Akademisk medicin (II) - skal man forske for at kunne få en uddannelsesstilling?

Umiddelbart skulle der ikke være nogen tvivl. Forskning er en vigtig og uhyre central del i enhver læges hoveduddannelse til speciallæge. Ikke blot fordi det giver kvalitet og faglig tyngde på hospitalsafdelingen, men også fordi det højner gejst og engagement hos den enkelte læge og perspektiverer det kliniske arbejde. Forskning synes elitært, og er det også i den forstand, at forskning hører naturligt til det grundlag, som en elitær, akademisk uddannelse hviler på. Forskningen bidrager til at sikre den faglige udvikling og den daglige arbejdsglæde, som ofte efterspørges, når bureaukratiske krav truer med at knække lægers kliniske virkelyst. Imidlertid tyder reglerne for opnåelse af hoveduddannelsesforløb (tidl. kaldet uddannelsesstilling eller kursusstilling) inden for speciallægeuddannelserne ikke på noget stort ønske om, at forskning skal indtage en central rolle i uddannelsen.

En af de senere års ændringer i reglerne for hoveduddannelsesforløb har været, at man har systematiseret pointtildelingen for aktiviteter, som Lægeforeningen/Sundhedsstyrelsen finder relevante for at kunne kvalificere sig til at opnå en uddannelsesstilling. Indtil for nylig kunne man opnå maksimalt omkring 15 point, men man har senest udvidet det maksimale pointtal til 25. Point kan opnås inden for hver af de syv hovedkvaliteter, som lægen forventes at besidde: medicinsk ekspert, kommunikator, sundhedsfremmer, samarbejder, leder/administrator, akademiker og professionel. Problemet er som sådan ikke det, at man samler point; det er må- den disse er prioriteret på, som er problemet. Måske viser den aktuelle pointtildeling mere end noget andet, hvor den egentlige vægtning ligger. Forskningsaktivitet er i mine øjne underprioriteret, og de opnåelige point for forskning er interessant nok ikke blevet øget, da den samlede maksimale pointscore nyligt blev sat op, og selv ved maksimal forskningsindsats er andelen af de samlede point faldet fra 40% til 24%.

Man kan maksimalt opnå 6 point for forskning - hvis man har en disputats, og en ph.d.-afhandling giver 5 point - vel og mærke først når afhandlingen er antaget. Fem arbejder giver 3 point, én 1.-forfatteroriginalartikel giver 2 point og ét medforfatterskab giver 1 point. Forsøger man at omsætte indsatsen for at opnå forskningspoint, kan man - fraset måske det 1. point - groft set sige, at det kræver et »fuldtidsforskningsår« at lave en 1. forfatterartikel. Da det endvidere tager tre år at få en ph.d. (som forventes at omfatte ca. tre artikler), hvorved man får 3 yderligere point, kan det konkluderes, at man får maksimalt 1 point pr. år, man forsker på fuld tid.

Ser man på de kliniske point skal man naturligvis have en færdiggjort introduktionsuddannelse, før man overhovedet kan søge om uddannelsesstilling, og herefter vil der blive givet ca. 1 point pr. seks måneders fuldtidsarbejde, og man kan således opnå 2 point pr. »fuldtidsklinikår«.

Når det drejer sig om øvrige aktiviteter, bliver situationen næsten komisk. Man kan her - afhængigt af emneområde - opnå point ved at gennemføre kurser på 20-40-timers-varighed, blot man har været til stede, enten som specialerelaterede kurser, voksenpædagogiske kurser eller kurser i kommunikation. Endvidere vil tillidsmandsaktivitet og stilling som f.eks. reservelægerådsformand igennem et år også give point. Helt ironisk synes reglen, om at man som yngre læge kan opnå point ved at have siddet i en hospitalsdirektion! - hvor mange yngre læger sidder centralt placeret i hospitalsdirektioner? Der må vist være tale om en lapsus eller om drømmetænkning hos dem, som har været hovedarkitekter bag disse regler.

For at vise absurditeten i pointtildelingen, har jeg i det følgende forsøgt at opstille et teoretisk scenario, med to forskellige valgmuligheder:

Eksempel 1: En yngre læge, som allerede har nogen klinisk og videnskabelig erfaring (et førsteforfatterskab) arbejder efter introduktionsstilling relevant klinisk i et år og tager herefter sin ph.d. (som indeholder temmelig mange kurser). Dette vil typisk iht. reglerne resultere i 2 point for det kliniske og yderligere 3 point for forskningsaktiviteten, altså i alt 5 point for fire års indsats.

Eksempel 2: En yngre læge, som har sin introduktionsuddannelse, beslutter sig for at tage et 40-timers-specialerelevant kursus (en uge = 1 point), et 20-timers-voksenpædagogisk kursus (tre dage = 1 point), og et 20-30-timers-kursus i kommunikation (3-5 dage = 1 point). Herudover vælges lægen til at fungere som reservelægerådsformand over 12 mdr. ved et mindre hospital, hvor den samlede indsats (f.eks. et møde pr. md. (relativt konfliktløst) og tillidsmandskursus) næppe overstiger 14 dages fuldtidsarbejdsindsats (to uger = 1 point). Endelig giver lægen 40 timers fagrelevant konfrontationsundervisning af sundhedsfagligt personale (en uge = 1 point). På denne vis opnås ligesom i eksempel 1, 5 point, forskellen er blot, at disse points er opnået ved i alt godt fem ugers fuldtidsindsats.

Anskuet således fristes man næsten til at tage selvbetalt orlov fra sin kliniske stilling og hellige sig den »billige« indsamling af point i sit forsøg på at opnå uddannelsesstilling. Naturligvis er eksemplet sat på spidsen, men det understeger efter min mening ganske klart det forskruede forhold, som er opstået i prioriteringen af forskellige lægefagligt relevante kriterier. I øjeblikket er der let adgang til uddannelsesstillinger inden for flere specialer, men i løbet af de kommende år vil flere store årgange betyde en omfattende »jagt« på point, og man kan da ikke fortænke de uddannelsessøgende læger i at prioritere deres indsats i forhold til det pointmæssige udbytte.

Den nuværende prioritering er ikke til gunst for en fremme af forskningsaktiviteter, og det mener jeg er et stort tab i den fremtidige speciallægeuddannelse. Jeg ved, at flere instanser har sat deres aftryk på disse regler, og såvel Lægeforeningen, specialeselskaberne som Sundhedsstyrelsen må bære deres del af medansvaret. Når man i vores domicil, Domus Medica, betragter tidligere tiders portrætter af lægeforeningsformænd, kan man ikke lade være med at tænke på, hvor ofte der tidligere var sammenfald mellem det at være ledende i fagforeningen og det at have en forskningsmæssig tyngde. Før man nu henfalder til ren tårevædet nostalgi fra tider, man ikke engang selv fuldt har oplevet, er det klart, at dagens fagforeningsarbejde ofte er meget krævende og ikke altid tillader for bredspektret en tilgang. Men det må alligevel vække til undren, hvor lidt Lægeforeningen gør for at holde den »forskningsmæssige« fane højt, og i hvor lille et omfang de deltager i debatten om akademisk medicin.

Hvis vi virkelig mener noget med, at man skal have forskningserfaring på et eller andet tidspunkt i sit postgraduate uddannelsesforløb til speciallæge, vil det ikke hjælpe med blot et korterevarende ugekursus eller gode ord.

1. Forskning skal prioriteres langt højere i pointgivningen ved besættelse af uddannelsesstillinger. Herudover synes pointgivning for kurser og fagforeningsarbejde at være grotesk overdimensioneret.

2. Man kunne opstille følgende krav for overhovedet at være kvalificeret til at søge uddannelsesstilling (og således før point-tildeling): a) 12 måneders introduktionsstilling. b) kursus i undervisning og kom munikation. c) forskningsaktivitet (to medforfatterskaber eller et 1. forfatterskab).

På denne vis ville man sikre, at alle læger under deres postgraduate uddannelse blev tvunget til at udføre selvstændigt forskningsarbejde, ligesom man kunne fastholde, at meget forskningsaktive personer ville få rimelig kredit for deres aktive indsats ved vurderingen og udvælgelsen af kandidater til hoveduddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen.

Lad mig afslutningsvis med pligtskyldig tak til titelinspiration fra Klaus Rifbjerg's digt »Hvordan ligger det?« tillade mig en lille parafrasering over emnet forskning:

Hvordan ligger det med forskningen?

- det ligger sådan med forskningen

at den står!

Ofte lidt anstrengt og ofte med krykker

men den står trods stærke storme

Det ligger sådan med forskningen

at den aldrig er helt i knæ

Det ligger sådan med forskningen

at hun klarer sig og tåles

Af og til en velklædt, elitær

og ofte lidt overset elev

Til andre tider vild og uregerlig

- irriterende ustyrlig og besværlig

Det ligger sådan med forskningen

at der ofte ikke helt er plads til hende

I klemme mellem

ressourcetilpasnings værktøjer,

evidensbaseret økonomistyring og

akkrediteret kvalitetssikring

bliver hun hensat i et lydløst anneks

klar til at blive vist frem

iført skoleuniform og slips

ved næste festlige lejlighed

Det ligger sådan med forskningen

at det går!