Skip to main content

Mens vi venter på revolutionen

Har kapitalismen udspillet sin rolle i samfund og sundhedsvæsen? Vi taler med Kaare Stolt, som er lægestuderende og glødende marxist.

Lægestuderende Kaare Stolt i kittel - med sovjetisk bjørneskindshue og hammer og sejl på blusen (privat foto)
Lægestuderende Kaare Stolt i kittel - med sovjetisk bjørneskindshue og hammer og sejl på blusen (privat foto)

Chefredaktøren

4. jun. 2019
20 min.

Kaare Stolt, du studerer medicin og står bag tilbagevendende arrangementer, hvor du introducerer dine medstuderende til marxismens og kommunismens relevans i dagens Danmark. Det er snart længe siden, at man sidst mødte begreber som »merværdi«, »produktionsmidler« og »kapitallogik« på landets universiteter, så kan du ikke lige begynde med at forklare, hvordan du egentlig blev marxist?

Jeg gik på en meget borgerlig efterskole, hvor jeg var blandt de få venstreorienterede elever. Jeg kan huske, at jeg havde en diskussion med en af mine venner, som kaldte mig for »en skide kommunist«. Til det svarede jeg naturligvis bare, at han var »en skide kapitalist«. Hans sidste comeback var, at en kapitalist i det mindste var bedre end en kommunist, og her blev jeg pludselig i tvivl. 

Så jeg gik på internettet og søgte på kommunisme, og jeg kom hurtigt frem til, at jeg nok i grunden var kommunist. Det skal dog siges, at jeg stadig ikke helt havde forstået, hvad kommunisme var. Jeg forstod ikke de der sindssygt besværlige begreber, som er en del af marxismens teori. Historisk materialisme, dialektisk materialisme, bourgeoisiet osv. Jeg tog bare ordene til mig, mest af alt for at skabe min identitet om noget anderledes, som man jo gør som teenager. 

Ved kommunevalget i 2013 kom der en debatkaravane forbi mit gymnasium. En af hoveddebattørerne var en ung venstremand med jakkesættet siddende helt perfekt. Han sagde bare alt det forkerte: »Man skal klare sig selv. Det er ikke andres opgave at passe på dig. Lavere skat fører til mere frihed«. Han vakte en ild i mig. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at man kunne sige noget så dumt. Så jeg tog tilbage til internettet og søgte på, om der mon var nogle aktive kommunistiske organisationer i Danmark. Jeg meldte mig ind i organisationen Ungkommunisterne. Der mødte jeg mange ligesindede, som gav mig en bedre forklaring på, hvad kommunisme er, og hvordan marxisme skal forstås. 

Det er den meget korte historie om, hvordan jeg blev radikaliseret. Jeg synes generelt det er spændende at tænke over, hvor man har sine tanker og ideer fra. Jeg ville jo gerne kunne sige, at jeg er kommunist, fordi jeg en aften sad og læste alle ideologier igennem og kom frem til, at marxisme var den endegyldige sandhed. Men i virkeligheden blev jeg kommunist, fordi jeg gerne ville være anderledes. 

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at kommunismen har et temmelig blakket rygte på den internationale scene, ikke mindst pga. fejlslagne samfundseksperimenter og morderiske despoter som Stalin, Mao og Pol Pot. Kan du forstå, hvis nogen bliver lige så provokeret af, at du kalder dig kommunist, som hvis du kaldte dig nazist?

Jo, jeg forstår udmærket det had, der bliver lagt i ordet »kommunisme« – jeg er bare dybt uenig i den betydning, ordet har fået. I dag er kommunisme kommet til at betyde, at man vil have et diktatur, hvor man undertrykker alt og alle, man er uenig med. Det er ikke min definition på ordet. 

Kommunisme betyder simpelthen bare et statsløst og klasseløst samfund. Der er to politiske grupper, der går ind for kommunisme, og det er anarkister og marxister. Anarkister bruger ikke ordet kommunisme så meget længere, netop fordi ordet har fået så mange dårlige konnotationer. Så dem, der kalder sig kommunister, er primært marxister. Og det er så mig. 

Det er klart, at marxisme har fået et dårligt ry, når Stalin, Mao og Pol Pot erklærede sig som marxister. Til det kan jeg jo bare sige, at jeg er uenig i deres version af marxismen. Ligesom når en liberal er uenig i, hvordan kapitalismen fungerer i fx Somalia. Jeg synes, det er lidt trist, at jeg hele tiden bliver nødt til at sige, at jeg ikke ønsker et totalitært styre …

Hvordan ser dit idealsamfund ud? Og hvem er egentlig dine ideologiske forbilleder?

Mit idealsamfund er det klasseløse og statsløse samfund. Jeg tror dog ikke, at kommunisme er muligt endnu. Vi skal igennem en længere samfundsmæssig proces, hvor vi kan forme mennesker til at passe ind i et fremtidigt Utopia. 

Det er her, forskellen på marxister og anarkister virkelig kommer frem. Anarkister mener, at vi kan fjerne staten med det sammen, mens marxister mener, at man inden kommunismen skal have et samfundsstadie, som man kalder for socialisme. Så mit egentlige idealsamfund er socialisme, som på en måde er defineret ved alt det, kapitalisme ikke er. 

I kapitalismen har man privat ejendom (ikke at forveksle med personlig ejendom), i socialisme har man kollektiv ejendom. Det betyder simpelthen, at i stedet for at en person ejer en virksomhed, så er det de folk, der arbejder i virksomheden, som ejer den. 

Et af de helt store problemer, vi har under kapitalismen, er, at aktionærernes og direktørernes interesser ikke stemmer overens med vi andres interesser. Aktionærerne vil jo helst have, at aktieværdien på en virksomhed bliver høj, så de kan sælge den med størst mulig profit. Dette betyder, at virksomheder generelt handler mere kortsigtet end langsigtet, hvilket kan have ret store konsekvenser for samfundet. Det gælder blandt andet klimakrisen, som jeg ser som en slags konsekvens af denne interessekonflikt. 

Jeg mener, at hvis folk, der arbejder i en virksomhed, var med til at bestemme over den, så ville de være meget mere tilbøjelige til at træffe meget mere langsigtede valg. Medarbejdernes interesse ligger jo i at have et stabilt og holdbart job i modsætning til at skaffe sig en hurtig profit.

Karl Marx beskriver »proletariatets diktatur«. Nu skal du ikke blive bange og tænke, at jeg går ind for diktatur. Tværtimod. Ordet »diktatur« havde ikke den samme betydning i 1800-tallet, som det har i dag. Marx levede jo i en tid, hvor man ikke kaldte diktatorer for diktatorer, men hvor man kaldte diktatorer for konger. Det er først senere, at vi har set diktatorer som Hitler og Stalin. 

Proletariatets diktatur betyder simpelthen, at proletariatet bestemmer i modsætning til bourgeoisiets diktatur under kapitalismen. Da flertallet er arbejdere, vil jeg mene, at proletariatets diktatur de facto er det samme som demokrati. Hele planen med at lade arbejderne bestemme kommer fra tanken om, at hvis man sætter den nederste klasse på toppen, så vil de udrydde klassesystemet. De nederste i samfundet har jo ikke nogen interesse i at vedligeholde det hierarki, som undertrykker dem. 

Hvad angår mit ideologiske forbillede, må det være Vladimir Lenin. Hans teorier er meget praktiske og handler om, hvordan en revolution skal foregå. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Sovjetunionen drejede i en autoritær retning, som det gjorde efter Lenins død. 

Jeg synes desværre ikke, at der i dag findes nationer, som udgør gode forbilleder. Alle de lande, der har haft en »succesfuld« revolution, har været tredjeverdenslande. De har skullet bygge et helt samfund op fra bunden. For dem har det vigtigste været at få dækket de helt basale behov, mens jeg synes, at man hellere skulle se videre end det og kigge på, hvordan vi kan lave strukturer, som hjælper folk med at opnå et generelt bedre liv. Bedre uddannelse og mere sammenhold for eksempel. 

Og så er der sundhedsvæsenet. Selv i et relativt klasseløst land som Danmark findes der jo en ganske markant ulighed i sundhed, og mennesker med lav social status bliver mere syge og dør tidligere end mennesker med høj social status. Hvordan kan marxismen bidrage konstruktivt til at løse den udfordring?

For mig er Danmark langt fra et klasseløst samfund. Vi er et lige land, jovist, men ikke et klasseløst land. Den marxistiske opdeling af klasser gør ikke så stor forskel på rig og fattig, som den gør på ejerforhold til produktionsmidlerne. Jeg vil mene, at en læge tilhører proletariatet, fordi vedkommende jo netop ikke ejer det hospital, han eller hun arbejder på. 

Hvad angår uligheden i sundhed, er problemet jo, at folk med en bedre social baggrund har mulighed for at få en bedre livsstil, som så gør dem mindre syge. Det er på en måde åbenlyst, at murer-Brian, som drikker bajere og ryger smøger, og som slider sig selv ned inden pen-sionsalderen, bliver mere syg end en rig advokat fra Nordsjælland. Det er bare en kendsgerning, som vi lever med. 

Nu er der heldigvis nogle seje læger, der takler den sociale skævhed i praksis og fx laver kampagner for at hæve prisen på cigaretter. Det synes jeg er så fedt. Men man kunne jo også tage skridtet fuldt ud og begynde at arbejde for en socialistisk revolution. 

Man kan være så moderat eller radikal, som man har lyst til. Man kunne skabe gratis folkekøkkener, så det ville være nemmere for folk at spise sundt. Man kunne gøre fitnesscentre gratis. Man kunne sænke pensionsalderen og indføre borgerløn, så folk ikke behøvede at slide sig selv ihjel. Der er tusind måder at få en sund og rask befolkning på, og vi får ikke fjernet uligheden i sundhed blot ved at hæve prisen på en pakke cigaretter. Hvis vi virkelig vil af med uligheden, må vi tage fat om nældens rod. 

Er dagens lægestuderende og læger efter din mening blevet »ulighedsblinde« – har vi for travlt med at reparere og symptombehandle frem for at forebygge og se kritisk på de strukturelle forhold, som kan udløse mistrivsel og sygdom? 

Det håber jeg godt nok ikke. Jeg synes i hvert fald, at sociale problemer bliver diskuteret en hel del blandt lægestuderende. Når det så er sagt, er det, som om vores uddannelse prøver at køre os i en helt anden retning. Her er fokus på at behandle her og nu. Patienten fejler det her, og så skal du behandle sådan her. Vi bliver ikke udannet i, hvordan det system, vi lever i, kan gøre folk syge. Et fantastisk citat fra den amerikanske samfundsmediciner Laura Gottlieb fra University of California lyder: 

»I diagnosed abdominal pain when the real problem was hunger; I confused social issues with medical problems in other patients, too. I mislabeled the hopelessness of long-term unemployment as depression and the poverty that causes patients to miss pills, or appointments as noncompliance. In one older patient, I mistook the inability to read for dementia. 

My medical training had not prepared me for this ambush of social circumstance. Real-life obstacles had an enormous impact on my patients lives, but because I had neither the skills nor the resources for treating them, I ignored the social context of disease altogether«.

Jeg må dog straks tilføje, at jeg hørte dette citat til en forelæsning i tidlig patientkontakt, og jeg føler faktisk, at der på lægestudiet i København bliver gjort meget ud af, at man skal tage udgangspunkt i patientens sociale baggrund. Men denne bevidsthed synes jeg ikke rigtigt bliver brugt til noget konstruktivt. Jeg synes, man burde træde et skridt tilbage og tænke over, hvorfor vi overhovedet skal have lavere sociale grupper. Hvorfor skal vi have gamle patienter, som først er kommet på pension for sent, og som har slidt sig selv helt op? Det er det, jeg prøver at holde oplæg for andre medicinstuderende om.

Hvis vi nu siger, at revolutionen ikke venter lige rundt om hjørnet, hvad kan den enkelte sundhedsprofessionelle så gøre for at sikre et mere lighedsbaseret behandlingssystem? Kan man påvirke systemet indefra, eller giver det bedre mening – ligesom mange af 1930’ernes kommunistiske læger gjorde – at oprette alternative kliniker, hvor samfundets svageste kan få hjælp?

Det lyder da som en skidegod idé! Det kommunistiske parti i Belgien ejer deres egne små klinikker, hvor de giver gratis lægehjælp til alle. Men hvis vi skal kigge på det i en dansk kontekst, så har vi jo allerede et gratis sundhedsvæsen. Og hvis en gruppe læger vælger at starte en alternativ klinik, så vil det jo let komme til at betyde, at et andet hospital mangler læger. Læger er desværre en knap ressource. Så jeg synes faktisk, vi skal tage de allerede eksisterende hospitaler og klinikker og forlange bedre vilkår. 

Jeg siger lige noget kontroversielt: Man kunne lade være med at behandle personer med politisk magt, som synes, at man skal spare på sundhed. Nogle vil måske mene, at dette er at holde folk som gidsler, men mange ansatte på hospitalerne føler sig jo allerede taget som gidsel i den forstand, at deres afdeling ville gå under, hvis de ikke løb hurtigt og arbejdede gratis. Jeg ville da også selv blive hos mine patienter, selvom jeg ikke fik penge for det, og på den måde bliver vores godhjertethed og idealisme udnyttet groft. 

Jeg siger ikke, at man ikke skulle give politikerne livsnødvendig behandling, jeg siger bare, at statsministeren måske burde føle den pressede sundhedssektor på sin egen krop. 

Hvordan ser et kommunistisk sundhedssystem ud? Ligner det nogle af de trøstesløse hospitalsbarakker, vi så i Rumænien og DDR?

Vores sundhedssystem er jo allerede en smule kommunistisk. Vi har heldigvis ikke som i USA »det frie marked« til at suge penge ud af syge mennesker. Hvis vi gik i en fuld kommunistisk retning, ville den største forskel nok være, at der ville komme mere demokrati på hospitalerne. Altså at læger, sygeplejersker, SOSU’er osv. ville være med til at bestemme, hvordan hospitalet skulle køres. 

Jeg har den forståelse, at hospitalerne er styret af mennesker, som ikke forstår, hvordan behandling og pleje foregår og egentlig kun kigger på bundlinjer. Jeg mener, at folk, der rent faktisk arbejder et sted, har en langt bedre forståelse af, hvad der skal til af ressourcer for at få stedet til at fungere. Det mener jeg også gælder hospitaler. 

Jeg ved, at du har et særligt horn i siden på medicinalindustrien, som jo er selve sindbilledet på kapitalistisk udbytning. Men helt ærligt: Er sandheden ikke, at vi slet ikke ville have haft medicinsk innovation i så stor skala, hvis ikke der var økonomisk fortjeneste på spil? Der udgik vel ikke særligt mange terapeutiske revolutioner fra de gamle østbloklande, gjorde der? 

Medicinalindustrien tjener penge på at sælge medicin, som de har patent på. Den er af natur monopolistisk, og der findes jo ikke alternativer til den medicin, du skal have, før et patent er udløbet. Det betyder, at virksomhederne kan skrue prisen så højt op, som de har lyst til. Det eneste, de skal tage højde for, er ikke at blive opdaget af medierne. Alt det, som gode liberalister fortæller om kapitalisme, forsvinder lige pludselig. For her er der ikke tale om, at fair konkurrence driver priserne i bund. 

Jeg vil samtidig sige, at den måde, medicinalindustrien er sat sammen på, hæmmer innovation. På grund af profitmotivet vil virksomheder, der investerer i medicin rettet mod symptombehandling, tjene langt mere end virksomheder, der investerer i forebyggelse. For der er flere penge i patienter, som hele tiden skal købe piller. Dermed får vi et system, som er alt for fokuseret på symptombehandling. Så det er et kæmpeproblem, at der kun findes innovation, der hvor man kan tjene penge. 

I det gamle Sovjet havde man ikke adgang til den moderne medicin fra Vesten, og det betød, at de selv blev nødt til at opdage og opfinde alle mulige medicinske ting. Man havde blandt andet ikke moderne antibiotika, men måtte i stedet udvikle en bakteriofagbaseret behandling. Så jeg mener ikke, at man kan sige, at det gamle Sovjet var fuldstændig innovationsløst. Selvfølgelig har der være mere innovation i Vesten, men jeg tror især, det har sammenhæng med, at vi har haft flere ressourcer. Måske fordi vi har været rundt i verden og »låne« lidt guld og arbejdskraft fra andre folkeslag … 

Man skal også lige huske, at en del af de store medicinske opfindelser, vi har gjort i Vesten, ikke har været for pengenes skyld. Tag fx den amerikanske virolog Jonas Salk. Han opfandt poliovaccinen i 1950’erne, og da han blev spurgt, hvem der ejede patentet på vaccinen, svarede han: »Folket!«. Det er jo lige før, man kan høre »Internationale« afsunget i baggrunden. 

Jeg vil vædde med, at du ikke blev læge for pengenes skyld, men fordi du gerne ville hjælpe folk, og fordi det er et vanvittigt spændende arbejde. Jeg tror faktisk ikke, at pengene er drivkraften for særligt mange danske læger. Mennesker er fantastiske væsner, som er drevet af så mange forskellige ting, og grådighed er kun en enkelt af dem. Jeg tror, det er skidt at have et system, som belønner grådighed frem for andre motivationsfaktorer. 

Lad mig spørge lige ud af posen: Går du ind for en væbnet revolution? Eller andre udenomsparlamentariske metoder?

Nej, jeg går ikke ind for en væbnet revolution, men jeg går ind for udenomsparlamentariske metoder. 

Årsagen til, at marxister ofte har været fortalere for en væbnet revolution, er, at de klassedynamikker, der var i 1800- og 1900-tallet, var anderledes end i dag. Dengang så man en langt større klasse af småkapitalister, altså individer, som ejede deres egne produktionsmidler, men som stadig lavede lige så meget arbejde som en »normal« arbejder. Dette småborgerskab har historisk set altid været klar til at beskytte status quo – altså det kapitalistiske system – fordi de havde det nogenlunde godt under kapitalismen. Så hver gang der har været optøjer, har de været klar til at slå demonstrationerne ned med vold. 

Da arbejderne typisk blev mødt med vold, når de strejkede og demonstrerede, kom det jo temmelig naturligt, at man måtte ty til vold for at få sine holdninger igennem. Revolutioner har helt fra de feudale samfund til kapitalismen stort set altid været voldelige. Så mange marxister har været præget af den tanke, at man selvfølgelig bare skulle hugge hovedet af alle de rige, ligesom man gjorde under den franske revolution i 1789. 

I vestlige lande ser vi ikke denne klassedynamik længere. Der er selvfølgelig stadig selvstændige, men der er efterhånden ikke mange af dem. Vi har set et utroligt skred i uligheden i vores samfund. Både herhjemme og ude i den store verden er virksomheder blevet så ufatteligt store, at mange af dem er for enorme til at fejle. Det betyder, at det er ufatteligt få mennesker, som reelt har en interesse i at beholde status quo. Man ville altså ikke behøve en væbnet revolution for at få indført et nyt samfund. En revolution kan sagtens være fredelig, ligesom den var i Danmark, da vi fik vores grundlov i 1849. 

Jeg ville ønske, at det var så let, at man bare kunne stemme på nogle røde politikere, og så ville de indføre alle de progressive politikker, man kunne drømme om. Men det er desværre ikke en mulighed, så længe politikerne skal arbejde inden for det kapitalistiske systems rammer. 

Hvis en statsminister vil forbedre det danske sundhedsvæsen, skal han eller hun tage højde for, hvor pengene til projektet skal komme fra. Ofte skal de inddrives gennem højere skatter, og hvis man hæver skatten, så har virksomhederne færre penge til at udvide med. Det betyder, at danske virksomheder får dårligere konkurrenceevne i forhold til udenlandske. De vil derved kunne tilbyde færre jobs, fordi deres indtægter på det internationale marked er svækkede, og derved vil den danske økonomi sættes i fare. Jeg tror derfor, at valgløfter om at investere mere i sundhed er tomme løfter. 

Store sociale forandringer bliver nødt til at ske hurtigt, hvis vi skal undgå at blive trumfet af de økonomiske tilstande, vi lever under. Vi kan ikke forvente, at Danmarks velfærdsstat langsomt bliver bedre og bedre, ved at vi stemmer rødere og rødere. Hvis du vil ændre systemet, så bliver du sgu desværre nødt til at gå ud og gøre noget. 

Hvad er det for udenomsparlamentariske metoder, du mener er okay?

For mig dækker »udenomsparlamentarisk« alt det politiske arbejde, der går uden om Folketinget. Så det er vores fagforeningers arbejde med at forbedre vilkårene for de ansatte. Det er demonstrationer, det er happenings, det er diskussionsklubber, det er alt muligt forskelligt. 

Jeg mener, at vi kan rykke meget mere i samfundet, hvis vi benytter udenomsparlamentariske metoder, end vi kan ved at stemme på nogle politikere hvert fjerde år. Pointen er at vise, hvor meget arbejderklassen egentlig har af magt. Hver gang fagbevægelsen vinder en sag, så vågner folk lidt op. Så begynder man at tænke på, at hvis vi fik den her lønstigning igennem, hvad kan vi så ellers få igennem? Den tankegang vil forhåbentlig på et tidspunkt munde ud i en undren over, at direktøren tjener så meget, som han gør – og om man overhovedet har brug for ham?

En sund sovjetisk sjæl i et sundt sovjetisk legeme. Udateret propgandaplakat. (Det russiske Statsbibliotek/Rtizau Scanpix)

Men hvem er det mere konkret, der skal gøre oprør mod hvem? Den herskende klasse er trods alt svær at få øje på i lille, flade Danmark – og 1800-tallets proletariat er vel i vid udstrækning blevet til en magelig middelklasse, der har travlt med at se »X Factor« og spare sammen til et fedt samtalekøkken … Er det samfundets egentlige bund – de hjemløse, posedamerne, de sindslidende, narkomanerne og de handlede kvinder – som efter din mening skal drive revolutionen? 

Lad mig lige forklare lidt om den marxistiske klasseanalyse. Vi har den kapitalistiske klasse, som ejer/styrer produktionsmidlerne. Her taler jeg om direktøren i Novo og om alle Novos aktionærer. Kapitalister bliver sat i en klasse sammen, fordi de har så mange fælles interesser. De vil gerne have, at de ikke skal betale så høj løn til deres ansatte, og de vil gerne have, at de nemt kan sælge deres produkter. 

Den anden store klasse er arbejderklassen. Det er mennesker, der sælger deres tid til en kapitalist til gengæld for en løn. Her taler jeg om størstedelen af danskerne. Det er rengøringsdamen, det er håndværkeren, det er kontormedarbejderen, det er sygeplejersken og, ja, det er også lægen. De er i en klasse sammen, fordi de har fælles interesser.

Der er selvfølgelig andre klasser end de to, men Marx beskriver, at det er de to klasser, som er i direkte konflikt. Så nej, det er ikke vores samfunds allersvageste, der skal drive revolutionen. Det er samfundets arbejderklasse, der skal gribe til våben, selvom jeg helst ikke vil have, de begynder at skyde på nogen … 

Når du siger middelklasse, handler det mest om størrelsen på menneskers indkomst. Det synes jeg er en meget primitiv måde at analysere samfundet på. For det interessante er, hvordan man tjener sine penge. Jo okay, det er måske fedt nok at holde øje med fattigdomsgrænserne, men hvis vi vil se, hvordan samfundet interagerer med sig selv, så tror jeg, at den marxistiske klasseanalyse er langt mere interessant, end hvad forskellige erhvervsgrupper tjener. 

Selvfølgelig er der i dag ikke særligt mange arbejdere, som går op i revolutionen. Og ja, det er nok fordi, de har travlt med at se »X Factor« og spare sammen til et samtalekøkken. Men det ændrer jo heldigvis ikke på, at man kan radikalisere dem. Når vores vilkår bliver værre og værre, er det nemmere at overbevise folk om, at vi har brug for et radikalt anderledes samfund. 

Hvordan bliver man mødt på medicinstudiet anno 2019, når man er erklæret ungkommunist og ovenikøbet går omkring og udbreder sit budskab blandt sine medstuderende? Er der medvind? Eller trækker folk opgivende på skuldrene? 

Jeg mærker ikke den store modstand. Der er selvfølgelig nogle jokes en gang imellem, men mine medstuderende virker interesserede i mine holdninger. Jeg tror faktisk, at det er sværere at være åbent liberal – og endnu sværere at være åbent DF’er. 

Det første år på studiet gik jeg lidt og skjulte mine politiske overbevisninger, men som kommunist er man forpligtet til at sprede sit budskab. Så stille og roligt blev jeg mere og mere åben, indtil det en dag eksploderede. DR3 lavede et videoportræt med mig, hvor jeg snakker om min ideologi, og hvordan det er at være medicinstuderende. Videoen blev set af 300.000, og jeg blev fuldstændig slagtet på internettet! Jeg blev kaldt alle mulige forfærdelige ting, fx massemorder, men næste dag til en forelæsning fik jeg også ros af mine medstuderende. 

Jeg oplever en generel nysgerrighed om, hvad kommunisme egentlig er. Man har de her fordomme om, at det er det samme som et uhyggeligt diktatur, men når der så går en gut som mig rundt og kalder sig for kommunist, så begynder nogle nok at revidere deres syn. Det er der, tvivlen udvikler sig til nysgerrighed.

Jeg har ikke fået andet end positiv feedback på studiet vedrørende min ideologi. Ikke fordi jeg får overtalt folk til at bliver kommunister, men fordi jeg tilbyder en seriøs kritik af de rammer, vi lever under. Det tror jeg, der er rigtigt mange unge, der har brug for, især med alle de problemer, der ligger foran os. Flygtningekrisen og klimakrisen er to meget gode eksempler på, at folk har brug for nogle svar. 

Og her til sidst: Hvis nu vores læsere er blevet nysgerrige på, hvad marxisme har at tilbyde os i dag, hvor skal de så søge hen? Hvad vil du anbefale, at de låner på biblioteket?

Det er faktisk det sværeste spørgsmål, jeg har fået i det her interview. Jeg synes, Karl Marx skriver forfærdeligt, mest fordi han jo levede i en anden tid. Men problemet er, at man lidt bliver nødt til at læse ham. Så jeg vil naturligvis anbefale alle de store marxistiske tænkere. Derudover vil jeg anbefale Peter Coffins bog »Custom reality and you«. Det er en marxistisk analyse af de sociale medier, som viser, at kapitalistiske mekanismer også fungere online. Jeg kan desuden anbefale hans videoserie »Important documentaries«. 

Hvis du er mere nysgerrig, mener jeg, det bedste er at tale om politik. Lav en lille bogklub eller en debatgruppe. Vi lever jo alt for meget i vores egne små bobler, hvor man sjældent bliver udfordret politisk. Men for guds skyld – lad være med at gøre det på de sociale medier! Gør det i virkeligheden! 

Det kunne faktisk også være ret fedt, hvis der kom en læge eller to til mine oplæg på Panum Instituttet. Så alle dine læsere er hjerteligt velkomne. Man kan vel finde mig på Facebook eller noget …