Skip to main content

Akupunktur har måske også noget at tilbyde ved postpartumdepression

Seniorlektor Palle Rosted, Sheffield Universitet, England. E-mail: Prosted@aol.com Alment praktiserende læge Viggo Rask Kragh Jørgensen, Thyborøn

31. okt. 2005
3 min.

Vi har med interesse læst Nielsen & Scherlings indlæg om depressioner under svangerskab og efter fødsel (Ugeskr Læger 2005;167:1279).

Vi skal på ingen måde anfægte forfatternes skematiske opdeling af, hvilke behandlingstiltag der bør anvendes afhængig af depressionens sværhedsgrad.

Imidlertid vil vi gerne henlede opmærksomheden på akupunktur som et muligt supplement til konventionel behandling. Specielt er det vor erfaring, at akupunktur kan anvendes ved lette til moderate depressioner enten alene eller i kombination med konventionel behandling.

Hvad angår de svære depressioner, bør akupunktur ikke anvendes som solobehandling; det er ganske simpelt for risikabelt, og patienterne bør primært behandles konventionelt.

Litteraturen på området er ikke omfattende. Imidlertid er problemet belyst af Manber et al 2004, hvor 61 gravide depressive patienter, vurderet på Hamilton Rating Scale for Depression (HRSD,) blev allokeret til enten akupunktur, en aktiv kontrolgruppe og en gruppe, der fik massage. Der fandtes en signifikant forbedring efter akupunktur i sammenligning med de to andre behandlinger [1].

Det endelige videnskabelige evidens for effekten af akupunktur ved depressioner foreligger endnu ikke. Imidlertid fandt Luo et al hos 241 depressive patienter, at akupunktur havde samme effekt som amitriptylin [2]. Patienterne blev vurderet på Hamilton Rating Scale for Depression (HRSD). Et lignende resultat blev fundet af Xiujuan [3] i en undersøgelse af 41 patienter. Specielt interessant ved denne undersøgelse er, at man fandt signifikante ændringer i alfa-aktiviteten målt på et EEG. Endelig fandt Röschke et al, at akupunktur som supplement til Mianserin havde en bedre effekt end Mianserin alene [4].

Hvad angår virkningsmekanismen for akupunktur synes der at være belæg for medvirken af serotonin og noradrenalin. Således er det vist, at akupunktur kan accelerere syntesen af serotonin og noradrenalin i hjernen [5].

Der synes således at være et vist belæg for, at akupunktur kan anvendes ved behandling af depressive tilstande, og teknikken bør overvejes specielt ved lette og moderate depressioner. Imidlertid bør akupunktur ikke udelukke andre behandlingstiltag som fx samtaleterapi, medikamentel behandling, etc. Ligeledes bør akupunktur, indtil endegyldigt bevis for teknikkens effektivitet foreligger, primært anvendes som supplement til konventionel behandling.

Indlægget har været forelagt Helena Galina Nielsen, der ikke har kommentarer.


Referencer

  1. Manber R, Schnyer RN, Allen JJ et al. Acupuncture: a promising treatment for depression during pregnancy. J Affect Disord 2004;83:89-95.
  2. Luo H, Yankai J, Feng X et al. Advances in clinical research on common mental disorders with computer controlled electro-acupuncture treatment. Neurochemistry Clin Application 1995:109-22.
  3. Xiujuan Y. Clinical observation on the needling extra-channel points in treating mental depression. J Trad Chin Med 1994;14:14-8.
  4. Röschke J, Wolf C, Müller MJ et al. The benefit from whole body acupuncture in major depression. J Affect Dis 2000;57:73-81.
  5. Han JS. Electroacupuncture: an alternative to antidepressants for treating affective diseases? Intern J Neuroscience 1986;29:79-92.