Akutafdelinger er afvisende over for akutte indlæggelser fra primærsektoren

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

En 47-årig kvinde blev i vagten set af undertegnede. Hun var forpint af mavesmerter, havde haft problemer med sin sukkersyge og nu efter flere års pause fået menstruationslignende blødninger. Afsluttet antibiotikakur for blærebetændelse for en uge siden. Jeg bedømte, patienten burde indlægges og ringede til medicinsk vagthavende, der henviste til kirurgisk vagthavende. Kirurgisk vagthavende henviste til gynækologerne. Gynækologen afviste også. Alle med argumenter om, at de dominerende symptomer var inden for de andre specialer. Jeg endte med at sende patienten på skadestuen.

Jeg havde en lignende episode for fire uger siden, hvor det var en kvinde, der havde født fire gange, med manglende fornemmelse af liv i 15. uge. Hun blev afvist af gynækologisk vagthavende. En praktiserende speciallæge så derefter patienten samme dag og konstaterede, at fostret var dødt.

Efter sådanne oplevelser er jeg igen kommet til at tænke over, hvordan sygehusene og lægerne i primærsektoren egentlig samarbejder om akutte indlæggelser.

Jeg har kørt lægevagter i 28 år og har oplevet mange af lignende episoder som de to anførte.

Min bekymring er i hele perioden, at villigheden til at modtage akutte patienter fra primærsektoren ikke er bedret.

På sygehusene er der sket meget, man har fået akutafdelinger, lavet en omfattende subspecialisering og de diagnostiske muligheder er forbedret. Det er også modsat tidligere accepteret, at patienterne kan sendes hjem samme dag, hvis der ikke findes behov for yderligere.

Som indlæggende læge i primærsektoren og især i vagten er historien imidlertid en helt anden.

Vores diagnostiske værktøjer er uforandrede. Vi har først og fremmest vores kliniske erfaring, øjne, hænder, stetoskop, blodtryksapparat, lommelygte, urinstiks og otoskop. I konsultationen kan vi desuden lave en svangerskabsprøve.

Som vagtlæge har vi som regel et sparsomt kendskab til patienterne, der langtfra altid kan oplyse om sygdomme og medicin, eventuelt ledsagende personer er ofte uden elementært kendskab til patienten, og medicinlisterne ofte fraværende.

I denne situation er vi ofte usikre omkring indlæggelserne og diagnoserne. Det kan derfor virke som en ejendommelig oplevelse at blive afvist af en vagthavende læge eller sygeplejerske på sygehusene.

Hidsig ordveksling

Ofte forventes det, at vi har en præcis diagnose (f.eks. kræves det ved indlæggelse, at vi kan skelne mellem opblussen af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) eller KOL med lungebetændelse). Vi kan også blive afkrævet oplysning om geografiske lokaliteter, idet patienterne sorteres efter bopælskommune, vi bliver også bedt om at have forståelse for, at afdelingen er fyldt op eller har travlt. Mange gange medfører det, at vi må ringe til 2-3 afdelinger, inden der - ofte efter hidsig ordveksling - findes en afdeling, som vil tage patienten. Disse samtaler sker ofte med måbende pårørende og patienten som tilhørere.

Det er ikke alene alment praktiserende læger, der oplever afvisninger, jeg er nogle gange af praktiske årsager blevet bedt om at indlægge patienter for speciallæger og sygehusoverlæger og har oplevet afvisninger.

Samtidig bemærker man, at mange afdelinger heldigvis modtager patienter uden større diskussioner, og at nogle endda har lavet det til en regulær ekspedition i form af en velkvalificeret sekretær til at tage imod, fordi man principielt ikke afviser patienter (børneafdelingerne!).

Derimod er det uden betydning, om det er en sygeplejerske eller læge, der er visitator, begge grupper afviser gerne.

Jeg har undersøgt, hvad der findes af aftaler omkring akutte indlæggelser i forhold til at modtage/afvise og kan ikke finde nogle. I virkeligheden er det en gråzone, som man aldrig har interesseret sig for. Lægeforeningens netop reviderede kollegiale regler indeholder heller ikke noget om at afslå anmodninger fra kolleger i denne situation.

Derfor: Hav forståelse for, at den kollega, som anmoder om indlæggelse af patient, gør det, fordi man efter nøje overvejelser skønner, at denne patient har behov for dette, og ikke fordi man ønsker at genere afdelingen.