Skip to main content

Ætiologi og diagnostiske metoder ved stemmebåndsparese

Overlæge Christian Siim, Roskilde Amts Sygehus Køge. E-mail: rschsi@ra.dk

1. nov. 2005
2 min.

Jeg har med interesse læst den udmærkede artikel om ætiologi og diagnostiske metoder ved stemmebåndsparese [1]. Artiklen udgår fra en af landets velestimerede øre-næse-hals-kirurgiske afdelinger, og derfor ærgrer det mig, at forfatterne snyder læserne for en meget væsentlig oplysning, nemlig fordelingen af den maligne ætiologi til ensidig recurrensparese på højre- og venstresidig. Forfatterne lægger op til, at alle patienterne bør undersøges med CT af collum og thorax og oven i købet, hvis denne er negativ, at der bør laves endoskopi.

Mener man virkelig, at der også skal udføres CT af thorax og evt. endoskopi ved de højresidige recurrenspareser?

Enhver otolog kender det forskellige forløb af højre og venstre nervus recurrens og ved derfor, at en tumor lokaliseret i thorax ikke vil kunne give en højresidig recurrensparese. Man har derfor koncentreret diagnostikken af de højresidige recurrenspareser til halsen ved bl.a. ultralydsundersøgelse/thyroideascintigrafi.

Så må vi venligst bede om at få de manglende informationer, således at vi kan tage stilling til, om vi skal fortsætte den hidtidige praksis evt. suppleret med MR af halsen, (hvilket må være bedre end CT), eller om vi skal gøre som af forfatterne foreslået.

I øvrigt undrer jeg mig over, at man i arbejdet ikke har nogen reference til et arbejde udgående fra samme afdeling [2] omhandlende patienter med idiopatisk recurrensparese i perioden 1976-1983, dvs. patienter som også må indgå i nærværende arbejde.

Interessant er det, at der i det tidligere arbejde på en syv-års periode blev undersøgt 62 patienter med recurrensparese, og i nærværende arbejde er der over en 15-års periode undersøgt 94 patienter. Groft taget synes det som om tendensen af recurrensparese efter 1983 er faldet til det halve.

Hvordan kan det nu være?


Referencer

  1. Jørgensen G, Clausen EW, Mantoni MY et al. Ætiologi og diagnostiske metoder ved stemmebåndsparese. Ugeskr Læger 2003;165:690-4.
  2. Buchwald C, Sveinbjørnsson I, Bretlau P. Idiopatisk recurrensparese. Ugeskr Læger 1984;146:3915-6.