Skip to main content

Årsskrift for Medicinsk Museion Mordhorst, C, red.

Professor Mogens Norn.

16. okt. 2006
2 min.

Denne bog giver et interessant indtryk af Medicinsk Museions prioritering for de næste tre år, nemlig »Danish biomedicine 1955-2005. Integrating medical museology and historiography of recent biomedicine« (Thomas Söderqvist). Projektet belyses i bogen gennem fem forskeres foreløbige planer:S. Bak Jensen skriver om nyretransplantation med præservering, hjerte - lunge - maskine, Scandiatransplant og immunsuppression, der måske nu muliggør, at hvert enkelt hospital igen er selvforsynende.S. Bauer vil undersøge epidemiologi i bredeste forstand, cancerregistret, sundhedspolitik baseret på livsstilspropaganda, spørgsmål om screening og evidensbaseret medicin.S. Andersen Nexø arbejder bredt med fosterets problematik: Er aborter et affaldsprodukt eller skal det stedes til hvile i en kiste? Projektet omfatter feltarbejde på klinikker og studium af den relevante lovgivning.

J.E. Olsén borer dybt i laparoskopisk og endoskopisk digital kirurgi, hvor det citeres, at underholdnings-computerspil øger evnen til apparatkirurgi. Operationsholdet er i dag fikseret på skærmen, ser bort fra patienten. Grænserne mellem underholdning, videnskab og ideologi er udviskede. Olsén citerer, at arkitektur i nutidens digitale verden er forvandlet til, at det elektroniske system invaderer boligen.

H. Jessen undersøger forsøgsdyr - problematikken fra alle synsvinkler, specielt laboratorie-minigrisen.

Undersøgelserne skal resultere i udstillinger, hvor museumsgæsten får anledning til refleksioner. Jeg vil allerede nu spørge, hvor langt vi skal op i fosterets eller dyrearters udvikling, før de har en sjæl? Er lægen ved at miste sin humanistisk empiriske evne i den digitale verden?

Heldigvis findes der også i bogen afsnit, som viser, at det fortsat er muligt at indsamle ældre materiale til Museion: Prinsesse Dagmars rejsekuffert-apotek fra 1900 (N. Rehné & I. Meyer) og Vanførefondens samlinger (A. Olsen).

I de sidste afsnit opremses studenterundervisning, tyve OSVAL-opgaver, talrige seminarer og de mange publikationer, der er udgået fra Museion i 2005. Personalet består efter »afsked med den nuværende gruppe gæstekuratorer«, alle ulønnede - nu kun af to læger blandt 20 ansatte og fire medicinstuderende blandt 24 studentermedhjælpere ifølge bogens personaleliste.

Bogen har et moderne udstyr, prydet med Anders Olsens fotos. Dog savner jeg tekst under nogle af de billeder, der viser konkrete apparater (tandproteser, mærkesedler, røntgenrør, folkemedicin, indre øreknogler). Epidemiologiske kurver gengives sorte, selvom Ugeskrift for Lægers originaler er nødvendigt farvedifferentieret. Fotodokumentation mærket før/efter fra en specialesamling er misvisende, fordi de tætpakkede instrumenter »før« forvandles til en æstetisk opstilling »efter« , mens den faglige orden går tabt og halvdelen af instrumenterne er anbragt i et andet speciales nabolokale.

Bogen fortjener at blive nærlæst af alle læger, der er interesserede i medicinsk historie og dens nuværende udvikling mod et historisk speciale med aftagende medicinsk bistand.

København: Medicinsk Museion, Københavns Universitet, 2006.

104 sider. Pris: 100 kr.

+ moms og forsendelse.

ISSN 1604-083x