Administrativ racisme?

Det er svært at forstå, at journalist Christian Andersens udsagn i artiklen »Den nazistiske nyresten« i Ugeskr Læger 2002; 164: 4834: »Enhver patient, uanset politisk eller anden holdningsmæssig observans, skal undersøges, hvis der foreligger et akut behandlingsbehov. Også hvis patienten af en eller anden grund ikke ønsker forvagten eller en anden læge. Bagvagten skal i yderste konsekvens tilkaldes fra hjemmet. Det fremgår af lægelovens § 7 og af § 8 i de etiske regler for læger«, er korrekt.

I lægelovens § 7 står: »Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler«.

I etiske regler § 8 står: »Handlepligt/lægepligt. Tilkaldes en læge til en syg og må det efter det oplyste antages, at hurtig lægehjælp er påtrængende nødvendig, skal lægen yde hjælp snarest mulig«.

Der står altså ikke »enhver patient ... skal undersøges, hvis der foreligger en akut behandlingssituation«.

Der er ikke en rimelig balance i artiklen, fordi lov om patienters retsstilling ikke inddrages i overvejelserne. Det fremgår af denne lovs § 6, at en patient skal give informeret samtykke til behandling.

Af referatet i UfL fremgår, at patienten ikke giver informeret samtykke til behandling af en læge, der af den pågældende afdeling er anset for kvalificeret til opgaven, og at de omstændigheder, der nævnes i lægeloven ikke foreligger. Herefter er det eneste rimelige svar til den potentielle patient, at han må søge hjælp et andet sted ved behov.

Konsekvenserne af den afgørelse, som blev truffet på Amtssygehuset i Gentofte, bliver uoverskuelige, såfremt det bliver standarden i det danske sundhedsvæsen.

Som leder af en afdeling, hvor der til stadighed er ansat udenlandske læger og danske læger med familiær baggrund i bl.a. arabiske lande, Tyrkiet, Iran, Irak m.v. må jeg konstatere, det vil være fuldstændig umuligt at administrere efter en sådan afgørelse, bortset fra at det ville være aldeles holdningsløst, hvis man forsøgte.

Konsekvenser af at følge Amtssygehuset i Gentoftes administrative afgørelse kunne f.eks. være: Der må ikke være to danske læger med udenlandsk familiær baggrund på vagt samtidig. Ved stuegang må danske læger med udenlandsk familiær baggrund ikke tilse f.eks. nazistiske patienter. Undersøgelsesprogrammer skal tilrettelægges efter, at nazistiske patienter ikke kommer i forbindelse med plejepersonale, portører, læger m.v. med ovennævnte baggrund.

Hvis man skal følge afgørelsen fra Amtssygehuset i Gentofte, har vi skabt et racistisk samfund, og vi har som kolleger totalt svigtet de danske læger og andre grupper med udenlandsk familær baggrund, der arbejder i det danske sundhedsvæsen.

Enhver patient, der er syg, har ret til og krav på behandling i det danske sundhedsvæsen. Men der står ingen steder, at patienten selv kan vælge, hvem der skal undersøge og behandle, sygehuset må blot sikre, at der er fagligt kompetent personale til stede. Der er frit sygehusvalg, og hvis en patient, nazist eller ikke nazist, er utilfreds med den behandling, der stilles til rådighed på et givet sygehus, står det vedkommende frit for at søge hjælp et andet sted. Hvilket man burde have meddelt nazisten.

Patienten skal give sit samtykke til behandling. Hvis patienten nægter at give dette, er videre aktion ikke mulig fra en læges side, medmindre patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, hvilket nazisten ikke gjorde.

Chr. Andersens udgangspunkt er falskt. Udgangspunktet er, at patienten har behov for hurtig hjælp i lægelovens forstand, og at patienten ikke får den tilbudt. Dette udgangspunkt er falskt alene af den grund, at patienten får tilbudt behandling, det er patienten, der ikke ønsker at modtage tilbuddet. Men formentlig også fordi lægelovens forudsætninger ikke er opfyldte. Derfor bliver konklusionen i artiklen også forkert. Hverken lægelov eller de etiske regler kræver, at nazisten får stillet en ny læge til rådighed. Det er alene administrationen på Amtssygehuset i Gentofte, der forlanger det.

Det forekommer urimeligt, at en kollega ikke modtager ubetinget støtte fra Lægeforeningen når der træffes administrativ afgørelse, der vil umuliggøre hendes fortsatte arbejde på det pågældende hospital. Angsten for at blive underkendt på et ikke lovmedholdeligt grundlag vil altid være til stede, og viden om risikoen for at møde en patient, der blot ved at fremsætte racistiske ukvemsord, kan få jaget hende væk og derefter få stillet afdelingens bedste ekspertise til rådighed, må altid nage. Det er vores kollega, der er blevet svigtet, det er ikke patienten. Det er for fattigt blot at henvise til, at hun kan søge satisfaktion ved at anlægge sag efter straffelovens § 267.

Vi må som læger og kolleger til den forurettede forlange af vore arbejdsgivere, at de ikke pålægger os at arbejde, så vi fremmer racisme, og vi må forvente, at Lægeforeningens ledelse støtter medlemmerne heri.