Skip to main content

100 questions in cardiology

Holdright D, Montgomery H, eds. London: BMJ Books, 2001. 240 sider. Pris: 25 GBP. ISBN 0-7279-1489-8 Bent Østergaard Kristensen

2. nov. 2005
2 min.

Hvad enten man er almen- eller internmediciner eller kardiolog på sekundære eller tertiære centre, står man i sit daglige kliniske arbejde ofte over for mange af de spørgsmål/problemer, som denne bog beskæftiger sig med. Spørgsmålene dækker næsten alle felter inden for kardiologien. Besynderligt nok omtales diagnostik og behandling af akut lungeemboli og dissekerende aortaaneurysmer dog ikke i bogen.

Bogen adskiller sig fra tidligere tekstbøger i kardiologi ved at give didaktiske svar på de specifikke spørgsmål. Ved henvisning til konsensusbeslutning anføres oftest de nationale. Grundlæggende er de afgivne svar dog helt på linje med danske traditioner.

I bogen redegøres på kort, klar og overskuelig måde for såvel almene som specielle og kontroversielle kardiologiske emner. Her anføres blot nogle få: Hvilke behandlingsmål er der for den 45-årige, den 60-årige, den 70-årige og den 85-årige hypertensionspatient? Er calciumblokkere farlige antihypertensiva? Hvilke asymptomatiske hyperkolesterolæmikere vil have gavn af kolesterolsænkende behandling? Hvornår bør en patient med ustabil angina have foretaget PCI og hvornår bypasskirurgi? Hvornår bør en patient opereres for mitralinsufficiens? Har permanent pacing nogen rolle i behandling af hypertrofisk kardiomyopati? Bør hjerteinsufficiente patienter i sinusrytme behandles med digoxin? Hjælper dette farmakon i opretholdelsen af sinusrytme hos patienter med paroksystisk atrieflimmer eller flutter? Hvad er risikoen ved kardiovertering af patienter med atrieflimmer? Hvad er nytteværdien af ekkokardiografi i udredning af patienter med TCI? Hvor stor er sandsynligheden for at udrede årsag til lipotymi ved en 24-timers Holter-monitorering? Hvilke hjertesyge kvinder bør undgå graviditet? Hvorledes styres antikoagulationsbehandling hos hjertesyge gravide? Hvilke patienter med persisterende foramen ovale bør have defekten lukket? Hvornår bør patienter med endokarditis opereres?

Bogen er udkommet i 2001, og de fleste referencer ender ved 1998. Siden bogens udgivelse er der publiceret flere nye store studier og konsensusrapporter, som medfører ændringer i nogle af de anbefalede strategier; det gælder bl.a. inden for behandling af akut myokardieinfarkt og atrieflimmer. Derved er bogen, som andre lærebøger allerede forældet ved udgivelsen.

Selv om man i dag via internettet meget hurtigt kan få svar på en række specifikke spørgsmål, er en komplet søgning ofte meget tidskrævende. Denne bog vil på næsten fyldestgørende måde i mange tilfælde hurtigere kunne besvare de forefaldende spørgsmål. Den er desværre for stor som kittellommebog, men god at have på den nærmeste hylde og kan anbefales til alle tre søjler.