Afdelingen for almindeligheder

Henvisning til akut indlæggelse: »83-årig patient kendt med to-tre kroniske sygdomme tager syv-otte medicinske præparater for det meste. Får hjælp til lidt af hver, noget klares af kommunen, en del af familien og naboer og forbipasserende. Skrantet et stykke tid, de sidste dage forværring, uholdbar situation. Hoste, feber, opspyt, CPR høj. Formentlig pneumoni. Måske også slipøm i abdomen«.

Karrikeret? Måske lidt, men heller ikke langt fra en generisk beskrivelse af den type patient, der fortsat er mange af hver dag. Både i almen praksis, i vagten, i akutafdelingerne – og ikke mindst på sengeafsnittene.

En del af den slags patienter viser sig primært at have behov for relativt basal udredning, behandling og pleje. Som trods gode intentioner og ihærdige tværsektorielle projekter ikke kan håndteres i primærsektoren. Som kort fortalt har behov for en seng på et sygehus. Men som ikke rigtig har behov for de specialiserede funktioner, stort set alle sygehuse i dag er opbygget omkring, uanset om det er et regionalt akutsygehus eller et mere eller mindre nybygget supersygehus.

I den seneste opgørelse blev 30 procent af de akutte patienter på vores hospital udskrevet med diagnosen pneumoni. Man tænker straks: Hvilket speciale er bedst til at behandle en patient med pneumoni? Eller omvendt: Mon ikke de fleste specialer kan og bør kunne behandle en patient med pneumoni?

Det er netop disse patienter, der bliver indlagt på overbelægning, somme tider på gangene og nogle gange flyttes mellem specialer, fordi deres tilstand på et tidspunkt i forløbet er så relativt stabil, at de i princippet kan ligge hvor som helst.

Det rejser spørgsmålet: Hvor bør de egentlig ligge, og hvem skal behandle dem?

Det skal selvfølgelig Afdelingen for Almindeligheder. Afdelingen, som sætter en særlig ære i at klare stort og småt for de forskelligartede patienter, der har behov for en seng på sygehuset, men som ikke skal opereres og ikke fejler noget, der står højt på ét speciales liste. Men den afdeling er ofte svær at bemande. Så hvem skal gøre det?

I andre lande har man en »hospitalist« – en sygehusansat generalist, der sørger for det vigtigste i hospitalsforløbet. Han koordinerer bidrag eller tilsyn fra relevante specialer, f.eks. patientens vanlige ambulatorie(r). Hun sikrer sammenhæng med primærsektor i forbindelse med udskrivelse og tager sig i det hele taget af alle almindelige lægelige opgaver.

Det skal i hvert fald være en læge, der godt kan li’ at gå stuegang og ikke har alle mulige andre specialiserede funktioner, der også skal passes.

Nogle vil tænke på tidligere tiders »sygehuslæge«, og det er måske ikke helt forkert. Andre vil sige, at det er oplagt for en almenmediciner eller geriater, men deres specialiserede kompetencer er der så rigelig efterspørgsel på i praksis og i grenspecialets egne funktioner.

Det kunne være et selvstændigt speciale, men behøver måske ikke være det. Det kunne også være læger, der først og fremmest har tilstrækkelig erfaring og de nødvendige kompetencer. Ikke nødvendigvis læger, der har ét speciale eller ét interesseområde, eller som har fulgt en stram karriereplan med langt cv og endnu længere publikationsliste.

Det skal først og fremmest være læger, der er ualmindeligt gode til det almindelige. Behovet er der i hvert fald – både på sygehusene og hos patienterne.