Afskaffelse af gratis tolkebistand vil føre til større ulighed i sundhed

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

F ra den 1. juni i det nye år vil mange indvandrere ikke længere få gratis tolkebistand, når de skal til lægen eller på hospitalet [1]. Det fremgår af sundhedsloven, at personer der har boet i Danmark i mere end syv år, selv skal betale for tolken. På trods af at dette tiltag er blevet stærkt kritiseret, har regeringen ganske uanfægtet listet en skærpelse på området ind i finansloven for 2011. Således indføres nu et gebyr på tolkeydelser for alle, der har boet i Danmark i mere end blot fire år. Den økonomiske gevinst ved lovgivningen er til at overse, da brugerbetaling på tolkebistand udgør i omegnen af en promille af regeringens samlede planlagte besparelser i deres »redningsplan for den danske økonomi« [2]. Konsekvenserne for de mennesker, der bliver ramt af lovgivningen, er derimod alt andet end symbolske.

Hvem er det egentlig, der stadig ikke kan tale dansk efter at have boet fire år i Danmark? Lovgivningen vil i høj grad ramme mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, nemlig afviste asylansøgere og indvandrere på starthjælp. Så længe der ikke er en hjemsendelsesaftale med oprindelseslandet, kan afviste asylansøgere opholde sig i Danmark i årevis, uden mulighed for at gå i skole (ud over et pc-kørekort og noget engelskundervisning) eller arbejde. Hvordan skal disse mennesker kunne lære dansk?

I en undersøgelse fra 2006 fandt man endvidere, at rådighedsbeløbet for en familie på starthjælp kun udgør 52-77% af rådighedsbeløbet for en dansk familie på kontanthjælp, dvs. ca. 8.000 kr. om måneden [3]. Det er åbenlyst, at betaling for en tolk, der erfaringsmæssigt koster ca. 400 kr. i timen, vil gøre et betydeligt indhug i det månedlige budget. Således skaber man med lovgivningen en økonomisk barriere, som, man kan frygte, vil få mange patienter til at fravælge en lægekonsultation. Problemet er altså ikke løst ved, at lægen kan kræve en tolk, som patienten så selv skal betale for. Det vil blot bidrage til, at denne patientgruppe forsømmes, og derfor få uligheden i sundhed mellem rig og fattig til at vokse yderligere. Det strider både mod sundhedslovens formål om »let og lige adgang til sundhedsvæsenet« og mod WHO's Alma Ata-erklæring, der har »universel adgang til sundhedsydelser« som mål [4].

Det er fortsat uklart, hvad lægen skal gøre, hvis der dukker en patient op i konsultationen, der hverken kan eller vil betale for en tolk. Skal lægen sende patienten hjem? Det vil i så fald ikke kun stride mod lægeløftet, men det vil også være på kant med straffeloven (§ 250), der tilsiger, at det er strafbart ikke at hjælpe et menneske, der er i nød eller fare. Hvordan kan lægen vide, om en patient er i fare, hvis der ikke optages en sygehistorie, og patienten undersøges? Den samvittighedsfulde læge vil måske forbarme sig og gennemføre konsultationen efter bedste evne uden tolk. Men hvad kan det ikke føre til, når lægen ikke forstår patienten, og patienten ikke forstår lægen? Ifølge Sundhedsstyrelsen er sprogproblemer en betydelig kilde til fejl i sundhedsvæsenet [1], og en rapport fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense viser samme mønster [5].

Bestemmelserne om egenbetaling af tolk er udtryk for en symbolsk integrationspolitik, forklædt som sundhedspolitik. De bygger på forældede adfærdspsykologiske principper: Man tror, at man kan motivere til integration ved at straffe de indvandrere, der har brug for lægehjælp, men som ikke kan tilstrækkeligt godt dansk. Det strider mod grundlæggende lægeetiske principper og sund fornuft at skabe økonomiske barrierer i indvandreres adgang til sundhedsvæsenet for at forbedre deres integration i samfundet.