Skip to main content

50.000 danskere er i fare for at udvikle medicininduceret hovedpine

Formand for Migrænikerforbundet Anne Bülow-Olsen
E-mail: jacabo@webspeed.dk

19. aug. 2013
4 min.

De fleste migrænikere får besked fra deres læge om, at de ikke må tage for megen medicin. Standardbeskeden hos lægen til migrænikerne er, at de kun får ni triptaner om måneden, for mere end ni doser vil føre til medicininduceret hovedpine – dvs. hovedpine på grund af for meget medicin. Så migrænikerne tyr til håndkøbsmedicin i et forsøg på at kunne deltage nogenlunde i dagens aktiviteter, hvis de har så meget migræne, at de ni doser ikke rækker til en hel måned og den næste recept.

Nu viser det sig, at de ni doser triptan om måneden er opfundet af amerikanske sundhedsforsikringsselskaber, og at der ikke er nogen forskning, som viser, at tallet ni lige netop er grænsen for at udvikle medicininduceret hovedpine. Der skal faktisk en hel del mere til, viser ny forskning, og der er stor variation fra person til person i, hvor mange triptaner der skal til, før medicinen giver yderligere hovedpine.

Samtidig viser den nyeste forskning, at det især er codein som giver medicininduceret hovedpine. Codein fås i håndkøb og virker fint mod migrænens smerter, hvis det bruges med omtanke, dvs. ikke for tit.

Medicininduceret hovedpine kommer snigende. Man får lidt flere migrænedage. Tager lidt mere medicin (som jo er håndkøbs, for der er loft over antallet af triptaner), og så kommer hovedpinen/migrænen efterhånden hver eneste dag. De smertestillende piller virker ikke så godt mere, og triptanerne mister også noget af effekten. Det bliver sværere og sværere at passe arbejdet. Mange bliver fyret. En langtidsarbejdsløs migræniker koster det danske samfund omkring 300.000 kr. om året, siger Finansministeriet.

Alt sammen fordi amerikanske forsikringsselskaber omkring årtusindskiftet regnede ud, at de kunne spare 14 USD om året på hver triptanbruger, ved at sætte denne grænse. Nu er triptanerne faldet i pris her i landet, for patentet er udløbet på de ældste, så besparelserne er langt mindre.

10% af migrænikerne (dvs. ca. 50.000 danskere) har mere end ti dages migræne hver måned. Med en lidt mere fleksibel adgang til triptanerne kunne de måske fortsætte i jobbet. Med den nuværende begrænsning i triptanadgangen har disse hårdt ramte migrænikere valget mellem ubehandlede migræneanfald (usigeligt ubehageligt og bestemt ikke karrierefremmende) og en meget reel risiko for at få hovedpine af den håndkøbsmedicin, de tager.

Det haster derfor at få revideret den danske vejledning om behandling af migræne til de praktiserende læger, så færre migrænikere kommer til at ligge samfundet til byrde.

Interessekonflikter: ingen

>Svar: Vigtigt med fortsat
fokus på medicinoverforbrugshovedpine

Anne Bülow-Olsen (AB) kritiserer de begrænsninger i forbruget af anfaldsmedicin mod migræne, som vi angiver i det danske referenceprogram for hovedpine [1]. Desværre er AB’s påstande ikke blot ubegrundede, men også direkte forkerte. AB angiver fejlagtigt, at grænsen for indtag af triptaner er ni doser pr. måned. Det korrekte er, at man må indtage triptaner ni dage per måned. Da man kan tage triptaner op til to gange pr. Dag, er det korrekte tal således 18 doser pr. måned, hvilket udgør en betydende forskel. AB angiver desuden, at grænsen for medicinindtag er fastsat af amerikanske forsikringsselskaber. Dette er uden hold i virkeligheden. Grænsen er fastlagt på baggrund af mange års videnskabelige arbejder og alment accepteret blandt fagfolk [2]. Talrige videnskabelige arbejder har påvist særdeles god effekt af medicinsanering hos patienter med medicinoverforbrugshovedpine. Senest har et dansk studie vist, at selv hos patienter med mangeårig svær medicinoverforbrugshovedpine resulterede medicinsanering i mindst 50% reduktion i hovedpinen hos 48,8% af patienterne, samtidig med at medicinforbruget blev reduceret med 62,8% [3].

Vi kan i Dansk Hovedpinecenter med glæde mærke, at der er stigende opmærksomhed på dette problem i befolkningen og blandt landets praktiserende læger, hvilket vi blandt andet tilskriver stor pressebevågenhed og de danske retningslinjer for behandling af hovedpinesygdomme fra 2010. Der er derfor ikke behov for revision af disse retningslinjer, som AB foreslår, men tværtimod for endnu mere opmærksomhed omkring det fortsat store problem, som medicinoverforbrugshovedpine udgør for samfundet og for vores mange hårdt ramte hovedpinepatienter.

Overlæge, dr.med. Lars Bendtsen og

professor Rigmor Højland Jensen

Dansk Hovedpinecenter, Neurologisk Afdeling,
Glostrup Hospital

E-mail: bendtsen@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen i relation til dette indlæg.

Referencer

Litteratur

  1. Bendtsen L, Birk S, Kasch H et al. Referenceprogram - Diagnostik og behandling af hovedpinesygdomme og ansigtssmerter. Eget forlag 2010;1-71. wwdhos.dk.

  2. Katsarava Z, Obermann M. Medication-overuse headache. Curr Opin Neurol 2013;26:276-81.

  3. Munksgaard SB, Bendtsen L, Jensen RH. Treatment-resistant medication overuse headache can be cured. Headache 2012;52:1120-9.