KRONIK Almen praksis er nøglen til fremtidens sundhedsvæsen

Sundhedsvæsenet forandrer sig, og almen praksis' rolle i den store sammenhæng er i øjeblikket under udvikling.

Men en ting er sikker: Behovet for almen praksis er stort, og i takt med, at vi får supersygehuse med øget specialisering, kortere indlæggelsestid og mindre helhedstænkning, bliver almen praksis det eneste sted, som patienten har, hvor hele patienten bliver set. Der er på sygehusene fokus på bedre arbejdsgange, hvilket jo betyder, at vi i almen praksis i dag kan få patienterne meget hurtigere igennem visse forløb på sygehusene, end vi før har oplevet. Kræftpakker og andre forløbsbeskrivelser giver almen praksis mulighed for, at vi kan få vores patienter udredt og behandlet meget hurtigere end tidligere. Det er tidsbesparende for almen praksis. Men det betyder også, at sygehusene i højere grad bliver afhængige af henholdsvis en god opfølgning fra og en god og tilgængelig dialog med almen praksis, hvilket på kort sigt øger presset på almen praksis.

Almen praksis som omdrejningsakse

Kommunerne er kommet på banen i langt højere grad, hjemmesygeplejen opruster og kan flere ting i hjemmet; de kan holde patienten i eget hjem i flere situationer, og de vil i højere og højere grad forholde sig til almen praksis som den lægefaglige ekspertise. Det kan også være tidsbesparende for almen praksis. Men det giver et øget behov for en tilgængelig og kvalificeret almen praksis. Almen praksis kan blive en mere og mere central aktør i sundhedsvæsenet, og det kan give almen praksis en plads som selve omdrejningsaksen i fremtidens sundhedsvæsen. Almen praksis står – som resten af sundhedsvæsenet – i en brydningstid, hvor det er illusorisk at forestille sig, at man blot kan fortsætte med at drive almen praksis, som man har gjort i de sidste 60 år. Men de almenmedicinske kerneværdier – kontinuiteten, kendskabet til patientens helhedssituation, individualiseringen af indsatsen, kommunikationen, tilgængeligheden – skal i den grad bibeholdes og udvikles, for det vil være fundamentet for et velfungerende sundhedsvæsen. Kig ud i verden, hvor sekundærsektoren er omdrejningsaksen – det er dyrt og dårligt. Så almen praksis skal være det centrale i fremtidens sundhedsvæsen.

Supersygehuse som serviceorganer

Supersygehusene kan fremover blive nogle højtspecialiserede og effektive ”serviceorganer” for almen praksis, hvor almen praksis fodrer sygehusene med opgaver i en god dialog med højtuddannede specialister samtidig med, at vi bevarer overblikket og kontinuiteten for den enkelte patient. Men denne proces vil kræve, at almen praksis går ind i det med åbent sind og velvilje. Vi skal kunne acceptere, i en overgang, at påtage os enkelte nye ekstraopgaver, som umiddelbart ligner opgaveglidning, men som på sigt blot styrker almen praksis' position i det samlede sundhedsvæsen. Vi skal tænke nyt, kreativt og innovativt, finde smarte løsninger, som vi skal dele med hinanden. Vil vi det? Eller ønsker vi, at almen praksis skal være, som den altid har været? Og hvad vil alternativet i så fald være? Risikoen er jo, at man i planlægningen af fremtidens sundhedsvæsen marginaliserer almen praksis, hvis sektoren vurderes at være alt for fodslæbende. Det vil være til stor skade for patienterne, som har brug for en kvalificeret tovholder. Specialiseringen af sundhedsvæsenet er kommet for at blive; der er tale om en global udvikling, som der er gode argumenter for. Alle vil ønske sig at modtage den mest opdaterede og kompetente behandling til hver en tid, hvis man blev syg, frem for en suboptimal behandling på et mindre sygehus, som situationen kunne være tidligere. Det giver også fremover en forventning om, at den tjeneste, som almen praksis leverer, er af høj standard og ikke varierer voldsomt afhængig af f.eks. geografi. Derfor bliver vi også nødt til at sikre, at der er praktiserende læger til alle her i landet.

Lægedækningsproblemet skal løses

Vi bliver nødt til at kigge på et system, som kan tage højde for de socioøkonomiske og helbreds- og livsstilsmæssige forskelle, der er i landet, således at de belastede eller på anden måde ikkeattraktive områder bliver tilgodeset. Men er vi, som sidder i de attraktive byer med de gode veldrevne praksis, hvor vi har et overskueligt arbejdsliv og kan få en pæn goodwill for vores praksis, interesserede i det? Jeg mener ikke, at vi har noget valg. Vi skal simpelthen finde en løsning på lægedækningsproblemet. Vi må gøre det attraktivt for læger at slå sig ned for en kortere eller længere periode i de ikkeattraktive områder, og vi må tænke alternativt for at finde løsninger, som virker.

Mange praktiserende læger rundtomkring i landet er trængte af mange arbejdsopgaver allerede. Faget som enhed har et ansvar for at hjælpe og støtte kolleger med f.eks. oprettelse af en ”udrykningsstyrke”, som kan gå ind med råd, vejledning og eventuel vikardækning. Men det er også af største vigtighed, at politikerne indser dette og ikke bare tromler almen praksis ned med nye opgaver, hvor der ikke følger resurser med. Almen praksis skal gå konstruktivt ind i løsningen af opgaverne, men vi skal ikke væltes omkuld. Det kræver en tæt, ligeværdig og tillidsfuld dialog mellem almen praksis og politikerne, og det er af største betydning, at dette prioriteres.

Pas på gentagelser fra foråret 2013

Hvis almen praksis bliver trådt tilstrækkeligt meget på igen, kan man sagtens forestille sig, at man på et tidspunkt vil opsige aftalen med det offentlige, hvilket var meget tæt på at ske i foråret 2013. En sådan situation vil have voldsomt ødelæggende konsekvenser for hele sundhedsvæsenet. Respektfuld dialog og velvilje fra begge sider vil kunne forebygge dette. Det er vigtigt, at politikerne indser, at hvis man kan udføre en ydelse til 1.000 kr. i almen praksis, som tidligere kostede 3.000 kr. på sygehusene, har man samlet sparet 2.000 kr., selvom udgiften til almen praksis er steget med 1.000 kr. Der skal være en garanti for, at der følger passende midler med opgaverne, og at der bliver uddannet flere speciallæger i almen medicin. Det er den eneste måde, hvorpå almen praksis har mulighed for at løse de nye opgaver.

Almen praksis skal til gengæld forpligte sig til at ville løse de opgaver, der kommer. Vi skal se dette som en investering i fremtiden og som chancen for, at almen praksis for alvor træder ind som den koordinerende aktør i sundhedsvæsenet fremover. Vil man det fra politisk side? Vil almen praksis det? Almen praksis er stedet, hvor patienten som helhed bliver taget bedst vare på. Ingen sygehusafdeling kan give patienten præcis det, som patienten har brug for, under hensyntagen til hele patienten. Tidligere kunne nogle af de små lokalsygehuse måske varetage noget af den funktion, men til gengæld var de sygehuse nogle gange haltende på enkelte af de specialiserede kompetencer. I dag er der kun den praktiserende læge, som kender hele patientens liv, historie og sociale kontekst. Når vi så i fremtiden samtidig får adgang til et lettilgængeligt og højtspecialiseret apparat af diagnostik og behandling og kan kombinere de to ting godt og effektivt, vil vi få et sundhedsvæsen i verdensklasse. Vil vi det?