han havde lært sig niassisk, der er en hel del mere kompliceret end bhasa indonesia, Indonesiens officielle hovedsprog. Indsamlinger vil altid bære præg af både indsamler og samtid, men denne indsamling er forbilledligt varieret og komplet. I forhold til indsamlingsdokumentationen bør det dog nævnes, at den efter nutidige standarder er mangelfuld, men helt i overensstemmelse med datidens krav. Dermed skabte Agner en unik samling, som endte med at bestå af i alt 850 genstande.

                      Samtidig med at indsamlingen stod på, skrev Agner til Thomsen, at hans hustru var rejst til Danmark. Else rejste hjem med børnene og den sidst ankomne søn Palle Hjur, og hun var ifølge Agner gravid med den hollandske officer. Elses opfattelse var, at Agner var brutal og mere eller mindre sindssyg. Agner var dermed blevet ladt tilbage, men han var ikke alene, for cølibat var ikke noget for ham. På et tidspunkt før 1927 blev han gift med den smukke høvdingedatter Zoeri Zaroemaha på trods af, at »husholderforhold« med lokale kvinder var forbudt. Det vides ikke, hvordan Agner og Zoeri mødtes, men hendes bror havde hjulpet Agner med indsamlingen af ål til studiebrug. De nærmere omstændigheder omkring det niassiske bryllup kan heller ikke dokumenteres – medbragte Zoeri en brudepris, eller måtte Agner tværtimod betale?

                      Agner Møller havde rig mulighed for at beundre niassisk arkitektur i landsbyerne, men de hollandske myndigheder mente, at Agners ekspeditioner med militæret og på egen hånd optog for meget af hans tid. Han ville væk fra hverdagens snævre rammer, og rejserne rundt til de forskellige landsbyer interesserede ham langt mere. Alene og uden mulighed for, at hans overordnede kunne give ham ordrer, følte han sig fri. Agner brugte tyfusepidemier som undskyldning for at rejse rundt. Han rejste hovedsageligt på hesteryg i følge med en snes soldater. På en ekspedition så han i landsbyen Hilli Mondregeraja et høvdingehus, der var ved at styrte sammen. Efter aftale med Thomas Thomsen – og med finansiering af Ny Carlsberg Fondet – forhandlede han sig til et køb, og da hans tjenestetid ophørt, rejste han til landsbyen for at skille huset ad og udtage de skulpturelle dele til Nationalmuseet.

                      Huset kostede 400 gylden. De største omkostninger var i forbindelse med nedtagningen –arbejdsløn til kulier, indkøb af kasser, transport til kysten osv. Heldigvis fik han hjælp af den kinesiske fotograf Ho Teng Lin, som også fotodokumenterede arbejdet. Selve transporten af genstande til København foregik med et skib fra ØK og uden omkostninger for museet. Efter gammel skik havde rederiet en stående instruktion fra hovedkontoret om at medtage småkasser af national betydning. Alligevel var man mildt sagt forbløffet over, at Nationalmuseet forventede en så stor en last hjembragt uden beregning.28
 

Tilbage til Danmark

Med sig på hjemrejsen i 1927 havde Agner Zoeri og hendes bror Fanenahö. Den langsommelige rejse gav Agner fik mulighed for at tænke over fremtiden. Han ville opbygge en konsultation i Danmark, hvor patienterne skulle modtages af Fanenahö i liberi.29 Patienterne ville få udleveret to skemaer, det ene omhandlende astrologi, det andet baseret på den etablerede lægevidenskab. Når patienterne havde udfyldt det relevante skema, skulle det stikkes ind ad en brevsprække til Agners kontor. Han ville efterfølgende indkalde patienten og iværksætte den relevante rådgivning. Han planlagde endvidere, at der i konsultationen skulle være laboratorium i stueetagen, mens der på første sal skulle indrettes et »åndslaboratorium«, hvor han kunne filosofere. Senere, da han fungerede som skibslæge, tegnede han ligefrem et udkast dette laboratoriums indretning, men det forblev et luftkastel.

                      Det må have skabt en del opmærksomhed, at Agner kom hjem med en mindreårig hustru, for Agner var fortsat gift med Else. Zoeris fødselsdato blev opgivet til politiet at være 7/7 1907, men datoen var en konstruktion. Hendes korrekte fødselsdato kendtes ikke, og anvendelsen af de mange syvtaller havde en magisk betydning i henhold til niassisk astrologi. Denne fødselsdato betød desuden, at Zoeri var 20 år gammel og myndig ved indrejsen til Danmark, og at hun ville være i stand til at gifte sig uden et kongebrev. En veninde skrev til Agners søster, Kamma, om Zoeris alder: »Om din bror Agner kan jeg fortælle dig, at han er kommen hjem uden penge sammen med en Nias kone på 15 år«.30

                      Agner Møller genoptog interessen for det okkulte, og særligt astrologi havde hans levende opmærksomhed. Han skrev blandt andet et (upubliceret) hæfte med titlen: »Astrologi. OGSAA for de fornuftige, som er skeptiske, men IKKE for dem, der lader andre tænke for sig«.31 Konklusionen lød: »Mennesket er under direkte paavirkning fra de fjerneste dele af universet gennem lysstraaler fra alle de lysende himmellegmer«.32 På et tidspunkt begyndte han aktivt at opsøge personer med en særpræget begavelse.  I et udateret brev henvendte han sig fx til den verdensberømte atomfysiker Niels Bohr (1885-1962) for at spørger, »hvem der var jordemoder ved Deres Fødsel, og-eller De ved noget om hvilken tid på døgnet De er født«.33 Det vides ikke, om Bohr besvarede henvendelsen.

                      I 1928 indrykkede Agner en annonce i Nationaltidende:

 

»Et Menneskes Skæbne kan til en vis Grad forudberegnes. Opgiv Fødselstid, Fødselsaar, Dag og Time, fulde Navn, Beskæftigelse og Adresse. Opgiv videre hvilke Sygdomme, De har haft og hvornaar. 6 Kr. i Frimærker vedlægges. Saa faar De de bedste Oplysninger, som efter Videnskabens nuværende Standpunkt kan gives, angaaende Deres Fremtid. Astrolog og Læge Ag. Møller«.34

 

Reaktionen udeblev ikke, for i Ugeskrift for Læger skrev amts- og kredslægelæge Einar Th. Malling (1866-1933) samme år:

 

»Thi manden er veritabel læge og tilmed – som det ses – specialist i et fag, der endnu ikke vides at være anerkendt mellem lægespecialiteterne. Han har altså utvivlsomt indvundet nyt land for lægestanden og har derigennem krav på en mulig noget behersket tak fra standens side.

                             Jeg kunde dog tænke mig, at faget doceres og trives bedst under de hede jordstrøg, hvor ovennævnte astrolog og læge har tilbragt flere år«.35

 

Ugeskriftets redaktion tilføjer, at Agner Møller »selvfølgelig« ikke er medlem af Lægeforeningen.

                      Agner skrev skyndsomst til amtslægen og tilbød at holde foredrag om astrologi i den lokale lægeforening, men han fik intet svar. Angrebet berørte ham dybt, og der blev faktisk taget til genmæle. Museumsinspektør Thomas Thomsen skrev således på Agners foranledning en replik i Ugeskrift for Læger, hvori det blandt andet hed:

 

»Uden forudgaaende Bekendtskab bad jeg ham hjælpe Museet med Indsamlinger paa Øen, og uegennyttigt har han gennem flere Aar ofret megen Tid derpaa. Han viste under dette Arbejde en udpræget videnskabelig Sans og hjemsendte et Materiale, der overgaar de rige Samlinger i Moderlandet Holland, hvor Museumsmændene udtalte deres Forbavselse over, at dette endnu havde kunnet samles på Øen. Naar det lykkedes, skyldes det utvivlsomt tillige, at Dr. Møller behersker det niassiske Sprog og har forstaaet at komme de indfødte nær. (…)

                             Han har saaledes været Astrologien paa nært Hold i Egne, hvor den er sidestillet med Lægekunsten og søger nu altsaa herhjemme at udvide sit Materiale og forsøge at gøre den til Videnskab. Dette viser ham i hvert Fald som en modig Mand, der ikke er bange for at gaa paatværs af Skik og Brug«.36

 

Det har uden tvivl været risikabelt for Thomsen at sætte hele sin akademiske troværdighed på spil for at beskytte astrologen Agner Møller. På den anden side er der muligt, at Thomsen selv var begyndt at tro på niassisk astrologi, idet Agner foretog stjernetydning af personer i hans nære omgangskreds.
                      Agners situation blev ikke bedre af, at Zoeri fødte ham en datter lillejuleaften 1928. Datteren blev døbt Samahono Zarumatha Møller. Hun blev født uden for ægteskab, da de danske myndigheder ikke anerkendte det niassiske ægteskab. Barnet burde formelt set følge morens nationalitet, men da Samahono var født uden for ægteskab, og da faren anerkendte faderskabet, fulgte nationaliteten ifølge hollandsk praksis faren. Ifølge de danske myndigheder var hun dog at betragte som statsløs. Da Samahono blev teenager, fik Agner mulighed for at vælge hendes statsborgerskab. Han valgte, at hun skulle være hollænder, formodentlig på grund af sin afsky over for Danmark og ikke mindst sin sædvanlige obsternasighed. Det tilgav Samahono ham aldrig. Det hollandske statsborgerskab gav hende nemlig store problemer.
                      Agner var kortvarigt tilknyttet hospitalet i Viborg. Den 1. maj 1929 blev han ansat som 2. reservelæge ved sindssygehospitalet i Middelfart, og alt tyder på, at han igennem et stykke tid var blevet overvåget af politiet. Myndighederne var i tvivl om, hvordan de skulle håndtere ægteskabssagen, for hvis Agner var gift med Zoeri, var han bigamist, og hvis de to ikke var gift, kunne hun ikke få opholdstilladelse. Problemet kunne have været løst ganske enkelt, for i juli 1929 var der blevet bevilget skilsmisse mellem Agner og Else. Hvis Agner nu giftede sig med Zoeri, ville hun få opholdstilladelse, og så ville politiet frafalde en eventuel anklage om bigami. Men Agner nægtede stivnakket at gifte sig med Zoeri og skrev til politimesteren:

 

»Jeg udelukkende tænker på, hvad der vil være det bedste for Zoeri Saroemaha og da det ikke lader sig gøre at overse fremtiden i så henseende, vil det for øjeblikket være det bedste at afvente. Jeg har i sinde om et par år at vende tilbage til Hollandsk Indien med hende. Derovre vil hun som gift med en europæer i retslig henseende blive betragtet som europæer. Hvad dette vil betyde, kender jeg ikke endnu tilstrækkeligt i enkeltheder. En ting mener jeg dog at vide, og dette gør, at jeg helst undgår ægteskab indtil videre; europæere kan ikke eje jord i Holl. Indien, ægteskab vil forhindre mig i at skaffe hende såvelsom hendes barn fast ejendom i hendes fædreland«.37

 

Politiet opgav at rejse en bigamisag. Hendes bror bekymrede man sig i øvrigt ikke om, for han var i 1928 blevet »afsat« til en læge i Basel, fordi han var blevet en fordrukken spillefugl og havde en dårlig vane med at løfte op i fremmede kvinders skørter.

                      I løbet af foråret søgte Agner at få antaget sin afhandling »Tidsregning og Astrologi på Nias. Et bidrag til Kundskaben om primitive Kalendersystemer og primitive astrologiske Systemer« som doktorafhandling. Et af kravene for antagelse var imidlertid, at man havde taget førstekarakter ved sin embedseksamen. Thomas Thomsen var meget behjælpelig med at skrive et udkast til ansøgningen om bedømmelse, og han skrev i en ledsagende anbefaling, at Agner havde indsamlet et etnografisk materiale, som havde bragt det »danske Nationalmuseum i første række«.38

                      I perioden 1932-1933 var Agner ansat på Kommunehospitalets 6. afdeling for sindssygdomme, og senere i 1933 blev han ansat på Skt. Hans Hospital i Roskilde. Da han rejste derfra i november 1933 for at starte sin egen praksis, rejste han ligeledes fra Zoeri, eftersom hun var blevet indlagt på hospitalet og erklæret sindssyg. Diagnosen lød på ungdomssløvsind, altså skizofreni. Da Zoeri formelt set var ugift, ville man have hende hjemsendt til Nias, men det var ikke muligt i hendes aktuelle tilstand. Agner betalte tre kroner om dagen for hendes hospitalsophold. Deres fælles datter var sat i pleje hos en fabrikant i Aalborg. Zoeri udviste i øvrigt stor interesse for sit barn, og dette forhold (sammenholdt med, at en rejse til hjemlandet kunne forværre hendes tilstand) bevirkede, at man valgte at give hende begrænset opholdstilladelse. Zoeri blev så at sige glemt af alt og alle undtagen af politiet, der løbende undersøgte hendes forhold.

                      Agner genså aldrig Zoeri, men han glemte hende ikke. I 1944 skrev han i sin dagbog:

 

»Repeterer mit liv i Indien: Morgen, middag, aften, hver dag i lange år iagttog jeg stille og forventnings fuld min ’blomst’. Skulde der være tegn på nye spirer, nyt liv og glæde? Aldrig. Skulde jeg have handlet anderledes? Mere voldsomt? Bestemt krævende, i stedet for givende? Altid voldtægt? Mulig, at en tilsyneladende brutalt egoistisk optræden havde givet bedre resultat«.39

 

Der var yderligere en årsag til, at Agner ikke ville tage ansvaret for Zoeri. Han havde nemlig et romantisk forhold til en patient på Skt. Hans Hospital. De mødtes første gang i sommeren 1932, og de indledte snart et forhold. Første gang Samahono mødte sin fars bekendtskab, omtalte hun hende som »Fremmed Dame«, og herefter blev kvinden udelukkende omtalt som »FD« i Agners dagbøger. Forholdet gav Agner helt uoverskuelige problemer, fordi det var uetisk og ikke kunne holdes skjult. Desuden mødte han massiv modstand fra sygehusledelsen og fra kvindens ægtemand og deres fire børn. »FD« forlod den 15. juni 1936 psykiatrisk afdeling på Nykøbing Hospital efter udtrykkeligt at have givet overlæge Frode Krarup (1873-1942) løfte om at afbryde den skandaløse forbindelse med Agner Møller. Overlægen anklagede Agner for at være seksuelt abnorm og sadistisk.40 »FD« afbrød dog ikke forbindelsen med sin elsker, og den ulykkelige kvinde forsøgte kort efter at begå selvmord. Agner skrev til »FD’s« datter og tryglede hende om at anerkende deres forhold.41 »FD« tog derefter en stor beslutning. Det vides ikke, hvornår hun fik sin skilsmisse, men hun blev gift med Agner Møller i Ribe i 1938.

                      Agner forsøgte at etablere en privatpraksis i Vadum, men det faldt ikke heldigt ud. Samtidig foretog han medicinske forsøg på otte patienter, der var indlagt på sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland. Han eksperimenterede med at behandle maniodepressive, demente og skizofrene mennesker med meskalin, et narkotisk og hallucinerende udtræk af den mexicanske meskalinkaktus. Det var næppe tilfældigt, at en stor del af forsøgspatienterne led af skizofreni, samme lidelse som Zoeri led af.42 Han forsøgte tilsyneladende at finde en kur, der kunne helbrede Zoeris sindslidelse, men det var uden held. Han opgav sin privatpraksis og blev dernæst ansat på åndssvageanstalten i Ribe fra 1935 til 1939. I 1935 udgav han på egen hånd et særtryk af sin afhandling om tidsregning på Nias.

                      Agner Møller blev afskediget fra sin stilling som åndssvagelæge i 1939, officielt på grund af samarbejdsvanskeligheder med overlægen og amtmanden, men ægteskabet med en tidligere patient var nok den reelle årsag. Han havde forinden søgt en overlægestilling på åndssvageanstalten i Vodskov. Der var kun to ansøgere, men han blev ikke valgt. Agners skuffelse var stor, for han var så sikker på at få stillingen, at han havde købt et forfaldent hus i Vadum. Huset blev herostratisk berømt, for det var sortmalet med store hvide astrologiske tegn fra Nias på facaden.

 

Skibslæge under spionanklage

Den 11. december 1939 tiltrådte Agner Møller stillingen som skibslæge på ØK’s skib M/S Amerika. Den 9. april 1940 havde skibet Færøerne i sigte, og Agner hørte over radioen, at tyskerne var gået i land i Middelfart. Skipperen besluttede sig for at gå ind i Kongshavn for der at afvente nærmere instrukser. Det var dog ikke muligt at få kontakt med København, og kaptajnen besluttede derfor at sejle sydpå. Man sejlede forbi det neutrale Dublin, der var fuldt oplyst, men da de kom til Liverpool, var byen totalt mørklagt. Uden for Liverpool fik de kontakt med ØK i New York, og ordren lød på straks at søge britisk havn.
                      Den 18. april 1940 kl. 6 om morgenen ankom M/S Amerika til Liverpool. Et kompagni soldater i tropeuniformer med en kaptajn i spidsen erklærede skibet for »Hans Majestæts lovlige price«.43 Skibet blev liggende i Liverpool til den 7. juni, men små to timer før afgang kom to svært bevæbnede soldater ombord og arresterede Agner Møller for spionage. Det var ikke helt uventet, idet hans ene kuffert en måned tidligere var blevet taget med til nærmere inspektion, og andenstyrmanden var blevet udspurgt om Agners færden. De engelske arkiver giver ikke et entydigt svar på, hvorfor Agner blev arresteret og afhørt. Meget få sagsmapper omhandlende denne type interneringer (blot 75) har overlevet krigen, og det eneste, der kan fastslås med sikkerhed, er, at Agner blev registreret som interneret og blev indsat i fængsel i næsten et halvt år.44

                      Den 25. oktober 1940 kom hans gamle skib M/S Amerika tilbage fra langfart til Indien, og ganske få dage efter fik han besked om, at hans sag nu var ordnet. Hans løsladelse var betinget af, at han tog hyre på M/S Amerika, og han blev endvidere nægtet landlov i britiske havne. Han fik i øvrigt ingen forklaring på sin løsladelse, men han var tilsyneladende løsladt ved kaptajnens mellemkomst.45 Der er desværre intet materiale, der kan kaste lys over hverken hans internering eller løsladelse.46 Agner Møller er ikke registreret i Bovrupkartoteket som medlem af DNSAP, men der kan næppe være tvivl om hans nazisympatier.47 Agner var præget af Richard Ungewitter og den fascistisk understrøm, der tidligt herskede i Hollandsk Ostindien. Han skrev i sin dagbog i februar 1943: 

 

»Hitler synes mig snarest at være en udpræget god mand! Der ofrer alt for det, som han tror, er godt er rigtigt. Ingen grusomhed, begået af ham, kan i ringeste måde tale derimod. (…) Hvis Hitler mener sig udset af forsynet til at være et folks leder, er tanken ikke forrykt, eftersom begivenhederne kan bekræfte dens rigtighed i fuldt mål«.48

 

Da 2. verdenskrig nærmede sig sin afslutning, skrev Agner: »Hitlers humanitet frelste London og ødelagde Tyskland. Churchill har været lykkelig fri for humane følelser«.49 Og da krigen omsider var til ende, læste Agner, at rigsfører Himmler var taget til fange af amerikanerne. Om denne hændelse skrev han i maj 1945:

 

»Taler alt for at Himler [sic!] troede at arbejde for menneskets bedste, for en bedre verdensorden selvom dette arbejde nødvendiggjorde brutal behandling af den, der havde andre meninger om, hvad det bedste egentlig er«.50

 

Hans protyske og antibritiske holdninger reddede dog hverken ham eller M/S Amerika fra at blive torpederet af en tysk ubåd, mens krigen stadig rasede. I Agners krigsdagbog er et par linjer, der udstiller krigens gru, omhyggeligt streget over:

 

»Så havde de dygtige matroser gjort båden fri af skibet og roede af al kraft bort. Nødvendigt at være hensynsløs mod eftersmølere, der råber om at holde til skibet igen«.51

 

Agner overlevede og fik hyre som skibslæge på ØK’s skib Erria. Skibet var det første ØK-skib, der efter krigen vendte hjem til Danmark under stor festivitas. Det skete i september 1945.

 

De sene år

Det første, Agner gjorde efter sin hjemkomst, var at opsøge »FD«, som i mellemtiden var flyttet hjem til sin tidligere mand, som dog skrev til Agner og bad ham om så inderligt om at beholde »FD«. Ægteskabet blev langsomt nedbrudt under indflydelse af Agners notorisk dårlige økonomi, ligesom de tilkomne børns afsky for Agner spillede en rolle. Til sidst blev Agner og »FD« skilt. Agner prøvede atter engang at etablere en privatpraksis, men heller ikke denne gang gik det godt. Han hjemkøbte nogle frøer fra Sydafrika, som han benyttede til at udføre graviditetstests med. Han opgav dog hurtigt og overdrog frøerne til sønnen, som udsatte dem i Birkerød sø. Han averterede med kørekortsattester, hvilket gik nogenlunde. Samtidig havde han en privat psykiatrisk praksis, men han havde ikke mange konsultationer.

                      Agner genoptog nu sit arbejde med afhandlingen om primitiv tidsregning på Nias. Han skrev den i hånden, og den lå i en kuffert, da der opstod brand i konsultationen. Kufferten blev reddet, men afhandlingen var så sortsvedet, at den måtte skrives om. Afhandlingen blev indleveret til universitet, men der kom først svar efter fem år i 1967. Heller ikke denne afhandling blev antaget til forsvar. Agner var i mellemtiden flyttet over til sin datter Jytte Hjo i Kirkerup. Efter meget skriveri frem og tilbage forsøgte han igen at få antaget sin disputats, men i 1975 blev den endeligt afvist. Kritikken var hård.

                      Den 13. august 1972 døde Zoeri Zaroemaha på Avnstrup Plejehospital i Hvalsø. Hun havde stort set aldrig modtaget besøgende, og datteren så hende kun med års mellemrum. Agner besøgte hende aldrig. Samahono og Agner havde adskillige sammenstød på grund af Zoeri. Agner ville gerne have, at Samahono besøgte moren, mens Samahono syntes, at det var Agners ansvar. Et familiemedlem fortalte siden, at Agner formentlig skammede sig over ikke at have hjulpet hende hjem til Nias. Hun kunne ikke hjemsendes til Hollandsk Ostindien, som ophørte med at eksisterer efter 2. verdenskrig, så hun forblev i Danmark. Hun var i mange år urolig og hallucineret, og hun udbrød spontant i hysterisk latter. Med årene faldt hun dog til ro. Hun talte så sparsomt dansk, at det efter lægeligt skøn ikke var muligt at trænge dybere ind i hendes psykiske tilstand. De eneste, der interesserede sig for hende, var politiet, der løbende forlængede hendes opholdstilladelse.
                      I de sidste år svigtede Agners syn på grund af grå stær, der dog blev noget afhjulpet med en operation. Hørenedsættelsen, som allerede plagede ham på Nias, var i alderdommen næsten total. Han skrev dagligt på sit værelse hos datteren, og ingen andre end han selv kunne finde rundt i rodet, der var overvældende. Økonomisk klarede han sig rimeligt, for han boede billigt hos Jytte Hjo, og pensionen gav ham en fast indkomst, som han slet ikke var vant til. For første gang i sit liv følte Agner sig velhavende, og han faldt næsten til ro. Det var, som om flugten omsider var overstået. En del af pensionen blev brugt på daglige cafébesøg. Agner bestilte altid en kop kaffe og et stykke lagkage, og mens han indtog dette beskedne måltid, udregnede han ligninger på en serviet. Den 5. december 1976 døde han.

                      Agner Møller glemte ungdommens advarsel om at »vogte sig for mørkets magter«, og han endte med at omfavne Richard Ungewitters ideologiske mørke. Agner er for længst glemt, bortset fra blandt antropologer og historikere, der beskæftiger sig med Nias – og dem er der ikke mange af. Hans indsamling af genstande er en af verdens bedste, og på trods af sit rigide og besværlige sind har han været med til at bevare den enestående niassiske materielkultur, der til dels er gået tabt på Nias. Her er hverken hollænderne eller Agner til gengæld glemt. Besøgende europæere bliver stadig mødt af råbet londo, londo, som betyder hollænder [13 s. 42]. Og når man efter den strabadserende vandring træder ud af junglen og klatrer op ad den store stentrappe til byen Hilli Mondregeraja, bliver man modtaget af glade børn. Som dansker formodes man at være Agner og Zoeris slægtning, der er vendt hjem.

Blad nummer: 
The colony doctor Agner Møller

Dr. Jakob Peter Georg Agner Møller (1892-1976) was stationed as a medical officer on Sumatra, Dutch East India in 1921, and a year later he was transferred to the island of Nias, West of Sumatra, until 1927. During his stay, Agner Møller was commissioned to collect ethnographical objects for the National Museum of Denmark. He ended up buying a grand chief’s house in the village Hilli Mondregeraja, and parts of it were send to Copenhagen. He was also instrumental in commissioning the Chinese photographer Ho Teng Lin to take ethnographic photographs.

                      Agner Møller’s life after his time in Dutch East India was in many respects tragic. During the Second World War, he was interned in Great Britain for nearly half a year, accused of spying. After his release, he sailed as a doctor on a Danish ship under allied flag, and the ship was eventually torpedoed by a German submarine. Møller survived the war, but he barely managed the following peace, and he never really settled in in post-war Denmark.

                      However, Agner Møller’s ethnographic collection, combined with Ho Teng Lin’s astounding photographs, constitutes a rare documentation of the culture in the villages on South Nias. Unfortunately, very few of the object are on display, but Agner Møller’s strange legacy lives on, not least on the island of Nias.

  1. Ungewitter R. Nacktheit und Kultur. Neue Forderungen. Stuttgart: eget forlag, 1913.
  2. Hollander I. Silenced voices. Uncovering a family’s colonial history in Indonesia. Athens, Ohio: Ohio University, 2008.
  3. Wøller J. Rejsen til Insulinde. København: Hans Reitzels Forlag, 1938.
  4. Cristophersen V, Johnsson JWS. Den Danske Lægestand 1915-1925. Tiende udgave. København: DadL, 1925.
  5. Toussieng P. Mahakam, den store flod. København: Carl Allers Bogforlag, 1941.
  6. Linck O. Sumatra, Landet for Mænd. København: E. Jespersen, 1927.
  7. Slékely L. Tropic fever. The adventures of a planter in Sumatra. Singapore: Oxford University Press, 1989.
  8. Wiehe-Winkel E. Med Tropehjelm og Solbriller. København: Carl Allers Forlag, 1942.
  9. I.D. 1209. A Manual of Netherlands India. Compiled by the Geographical Section of the Naval Intelligence Division, Naval Staff, Admiralty. His Majesty’s Stationary Office, 1920.
  10. Mak G. Min fars århundrede. København: Tiderne Skifter, 2009.
  11. Pospíšilová D, Hlaká I, Jezberová A. Pavel Durdik (1843-1903). Life and work. Ethnological collection of the island of Nias. Prag: National Museum, 2010.
  12. Toussieng P. Mahakam, ovenfor Faldene. København: Carl Allers Bogforlag,1941.
  13. Beatty A. After the ancestors. An anthropologist story. Cambridge: Cambridge University Press, 2015.

💬 0 Kommentarer

Right side