Skip to main content

Camilla Rathcke ny chef i Sundhedsstyrelsen

Yngre Lægers tidligere formand skal være chef i Sundhedsstyrelsens Center for Planlægning (PLAN).
Foto: Lars Just
Foto: Lars Just

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

21. mar. 2019
1 min.

Camilla Rathcke, som er tidligere formand for Yngre Læger, skal være ny chef i Sundhedsstyrelsens Center for Planlægning (PLAN). Camilla Rathcke, som er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2003 og ph.d. fra 2010, bliver til maj speciallæge i endokrinologi, og allerede 1. juni tiltræder hun sin nye stilling.

Fra posten som YL-formand fra 2013 – 2018 medbringer hun en omfattende fagpolitisk og administrativ erfaring, og hun har, udover sit fagpolitiske arbejde, også erfaring fra diverse poster i bestyrelser, råd og kommissioner på sundhedsområdet.

”Jeg er utroligt glad for at få Camilla med i chefgruppen i Sundhedsstyrelsen”, siger direktør Søren Brostrøm i en pressemeddelelse. ”Hun er fagligt stærk med stort strategisk overblik og meget stærke værdier. Hun kender det danske sundhedsvæsen, har et stort netværk, og så er hun en meget stærk kommunikator," siger han.

Som centerchef vil Camilla Rathcke sammen med Helene Probst, den anden centerchef i PLAN, varetage ledelsen af den største enhed i Sundhedsstyrelsen.

Chefgruppen blev udvidet i 2018 ved, at der i de to største enheder blev etableret en centerstruktur med to sideordnede chefer, der sammen varetager den strategiske ledelse af enheden.

Camilla Rathcke og Helene Probst vil begge referere til direktør Søren Brostrøm.