Almen medicin i Norge

Fleksibel uddannelse, deltidsstillinger og bedre løn er nøgleord for almenmedicinen i Norge. Broderlandet er let tilgæn-geligt, og som dansk læge føler man sig meget velkommen.

I det følgende vil jeg fremlægge erfaringer fra fire år i norsk almen praksis samt facts om uddannelses- og arbejdsforhold.

Uddannelsen

Uddannelsen til speciallæge i Norge er 5-årig med krav om fire års arbejde i almen praksis og et års sygehusansættelse. En norsk speciallægeautorisation godkendes i de nordiske lande. Under uddannelsen deltager man i en 2-årig vejledningsgruppe, og der er krav til kursusaktivitet. Ved medlemskab af Den norske lægeforening dækkes rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med kurser i Norge, hvilket er en enestående mulighed for at se landet. Blokstillinger findes ikke, og sygehusdelen er valgfri mht. specialer. Deltidsstilling forlænger uddannelsestiden tilsvarende. Tidligere ansættelser efter turnus, af over tre måneders varighed, godkendes og fratrækkes uddannelsestiden. Sygehusansættelse i udlandet skal være klassificerede stillinger, men dispensationer gives. Udenlandske kvalitetskurser godkendes som hovedregel.

Forskningsarbejde bl.a. diplomopgave, ph.d.- og doktorgrad erstatter et års almenpraksis. Minimumkravet er et års arbejde i norsk almen praksis parallelt med deltagelse i vejledningsgruppe. Hovedparten af uddannelsen kan således stykkes sammen via ansættelser i for eksempel Danmark.

Den norske lægeforening vurderer tidligere ansættelse efter ansøgning.

Jeg har på intet tidspunkt følt mig som værende under et formelt uddannelsesforløb. Fra første dag har jeg arbejdet som praktiserende læge med ansvar for egne patienter, videreuddannelse og praksisdrift. Uddannelsen har fordele og ulemper i forhold til den danske, men alt, hvad man foretager sig, er praksisrelevant.

Primærsektoren i Norge

Primærsektoren er kommunalt ansvarsområde, og i mindre kommuner findes oftest en kommunal klinik, hvorimod privatpraksis dominerer i tilknytning til storbyer.

Der eksisterer flere modeller for almenlægers ansættelse. Nogle er kommunalt ansat med fast løn, andre driver privatpraksis som i Danmark, og andre igen har aftaler, der kombinerer disse alternativer. Udviklingen går i retning af et mere liberalt erhverv.

Der er ikke krav om speciallægeautorisation for at arbejde som alment praktiserende læge, men det udløser ekstra honorering. Man kan købe en lægepraksis umiddelbart efter turnus, og mange læger arbejder i egen praksis og uddanner sig parallelt hermed. Kommunen kan, mod honorering, disponere indtil en dag per uge af lægens tid til kommunale tilsynsopgaver. Typisk er der tale om stuegang ved plejehjem eller børneundersøgelser.

Arbejdet

Lægen har gode muligheder for at udrede og behandle, dels fordi mange undersøgelser kan bestilles direkte, for eksempel ekkokardiografi, CT og MR-scanninger, dels fordi flere læge- og laboratorieydelser honoreres sammenlignet med danske forhold. Tidstakster kan bruges og repeteres på alle typer konsultationer, hvilket sikrer god honorering uanset tidsforbrug. For urutinerede, eller hvis man vil indarbejde nye behandlingsformer, er dette en stor fordel. Takst for samtaleterapi kræver ikke tillægsuddannelse. Sygebesøg foretages efter lægens vurdering, men forekommer næsten ikke, idet patienten kan hentes med ambulance. Telefontid for lægen er ikke påbudt.

Socialmedicinske problemstillinger udgør en væsentlig henvendelsesårsag, og lægen har, på godt og ondt, en central rolle som kobling mellem patient og det offentlige.

Mødeaktivitet og transport honoreres godt. Norske patienter betaler 1.500 kr. per år i såkaldt egenandel, hvilket synliggør den økonomiske side af lægens arbejde, noget man i starten kan finde ubehageligt.

Et ypperligt hjælpemiddel er Norsk elektronisk legehåndbok, som er et professionelt opslagsværk, primært designet for almen praksis. Værket opdateres kontinuerligt, opgiver referencer, giver hurtigt praktisk anvendelige svar og har omfattende patientvejledninger lige til at printe ud. Jeg har endnu ikke set et andet opslagsværk af samme kvalitet, og jeg håber, at tanken om at indarbejde en oversat version i sundhedsportalen realiseres.

Man har pligt til at deltage i lægevagt kl. 16.00-08.00. Enkelte steder er der vagtfællesskaber med lav vagtbelastning og fri kl. 23. Vagtarbejdet er ofte en ensom affære med risiko for alvorlige akutte problemstillinger. Ambulancepersonalet og Norsk Luftambulance er gode støttespillere for vagtlægen.

I yderområder er der generelt mange relativt dårlig betalte vagter. I byområder findes mulighed for vagtfri og kortere velbetalte vagter.

Arbejdsbelastningen i dagstiden beregnes som 300 tilmeldte patienter per arbejdsdag forstået således, at fem ugentlige arbejdsdage menes at servicere 1.500 patienter. Dette giver en typisk listestørrelse på 1.200 patienter, 15-20 konsultationer per dag fire dage per uge og en dag med kommunale tilsynsopgaver. Det er naturligvis tilladt at have væsentlig flere patienter. Ved deltidsstilling kan man kræve reduceret listestørrelse.

Økonomiske forhold

For sammenligneligt arbejde er lønnen højere end i Danmark. Afhængig af ansættelsesform, antal patienter, antal ydelser og driftsomkostninger tjener man, uden vagter, fra 700.000 NOK og opefter. Privatpraktiserende tjener mere end kommunalt ansatte, som til gengæld har andre fordele. Vagtindtjeningen er variabel, men kan udgøre flere hundrede tusinde per år. Totalskatten ligger på knap 50%, men der er gode muligheder for lavere skat pga. gode fradragsregler og et særligt 4-årigt udlændingefradrag på 15% for ansatte med midlertidigt ophold. Leveomkostningerne er højere.

Ved at indgå aftale med kommunen om leje af lokaler og personale er det muligt at starte privatpraksis uden at inve-stere penge. Salg af praksis med goodwill ses i stigende grad, og prisstatistikken viser opadgående tendens.

Ansættelse via vikarbureauer er velegnet til kortere vikariater, men ved længerevarende ophold er det bedre og billigere at arrangere tingene selv. Kommuner i yderdistrikter stiller sig ofte velvillige over for pakkeløsninger, hvor flytning, bolig, daginstitution, job til ægtefælle og bonusordninger indgår.

Man bør være omhyggelig med udformning af kontrakten, og det anbefales at rådføre sig med personer, som har erfaring heri.

Generelt

Børnefamilier har det godt i Norge. Der er bl.a. gode institutioner med mange friluftsbørnehaver og gode barselorlovs-ordninger. Deltidsstilling er udbredt, afstande mellem arbejde, børnepasning og hjem er små. Det er nemt at finde storslået ren natur. Jagt, fiskeri og skimuligheder er lige ved døren. Jeg har erfaret, at man som alment praktiserende læge i Norge har gode muligheder for at tilrettelægge et optimalt kompromis mellem familie, job og fritid, og som det fremgår, er jeg begejstret for den norske model. Hvis nogen har fået blod på tanden, er det bare at kaste sig ud i det - det kan ikke gå helt galt.

Yderligere information om ledige job, arbejdsforhold etc. fås på www.legeforeningen.no