Åbent brev til Henrik Dibbern, formand for PLO

Interessekonflikter: Ingen

Du har med den nye overenskomst mellem PLO og regionerne forpligtet alle dine medlemmer til at ICPC-kode visse sygdomme samt en psykologisk reaktion (stress). Dette med henblik på obligatorisk datafangst, som du tror, vil bidrage til øget kvalitet og bedre læring i almen praksis. I den forbindelse kunne det være interessant at vide, hvad du mener, kvalitet i almen praksis er. Det har vi intet hørt om. En del af dine medlemmer er meget skeptiske med hensyn til værdien af datafangst. Vi har en langt bredere opfattelse af, hvad kvalitet i almen praksis er, end datafangsten nogensinde kan opfange.

Vi ser også en risiko for et politisk krav om »kvalitetshonorering« i horisonten. Det første skridt mod sidstnævnte er jo måske taget med den kvartalsvise oversendelse af data til regionerne. Man frygter en salamitaktik. Ved at acceptere datafangsten og regionernes indsigt i - indtil videre - anonymiserede data bekræfter du over for politikkerne, at det er muligt at måle kvaliteten i almen praksis kvantitativt. I stedet kunne man ønske, at formanden for specialet almen medicin havde forsøgt at forklare modparten, at der kræves helt andre metoder, når kvaliteten i specialet skal måles.

Som praktiserende læger behandler vi ikke sygdomme. Vi behandler hele mennesker. Forskning viser vigtigheden af at inddrage patientens perspektiv i konsultationen. Vi ved også, at personer kan have den samme fysiske grad af sygdom, men reagere vidt forskelligt afhængig af de givne livsomstændigheder. Disse centrale aspekter i almen praksis kan datafangsten ikke belyse.

De etiske problemer ved det at den enkelte patient er tvungen deltager i datafangst - endda uden et krav om, at hun informeres, har Peter Amhild beskrevet udmærket i en tidligere kronik i Ugeskrift for Læger (2010;172:3058-9).

Det ville have været til større gavn for specialet, om du havde kæmpet for dets særkende. Med datafangst er vi kommet et skridt nærmere Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) og dennes krav om akkreditering. Den har på sygehusene resulteret i et stort tidsrøvende bureaukrati.

Endelig - hvor findes din dokumentation for, at datafangst fører til bedre kvalitet? Man har vel lov at undre sig, Når selv en ledende surveyor i DDKM Karine Bech i Ugeskrift for Læger (2010;172:3003) udtrykker: »Hvad angår akkreditering, er koblingen til en bedre kvalitet aldrig dokumenteret - akkreditering er en trossag«.

Jeg ser frem til, at min formand fremlægger sit syn på, hvad kvalitet i almen praksis er, og at han fremlægger evidensbaseret dokumentation for datafangstens gavnlige effekter.

> Svar:

Formand for PLO Henrik Dibbern, E-mail: dibbern@post3.tele.dk, Interessekonflikter: Ingen

Vi er ikke uenige om, at datafangst aldrig vil kunne opfange den vigtigste kvalitet i arbejdet i almen praksis. På Lægedage sidste år fik jeg lejlighed til at sige, at når vi har udbygget datafangst og en kvalitetsmodel for almen praksis til at omfatte alt, hvad der er relevant at måle af vores kliniske arbejde, så vil 90 procent af kvaliteten i vores arbejde stadig ikke kunne måles.

Der er imidlertid dele af vores kliniske arbejde, vi godt kan måle. Får vi gjort de rigtige ting, når patienten møder til årskontrol for kronisk sygdom? Er der en sammenhæng mellem, hvordan patienten håndterer sin sygdom, og hvor ofte vi ser patienten? Der er mange spørgsmål, som er nemmere at besvare i klinikken, hvis vi benytter et værktøj, som leverer os en struktureret oversigt over relevante patientgrupper.

Jeg ser ikke en kvalitetshonorering som en risiko, men som en mulighed. Hvis en del af vores økonomiske incitament kan ligge i at dokumentere, at vi følger faglige vejledninger for behandling af patienter med kronisk sygdom, så er det da for mig mindst lige så relevant, som at vi belønnes for at se alle vores patienter i gennemsnit fire gange om året. Vi behandler hele mennesker, men vi behandler også konkrete sygdomme hos vores patienter, og der findes faglige standarder for denne behandling, som det er hensigtsmæssigt at følge.

De etiske problemer - ved at patienternes data registreres i en klinisk kvalitetsdatabase - er for længst drøftet og afklaret i forbindelse med de øvrige kliniske kvalitetsdatabaser som findes. Den Almen Medicinske Database (DAMD) fungerer på præcis samme præmisser bortset fra, at den er specialespecifik, ikke sygdomsspecifik.

Hele projektet handler om at imødekomme lovens krav om, at almen praksis bliver inddraget i den danske kvalitetsmodel på en måde, som sikrer, at det netop ikke medfører et unødvendigt bureaukrati. Derfor har vi et krav om, at alle kliniske data, som registreres i DAMD, skal være relevante for patientens kontrol og behandling, og derfor anvender vi datafangst, som sikrer imod dobbeltindtastninger og unødvendigt tidsforbrug.

Akkreditering i almen praksis er ikke nyt. Vi har i mange år haft en laboratoriekonsulentordning, som forvalter kvalitetskontrol af de laboratorietest, vi laver i praksis. Jeg har altid fundet det relevant og nødvendigt at deltage i denne ordning og har fundet det relevant at reagere på de rapporter, ordningen genererer.

Hvad angår evidens, så foreligger der ikke evidens for, hvad effekten vil være af at bruge redskabet datafangst i det kliniske arbejde. Der foreligger opgørelser af, hvilken effekt datafangstarbejdet har haft for de læger, som hidtil har benyttet det, og evalueringen viser, at lægerne oplever datafangst som et meget nyttigt arbejdsredskab. Processen synes tilmed at forbedre det kliniske outcome for patienterne, men som med så meget andet gælder det, at hvad, du får ud af det, afhænger af, hvad du kommer ind.