Skip to main content

Almen medicin 2. udgave

♠ Praktiserende læge Niels Erik Møller E-mail: nem@dadlnet.dk

14. sep. 2007
2 min.

Meget lækker bog, smukt opsat og let tilgængelig. Den er basisbog for studerende til deres ophold i praksis og er en udmærket debatbog. Praksispersonale vil også have glæde af at læse og drøfte f.eks. afsnittet om vedvarende helbredsproblemer.

For ti år siden indtog 31% af befolkningen dagligt medi-cin, nu er det 34%. Behandlingsstrategierne for de største folkesygdomme gennemgås. I et afsnit om klinisk håndtering af patienterne fremhæves det klogt, at »mærkværdige eller atypiske symptomer er oftere usædvanlige symptomer på almindeligt forekommende sygdomme end særlige symptomer på sjældne syndromer«.

I almen praksis har man angiveligt 36,6 mio. patientkontakter om året, hvoraf lægevagten klarer 8%. I almen praksis færdigbehandles omkring 90% af de patienter, der henvender sig.

I en spændende gennemgang af egenomsorg og kontakt oplyses det, at kun 10% af borgere/patienter med sygdomme og skader opsøger lægen.

Alle bogens afsnit er systematisk bygget op om mange gode sygehistorier, der drøftes flot. Yderligere er der indskudt mange bokse med Stop og Tænk, hvor der stilles små kliniske spørgsmål, og jeg håber, at studenterne giver sig tid til disse drøftelser og overvejelser. Ved almindelig læsning er det imidlertid mere overspringelseslysten, de vækker.

Der er velskrevne afsnit, der rummer en masse kontante oplysninger om psykiatriske patienter, børn, graviditet og antikonception.

En del af behandlingsforslagene er allerede ved udgivelsen ved at være ændret, ligesom svangreomsorg og vaccinationsplanerne hele tiden forandres, men det er de studerende nok bekendt med fra flere andre kliniske fag.

Bag i bogen gennemgås almindelige lidelser som sinuitis osv. med gode råd, og sidst beskrives en række nyttige procedurer: tympanometri, øreskyl osv.

Jeg er ikke helt enig i, at man skal erstatte væsketab ved diare med sødevæsker og Revolyt, idet der er risiko for at øge den osmotiske diare, og Na+-indholdet i Revolyt er beregnet ud fra sekretorisk diare. Det foreslås, at afføringen undersøges for toksiner; det er i al fald ikke rutine her.

Det er også risikabelt at fortælle, at god almen tilstand ved langvarig diare taler imod alvorlig sygdom, for så diagnosticeres mange cancere for sent.

Ved undersøgelse af febrile småbørn nævnes nakke-ryg-stivhed flere gange, mens fontanellen ikke omtales.

Miktionssynkope er næppe smerteudløst.

Bogens styrke er dens klare og rigelige indføring i praksis, en enkelt gang med lidt humor, som da det fastslås at »en finurlighed ved kulturelle forestillinger er, at vi ikke er klar over, at de er kulturelle«, og at en passende brug af humor giver færre klager. Bogens svaghed er dens finurlige drøvtygning på konsultationsprocessen på talrige måder uden humor.