Skip to main content


En klassiker i kittellommen er udkommet i syvende udgave, nu med to nye forfattere, efter at bogens »grundlægger« Erik Hippe og John Godtfredsen er fratrådt forfattergruppen.

Bogens formål er at vejlede i optimal diagnostik og behandling af akutte medicinske tilstande i praktisk kittelformat.

Bogen glimrer ved mange praktiske anvisninger, et omfattende stikords- og indholdsregister og et bogomslag med EKG-lineal, retningslinjer for hjertestopbehandling og differentialdiagnoser ved akutte kardinalsymptomer. Endvidere er der appendiks med normalværdier for laboratorieanalyser, lister med nyttige telefonnumre og hjemmesider, f.eks. til gift-informationen og trombolysecentre - alt sammen med til at tømme kittellommen for løse genstande. Omslagsmaterialet virker desuden robust, hvilket er vigtigt, da bogen forventes at tage turen op og ned af kittellommen mange gange i løbet af den første tid som læge.

Layoutet er umiddelbart overskueligt, men behandlingsvejledninger fremgår indimellem punktvis i grå bokse, andre gange blot punktvis, hvilket kan virke lidt forvirrende.

Fagligt spænder bogen vidt med generelt velvalgte problemstillinger. Enkelte afsnit breder sig ud over, hvad man har brug for i det akutte arbejde, og procedurebeskrivelser for f.eks. trachealsugning og figurer af A-punktur og patientgestus ved brystsmerter kunne undværes til fordel for mere luft i layoutet.

Kapitlerne om kardiologi og neurologi er helt omskrevne, da der særligt inden for disse specialer er sket væsentlige ændringer. Bogen følger de seneste rekommandationer for behandling af akutte tilstande inden for disse specialer og imødekommer dermed de voksende krav om standardiserede behandlingsvejledninger.

Vurdering af den akutte medicinske patient kunne med fordel mere konsekvent tage udgangspunkt i ABC(D)-principper: airway, breath, circulation og disability. Infektionsafsnittet kunne optimeres med de standardiserede definitioner af SIRS og septisk chock, og tidlige behandlingsmål ved septisk chock burde anføres i henhold til surviving sepsis guidelines. Vigtigheden af kirurgisk sanering og evt. trykkammerbehandling ved nekrotiserende fasciitis savnes, da ukorrekt håndtering af denne tilstand er forbundet med høj mortalitet. Bogen er flere steder lidt tilbageholdende med vejledende væske- og ilttilskud, og under luftvejshåndtering savnes præcisering af rollefordeling mellem specialerne samt omtale af det nyere nødtracheotomiudstyr.

Flere mindre fejl og uklarheder er undsluppet korrekturen, men det ændrer ikke ved, at akutte medicinske tilstande i den nye udgave er anvendelig og kan forsvare sin position som en klassiker i den yngre læges kittellomme.