Skip to main content

Årsmøde uden sponsor

FYAM's formand Lene Therkelsen er stolt over sit selskab, DSAM, der har holdt årsmøde uden sponsor. ”Så ja, vi er pissehellige! Jeg er ikke til salg. Er du?”, spørger hun.

Lene Therkelsen, hoveduddannelseslæge i almen medicin, barselsorlov fra fase 2 Lægehuset Regstrup og formand for FYAM
E-mail: lenetherkelsen@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

29. sep. 2016
2 min.

Netop hjemkommet fra DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) og FYAM's (Forum for Yngre Almen Medicinere) årsmøde er jeg stolt af mit videnskabelige selskab. For vores årsmøde handler om os selv og vores fag. Intet andet. Her er ingen lægemiddelrepræsentanter i lobbyen med luksuschokolader og gourmetkaffe serveret med et smil og et reprint af en artikel, der anbefaler netop dette firmas farmaka.

»Jeg drikker bare kaffen og smider pamfletten ud i nærmeste skraldespand« er klassikeren. Men vi bliver påvirkede. Allesammen. Af smilene, af venligheden, af logoerne og de fem minutters oplæg om »de nyeste og bedste præparater på markedet«.

»De leverer nødvendig undervisning og/eller oplæring, som jeg ikke får på afdelingen ellers«. Det håber jeg ikke er rigtigt! En afdeling på et offentligt dansk sygehus uddanner og efteruddanner selvfølgelig selv deres læger. Der burde ikke være behov for, at offentligt ansatte læger tager på »kursus« i diverse europæiske storbyer med middage og byture betalt af industrien som led i deres efteruddannelser. Det ville jo være upassende ...

»Mine patienter bliver da ikke påvirkede af, hvilken kaffekop jeg har stående på skrivebordet« Er du helt sikker på det? Og sådan nogle kaffekopper er jo dyre, hele 4 kr. stykket i et større svensk varehus, hvis navn ikke skal nævnes ...

»Jeg har ikke råd til at komme til årsmødet, hvis jeg selv skal betale«. Det er et spørgsmål om prioritering. Lægestandens tætte relationer tillægemiddelindustrien forplumrer vores uvildighed og underminerer vores faglige virke. Hvis vi som samlet lægestand ikke effektivt får stoppet de problematiske relationer til lægemiddelindustrien, truer den med at underminere den sociale tillid, som professionens fremtid afhænger af. Sagt på en anden måde: I DSAM og FYAM forsøger vi at feje for egen dør ved bl.a. at afholde årsmødet uden industristøtte. Hvordan gør I i dit lægefaglige selskab?

Vi læger tror, at vi er for kloge til at blive påvirkede, men det er vi ikke, og det er der massiv evidens for [1]. Desuden er der vel ikke nogen, der i ramme alvor tror på, at industrien støtter af deres hjerters godhed?

På vores årsmøde drikker vi helt almindelig kaffe, vi selv har betalt for. Så ja, vi er pissehellige! Jeg er ikke til salg. Er du?

Hør også podcast: Debat om sponsorering af årsmøder

Red.

Referencer

LITTERATUR

  1. Wazana A. Physicians and the pharmaceutical industry. Is a gift ever just a gift? JAMA 2000;283:372-80.