Alderdom – uha

Man læser ofte i Ugeskrift for Læger og andre steder, at det er svært især for en læge, at blive gammel. Især anføres det ofte, at de sidste år er sværere for den mandlige læge end for den kvindelige. For de kvindelige læger går det muligvis lidt lettere med alderdommen, da de jo ofte har tætte forbindelser til børn og børnebørn.

Jeg selv har haft mange stillinger bl.a. i USA og Vestafrika. Jeg var lykkeligt gift i Vestafrika i mange år og skrev en del artikler dernedefra. Jeg blev så bosat i Danmark i 1977 og blev derefter speciallæge i psykiatri. Jeg har altid arbejdet som læge, og jeg afhændende min speciallægeklinik i 2006.

Det blev nødvendigt for mig i 2009 at flytte i beskyttet bolig og senere på plejehjem på grund af udtalt forkalkning af højre øje, dertil hjertelidelse. Venstre øje har nedsat syn på grund af en cyste af ældre dato.

Man føler først, at man er rigtig gammel, når man flytter ind på et plejehjem. Dette blev så nødvendigt for mig på grund af anførte problemer.

Det har altid været svært for læger at komme ud af rollen som læge – den hvide kittel osv. Det her med at falde ind i patientrollen er ikke nogen let sag. Den særlige autoritet, man tidligere har haft, og som man har med sig, er ikke anvendelig på et plejehjem. I den nye rolle som patient må man finde en slags balance i sig selv, når man kommer på plejehjem, således at man bliver rimeligt respekteret som menneske og personlighed. Der tænkes her specielt på personalets holdninger.

På den anden side er det lige så vigtigt, at lægen viser respekt over for personalet og anerkender, at de har en anden autoritet end lægens egen. Måske har lægen været alene i mange år af forskellige årsager, og det kan gøre det endnu sværere at afgive sin selvbestemmelse, som er stærkt knyttet til kroppens fysiske tilstand. Den fysiske tilstand kan jo gå op og ned.

Sluttelig vil jeg fortælle om det plejehjem, jeg bor på og har tænkt at blive boende på. Det er beliggende i udkanten af Roskilde med frie arealer rundt omkring og med en lille lejlighed til hver beboer. Der er en park, hvor man kan gå en lille tur. Lejlighederne er rummelige med køleskab og tekøkken, dertil et pænt badeværelse. Tid til måltider skal naturligvis helst overholdes, og der er kaffedrikning eftermiddag og aften. Der er en hyggelig stemning, og personalet er hjælpsomt og forstående. Indimellem kan det naturligvis ske, at der er underbemanding pga. sygdom, og der tilkaldes personale fra andre afdelinger.

Det skal tilføjes, at Bernadottegården i sin tid blev etableret af Frihedsfonden og Modstandsbevægelsen i ca. 1974. Der er ret udtalt tilfredshed med at bo her som ældre, og stedet kan varmt anbefales.