1813 er ikke til akut sygdom eller opfølgning

Med en stor reklamekampagne er 1813 blevet skudt i gang igennem de seneste par måneder.

Man har ønsket et alternativ til lægevagten. Tidligere var vagttelefonen med lægevagten et enstrenget system, der fungerede godt hurtigt og effektiv med over 4 mio. henvendelser om året.

Vagten 1813 er blevet slået op som et akutnummer, hvor borgeren kan henvende sig med akutte problemer. For en af mine patienter havde det nær kostet ham livet.

Min patient, som er veluddannet og midt i tresserne, var en lørdag i februar ude at gå, da han mærkede en trykken for brystet og havde vejrtrækningsbesvær. Han gik hjem, og da han netop havde set reklamen for 1813, hvortil man skulle ringe, hvis man havde behov for akut hjælp, ringede han op og fik af en telefonsvarer at vide, at der var mange mennesker igennem i øjeblikket, så han skulle vente lidt og ringe op igen.

Han lagde på og ventede lidt, brystsmerterne tiltog, og han ringede op igen og fik fat i 1813, som snarrådigt fik tilkaldt en ambulance, og han blev indlagt på Rigshospitalet til en akut ballonudvidelse af karrene i hjertet.

Han har det godt i dag, men vi er blevet enige om, at han skal ringe 112 eller til lægevagten næste gang.

Hvad var der sket, hvis han ikke havde kunnet ringe op to gange?

Det er vanskelig at arbejde med en akuttelefon med telefonsvarer, og hvor der ikke bliver meldt tilbage til patientens læge, så vi kan følge op.

Reklamekampagnen har efterladt det indtryk, at hvis man har en akut lidelse, skal man ringe til 1813. Det skulle nærmere hedde en servicetelefon, hvor man kunne få råd om ikkeakutte ting.

Det anden problem er, at 1813 ikke sender epikrise eller meddelelser til egen læge, så de kan foretage indlæggelser og rekvirere ambulancer, uden at vi som praktiserende læger ved, hvad der sker med vores patienter. Det er svært for os at være den sundhedsfaglige tovholder i sådan et system.

Det er ikke mit indtryk, at 1813 har fjernet presset fra lægevagten, men jeg tror, at jo flere sundhedsfaglige ydelser, der er tilgængelige, jo flere bruger vi. Ved at åbne flere telefoner får vi så mere sundhed og en bedre overlevelse, eller er det de samme patienter, som ringer til egen læge en gang om ugen, som også ringer til 1813?

Hvis 1813 er kommet for at blive, må det følges op af en saglig vurdering af henvendelserne, og hvad der sker med den tredjedel af kontakterne, som ikke bliver set i vagten. Dem har vi som praktiserende læger svært ved at følge op på, da vi ikke modtager nogen form for tilbagemelding fra 1813, som vi gør det fra lægevagten. Der burde være et dokumentationskrav, så vi kan følge op og i fremtiden mindske forbruget af akutte ydelse i vagten og give plads til de kritisk syge.