Skip to main content

Akupunktur til vestimulering under fødslen

♠ Speciallæge i almen medicin Elsebeth Lægaard, Skibby. E-mail: el@svanholm.dk

15. mar. 2010
3 min.

Det er meget opmuntrende at læse om en akupunkturundersøgelse fra Danmark [1]. En undersøgelse inden for obstetrikken, hvor akupunktur benyttes en del. Det er en udmærket undersøgelse, og den er bestemt et skridt på vejen til afklaring af til hvad og hvordan, vi på længere sigt kan bruge akupunktur inden for sundhedsvæsnet.

Konklusionen er, at man i dette studie ikke kunne påvise nogen effekt af akupunktur givet ved primær eller sekundær inerti. Men inden denne konklusion slås alt for fast, er der nogle væsentlige forbehold fra forfatternes side, som, jeg synes, er vigtige at understrege.

Undersøgelsen har »knapt halvt så mange deltagere som styrkeberegningen anbefalede«, så resultaterne bør klart tages med forbehold. Fireogfirs kvinder i alt med 42 i hver gruppe er ikke en stor undersøgelse. »Primipara i kontrolgruppen var dilateret en halv cm mere end i akupunkturgruppen. Dette forhold kan have påvirket resultatet«. »Jordemødrenes erfaring med akupunkturpunkterne i projektet var begrænset og kan have forringet jordemødrenes færdighed og muligvis også effekten af akupunkturen«. Det er en årrække siden, jordemødrene var på kursus i akupunktur, og der er givet to timers opfriskningskursus. Hvis jordemødrene ikke eller kun i mindre omfang har arbejdet med akupunktur i den mellemliggende årrække, er to timer ikke meget til at udøve kvalificeret punktlokalisation og nåleindstik. Så jeg er enig med forfatterne i, at »der fortsat mangler en veldesignet undersøgelse af akupunkturs effekt på inerti«.

Endelig savner jeg som læser af undersøgelsen argumenter for valg af lige netop de punkter, der indgår i undersøgelsen. Der ikke brugt lokale punkter som f.eks. BL 32 eller CV 4 ej heller punkter med central virkning f.eks. yintang. Akupunkturpunkter har lokale, segmentale, ekstrasegmentale og centrale virkninger og valg af punkter, så alle virkningsmekanismerne ved akupunktur inddrages, kunne måske have ændret udkommet af undersøgelsen [2]. Jeg vil derfor opfordre forfatterne til at supplere artiklen med en uddybning af valget af punkter.

> Svar:

Jordemoder Charlotte Egholm Lyngsø, Obstetrisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest. E-mail: famccccc@gmail.com & Jordemoder Iben Prentow, Obstetrisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest & Overlæge Finn Lauszus, Gynækologisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest

Vi er ikke bekendt med, at akupunkturs virkning som vestimulering ved interti under fødslen er belyst i tidligere undersøgelser. Derfor har vi ikke haft mulighed for at benytte tidligere undersøgelser som led i valget af punkter. Vi har gennemgået de undersøgelser, der er lavet af akupunktur som igangsættelsesmetode, og har set, hvilke punkter der er benyttet i disse projekter. Derudover har vi haft akupunktør Linda Bue som konsulent i forbindelse med valget af punkterne i vores undersøgelse. Som second opinion valgte vi ligeledes at kontakte Elsebeth Lægaard og fandt, at der var overensstemmelse mellem en del af de punkter, som blev foreslået. Den endelige kombination af punkter blev således valgt ud fra disse anbefalinger. I vores overvejelser var ligeledes, om punkterne var nemme for jordemødrene at lægge. Vi er bevidste om, at den kombination af punkter, vi valgte, kun er en mulighed blandt mange, og at andre kombinationer muligvis ville ændre undersøgelsens resultat.


Referencer

  1. Lyngsø CE, Lorentzen IP, Lauszus F. Akupunktur til vestimulering under fødslen. Ugeskr Læger 2010;172:289-93.
  2. White A, Cummings M, Filshie J. An Introduction to Western Medical Acupuncture. Churchill, Livingstone, Elsevier, 2008.