Skip to main content

I Holland var der for nylig premiere på et nyt reality-program, der umiddelbart virkede helt ude på overdrevet. Tv-showet gik tilsyneladende ud på, at en døende kvinde skulle vælge, hvem af tre nyrepatienter hun efter sin egen død ville give sin nyre til. Showet vakte europæisk væmmelse og gav allerede, før det gik i luften, anledning til rigtig mange protester. Konceptet provokerede.

Reality-showet viste sig at være det rene fup. Alligevel rykkede showet gevaldigt ved hollændernes følelser. Mange valgte at melde sig som donor, og debatten blussede op til glæde for landets forening af nyrepatienter. Det er trist, at der skal sådan et mediestunt til, for virkeligheden er dramatisk nok.

40.000 europæere venter på et nyt organ. EU-Kommissionens tal viser, at der hver dag dør ti mennesker i Europa på grund af mangel på organer. EU's sundhedskommissær, Markos Kyprianou, fremlagde derfor forleden et forslag om at lave et fælleseuropæisk donorkort. Den tanke støttes af hele 81% af europæere ifølge en undersøgelse fra Eurobarometer. Samme undersøgelse viser i øvrigt også, at 56% af de adspurgte gerne vil donere et organ, hvis de skulle dø. En samlet europæisk strategi på organdonationsområdet er et fremskridt, men jeg mener, at vi i Danmark bør gå længere.

Herhjemme har vi også mangel på organer. I 2006 ventede 552 danskere på en ny nyre. 178 fik ønsket opfyldt. I år er 559 nyrepatienter registreret på Transplantationsgruppens venteliste. Indtil videre har kun 45 fået en ny nyre. Disse tal viser med al tydelighed, at der er behov for en lovændring.

Jeg er selv registreret donor. Men jeg kan ikke prale af, at det valg var udtryk for en overordnet, afklaret holdning. At jeg blev organdonor, skyldtes alene, at min ene søn pludselig fik en alvorlig nyresygdom og kun kunne blive rask med en ny nyre. Da det viste sig, at min nyre kunne bruges, fik jeg lov at donere til min søn, som i dag heldigvis lever et normalt liv. Men jeg havde altså ikke selv taget stilling på forhånd.

Over 70% af danskerne vil gerne donere efter deres død. Dette tal står i skarp kontrast til det antal, der har tilmeldt sig som donorer, ligesom kun 50% af samtlige pårørende faktisk tillader organdonation fra deres afdøde.

Jeg er overbevist om, at det hverken er ondskab eller uvilje, der ligger til grund for danskernes manglende registrering. Selv var jeg jo heller ikke registreret, før min søn blev syg, og den barske virkelighed gik op for mig. Jeg tror, at mange danskere har det, som jeg havde det. De får bare ikke gjort det.

Og det er problemet med den aktive tilmelding, som vi har i dag. Selv om rigtig mange i tanke og tale er klar til at donere organer, glemmer vi at melde os til donorregisteret. Intet fremprovokerer vores valg, så vi glemmer det. Jeg tror til gengæld ikke, at man glemmer at melde sig fra, hvis man af religiøse eller etiske årsager er imod organdonation.

Derfor foreslår jeg, at vi ændrer loven sådan, at man skal melde fra, hvis man ikke ønsker at være organdonor. Vi skal lade os inspirere af den spanske model. Her er alle fra fødslen automatisk indskrevet i et donorregister, som kræver en aktiv afmelding, hvis man ikke ønsker at være organdonor.

Hvis ikke det var så tragisk, ville man kunne finde det interessant, at et tv-show i Holland kan skabe så meget debat om et problem, der på ingen måde er nyt. Men vi kan ikke alene sætte vores lid til den slags folkestemninger.

Mit håb er, at vi kan bruge opmærksomheden til at skabe en tiltrængt lovændring, der bedre kan afspejle de holdninger, som danskernes rent faktisk har; nemlig, at de gerne vil hjælpe syge medmennesker, og at de gerne vil være organdonorer efter deres død.