Skip to main content

»Ægte« neurotikere

Overlæge Bent Rosenbaum, Psykiatrisk Center Glostrup. E-mail: bent.rosenbaum@dadlnet.dk

17. aug. 2007
2 min.

Ugeskrift for Læger har publiceret en interessant artikel om 50-års-registerefterundersøgelse af patienter med klassisk neurosediagnose [1]. Halvdelen af abstraktets konklusion fører det synspunkt, at undersøgelsens resultater ikke har kunnet bekræfte, at »ægte« neurotikere ikke siden hen kan få en psykosediagnose.

Desværre leder man forgæves efter en reference til denne antagelse, som undersøgelsen ikke har kunnet bekræfte. Den er ikke skrevet ind i artiklen (hvilket reviewer eller redak-tionen måske skulle have krævet for at publicere dette »fund« som hovedfund), og jeg er usikker på, om den kan findes i Erling Jacobsens disputats [2], som er artiklens grundlag. Den kan i hvert fald ikke genfindes i det lærebogskapitel, Erling Jacobsen skrev sammen med Strømgren [3], hvori det eksplicit anføres, at psykose kan opstå på baggrund af neurose. Hysteristudierne i den tidlige psykoanalyse, som var Erling Jacobsens teoretiske ståsted, er jo også præget af psykopatologibeskrivelser, der klart indicerer mulige psykotiske træk hos patienterne.

Jeg er selvfølgelig klar over, at forfatternes fremhævede synspunkt om den »ægte« neurotikers diagnostiske uforanderlighed var noget, vi på datidens psykiatriske afdelinger ofte mødte som en tommelfingerregel. Men et er tommelfingerregler, der jo let kan optræde som dogmer, noget andet er påstande fremført i en videnskabelig artikels argumentation.

Det kan i øvrigt undre, at forfatterne har så travlt med at teste deres fund ved at holde dem op imod sygdomsklassifikationen i DSM-III. Dette diagnosesystem blev jo dannet bl.a. på baggrund af amerikansk psykiatris frenetiske modstand mod den psykodynamiske forståelse af patientens psykiske sygdom, herunder ideen om eksistensen af såkaldt ægte neurotikere (hvis neurotiske symptomer først kunne diagnosticeres som neurotiske, når der kunne konstateres en klar sammenhæng mellem dem og en tilhørende neurotisk karakterstruktur).

Artiklen illustrerer måske meget godt, hvor vanskeligt det er at lave registerundersøgelser, hvori man forsøger at imødegå psykodynamiske synspunkter på psykopatologi.


Referencer

  1. Jepsen PW, Juel K, Bech P. 50-års-registerefterundersøgelse af 112 patienter med klassisk neurosediagnose. Ugeskr Læger 2007;169:1678-82.
  2. Jacobsen E. Psykoneuroser. København: Munksgaard, 1965.
  3. Strømgren E. Psykiatri. 11. udg. København: Munksgaard, 1974.