240 km/t – er det velfærd?

I Danmark er vi effektive til at håndtere patienter med akut sygdom. De flyver i helikoptere til traumemodtagelser, til akut perkutan koronarintervention (PCI) og trombolyse. De bliver raskere, end de nogensinde er blevet før, og de bliver det hurtigere end nogensinde før. I hvert fald de patienter, der har en lidelse, der er så klart defineret, at destinationen er åbenlys.

Steinar Hunskår, professor ved Universitetet i Bergen kalder det et politisk vinderlod at engagere sig i det akutte:

»Aldrig har vi været så raske, aldrig har der været så få med akut sygdom og aldrig har vi brugt så mange resurser …«.

En gul helikopter gør det godt på en valgplakat for vores statsminister.

Jeg er ikke i tvivl om, at 240 km/t også er velfærd for mig, den dag jeg falder om og skal til min akutte PCI.

Mens jeg venter på min PCI, går jeg på arbejde på Akutafdelingen i Horsens. Til alle vores ikke helt så veldefinerede patienter. Dem bliver der nemlig flere af.

Der er ikke meget hos os, der ser vanvittigt godt ud på en valgplakat. Et voksende antal patienter med diffuse symptomer og et behov for en hjælp, der er vanskelig at definere. Når vi har gjort vores, viser det sig ofte, at det ikke er sygehusvæsenet, der kan hjælpe dem bedst. Det ændrer dog ikke på, at de har behov for hjælp.

Vi har så mange af dem, at vi har dem på gangene.

Majoriteten af vores patienter ankommer ikke med 240 km/t. De siver ind i afdelingen til forløb, der ikke er særligt spektakulære eller visuelt fængende.

Det er ikke så sexet. Alle dem, der bare får mere og mere vand i benene, hver gang vi ser dem. Dem, der igen har behov for morfin for at tage de abstinenser, der ellers vil sende dem ud på gaden med en ubehandlet pneumoni. Eller den onkologisk færdigbehandlede patient, der har fået sit forventede pleuraeksudat og nu bruger nogle timer af sin sidste tid på gangen på akutafdelingen i Horsens.

Det går ikke med 240 km/t, og det er ikke den velfærd, jeg synes, vi skal tilbyde vores borgere.

Det er ikke kun dygtig ledelse, disse patientforløb mangler. De mangler »spotlight« og midler. Kroner og øre. De mangler, at vi forstår, at selv om deres forløb ikke involverer transport i højteknologisk udstyr, og deres outcome er vanskeligere at måle på – så er de lige så vigtige.

Jeg er en del af et sundhedsvæsen, der skal være uendeligt stolt af et præhospital i verdensklasse og en specialiseret behandling, der kan måle sig med de bedste.

Jeg ville rigtig gerne kunne sige, at jeg var en del af et sundhedsvæsen, der prioriterer alle akutte patienter lige så godt.

Måske var den fjerde helikopter et skridt for langt?

1,5 km/t ved siden af en geriatrisk patient – det er også velfærd!