Abort - hvor går grænsen, og hvem bestemmer?

Debatten i foråret om ændring af den legale abortgrænse fra uge 12 til uge 18 blev i forsommeren overhalet af nyheden om, at det nu er muligt at kønsbestemme fostret allerede i uge 11. Det betyder, at gravide kan fravælge fostre med »forkert« køn inden udgangen af uge 12. Nye og mere præcise fosterdiagnostiske test er på vej, og vi har kun set begyndelsen til det væld af dilemmaer, vi som samfund må tage stilling til.

Det hele begyndte med et interview med Abortankenæv-nets formand Torben Hviid, hvori han nævnte muligheden for at rykke abortgrænsen fra 12. til 18. uge - eftersom 13. uge er bedste tidspunkt for en risikovurdering vha. nakkefoldsskanning. Gravide, der som resultat af skanningen ønsker abort, kunne da selv træffe valget, og ikke som i dag først søge om det. Argumenterne var, at samrådene i praksis overvejende fulgte forældrenes ønsker, og at forældrene måtte være de nærmeste til at vurdere, om de kan håndtere et givent handicap i familien. Ordningen med samråd kunne også hævdes at være formynderisk, besidde en vis vilkårlighed, og afgørelser kunne omgås ved at rejse til f.eks. Sverige, hvor abortgrænsen er 18. uge. Det Etiske Råd udtalte den 23. marts, »at den eksisterende praksis i forbindelse med fosterdiagnostik ikke bør give anledning til en generel udvidelse af den nuværende grænse på 12 uger for fri adgang til provokeret abort«.

Sejt at fortælle om barnets køn

Næste skridt var oplysningen om, at gravide kan få oplyst barnets køn allerede i uge 11 via en blodprøve på privatklinik i Holte. Ejeren af klinikken forsikrede om, at tilbuddet kun var til »folk, som synes, at det er sejt at kunne fortælle det til forældre og venner med det samme. Måske skal de ud at rejse og vil gerne købe noget smart tøj med hjem«. Men samtidig kunne man læse i flere aviser om andre privatklinikker, hvor gravide åbent fortalte, at de ville ønske, at de kendte kønnet på fostret i så god tid, at de kunne nå at få en abort, hvis kønnet ikke var det ønskede.

Debattens oversete nyhed har været den nyudviklede blodprøve, ADAM-12, der kan udføres allerede i uge 8-9, og som kan anvendes som en screeningstest for kromosomafvigelser. Blodprøven blev første gang omtalt af overlæge i føtalmedicin på Statens Serum Institut, Michael Christiansen i DR's P1-udsendelse den 28. marts - en udsendelse, man får mistanke om, at ingen har hørt, at dømme ud fra manglende reaktioner. I udsendelsen fortælles bl.a., at ADAM-12 er klar til brug inden for en måneds tid. Denne temmelig revolutionerende nyhed inden for prænatalscreening med alt, hvad den indebærer af undersøgelsestekniske muligheder, gavnlige og skadelige virkninger, samt nye etiske dilemmaer, er herefter kun blevet omtalt i nogle få medier og da kun med fokus på de nye muligheder, ADAM-12 indebærer. Det er for os helt uforståeligt, at de etiske dilemmaer, ADAM-12 medfører, ikke har været mere fremme i debatten, især når man forholder til formalia.

Fri abort vs. selektiv abort

Den abort, der blev vedtaget i 1973, var den frie abort, hvor der blev taget hensyn til kvindens sundhed og ret til inden for 12 uger at beslutte, om hun vil fuldføre en graviditet. Kvinden fik ret til fri abort, hvis hun var uønsket gravid.

I kontrast hertil står den selektive abort, som loven giver mulighed for efter tilladelse fra abortsamrådene/Abortanke-nævnet. Langt de fleste selektive aborter er behandlingstilbud, der er baseret på moderkage- og fostervandsprøver og senest også på nakkefoldsskanning og den sene misdannelsesskanning. Disse aborter udgør samlet set ca. tre pct. af det samlede antal aborter årligt i Danmark (ca. 550).

Tidligere havde fosterdiagnostiske tiltag graviditeten og dens forløb for øje, men de nye fosterdiagnostiske muligheder forrykker fokus fra kvaliteten i graviditeten til fosterets kvalitet alene: Det handler i dag om, hvorvidt et bestemt foster skal fødes, og ikke om, hvorvidt et svangerskab i konsekvens heraf skal gennemføres. Der er således ikke længere tale om at sikre kvindens sundhed, men, som lektor Lone Nørgaard skrev i en kronik for knap ti år siden: »at redde kvinden og samfundet fra at skulle investere ressourcer i et handicappet barn«. Denne problemstilling forstærkes, når fosterdiagnostikken overgår fra at være et tilbud til risikogrupper til at blive et alment tilbud til alle, som det er tilfældet i dag.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer tilbydes alle gravide information om undersøgelser af fostret for medfødte sygdomme eller handicap samt en risikovurdering: en blodprøve, en nakkefoldsskanning og en samtale om barnets familiehistorie. Ved vurdering af høj risiko for at få et barn med misdannelser tilbydes tillige fosterdiagnostik - en moderkage- eller fostervandsprøve - der med stor sikkerhed kan påvise kromosomfejl eller kendt arvelig sygdom.

Mongolbørn nej tak

I udlandet betegnes lignende undersøgelser prænatalscreening, dvs. undersøgelserne udbydes med henblik på forebyggelse. Herhjemme har man villet uden om »forebyggelse« - ingen vil sige højt, at f.eks. mongolbørn er samfundsmæssigt uønskede. Derfor er tilbuddet pakket ind i et »informations- og beslutningsorienteret selvbestemmelsesparadigme« - hvilket vil sige, at intentionen er, at man informerer neutralt og overlader det til kvinderne selv at træffe beslutningerne. Et kunstgreb af dimensioner vil nogle kalde det - andre kalder det et svigt af kvinderne. Undersøgelserne er altså de samme som i udlandet, men ansvaret for beslutninger ligger herhjemme alene hos kvinderne. Den manglende brug af betegnelsen screening er således stærkt politisk motiveret.

Som samfund mangler vi en grundlæggende debat om, hvad vi vil med fremtidens fosterdiagnostiske tiltag. Der er ingen tvivl om, at vi i dag kun ser toppen af isbjerget - i fremtiden kommer stadig flere og mere præcise prænatale fosterundersøgelser til at blive udviklet i takt med bestræbelserne på at kortlægge den menneskelige arvemasse og identificere mere eller mindre betydelige misdannelser hos fosteret.

Fremtidsperspektivet er, at alle gravide tilbydes blodprøven ADAM-12, og at ca. 90 pct. vil kunne nøjes med den. De sidste ca. ti pct. vil blandt andet have behov for en nakkefoldsskanning. I dag får ca. 90 pct. af gravide udført nakkefoldsskanning - det tal forventes altså at kunne nedbringes til ca. ti pct. Moderkageprøver udføres i dag på 2-3 pct. af alle gravide, og det tal forventes at kunne bringes ned på under en pct. med indførelsen af ADAM-12, hvilket er interessant, da ca. en ud af 100 gravide utilsigtet mister deres foster ved selve prøvetagningen. Endelig forventes sporing af defekte eller handicappede fostre at kunne øges fra de nuværende 90 pct. til 95 pct.

Det er svært at angribe, at en enkelt blodprøve kan spare gravide for et utal af undersøgelser, men proble merne viser sig for de gravide, der vil få konstateret forhøjet risiko for fostermisdannelser eller kromosomafvigelser. En screeningstest i uge 8-9 betyder, at svaret på den diagnostiske test foreligger før abortgrænsen på 12 uger. Dvs. at beslutningen om abort flyttes fra de nuværende abortsamråd til den enkelte kvinde, hvilket nedbryder skellet mellem fri abort og selektiv abort. Der er en verden til forskel på at være uønsket gravid (fri abort) og så afbryde en ønsket graviditet på baggrund af fosterdiagnostiske undersøgelser (selektiv abort). Konsekvenserne er til at håndtere i forhold til alvorlige fund, f.eks. anencefali, men mere uklare i de tilfælde, der befinder sig i gråzonen. Hvor på et kontinuum - der spænder fra f.eks. anencefali til f.eks. farveblindhed og »forkert« køn - skal bagatelgrænsen for abort gå? Og hvem skal bestemme det? Ved at forlænge abortgrænsen eller ved at indføre tidlige screeningstest overlades det til de gravide kvinder alene - og det har vi glemt at diskutere.