Skip to main content

Almen praksis har en fremtid med en fælles vision

Praksisudviklingskonsulent Lars Foged, Skjern, Region Midtjylland, E-mail: lars.foged@dadlnet.dk

2. mar. 2007
6 min.

Ved at følge den aktuelle debat om praktiserende lægers arbejdsforhold dag og nat kunne man få den tanke, at nu ramler det for almen medicin; ikke som fag, men som den daglige organisation, hvori faget skal udøves. Den debat er det bedste, som er hændt i flere år. Nogle synes, at »nu er nok nok«, nu kan vi ikke holde til mere, mens andre vil tage endnu mere land til almenmedicinske ydelser. Vi må endnu en gang debattere, om vi skal holde fast i den fælles vision om almen praksis som indgangsporten til sundhedsvæsenet, eller om der skal være specialordninger region for region.

Debatten om kerneydelsen evig aktuel

Må jeg minde om en tilsvarende og væsentlig debat for 6-7 år siden om kerneydelsen i almen medicin. En debat, en konsensuskonference og et PLO-manifest om de centrale værdier for faget almen medicin. Jeg havde fornøjelsen dengang at styre flere debatmøder landet over, og det var samme sang vi hørte. Vi kan ikke mere, vi skal af med attesterne, vi kan udlicitere børnene til sundhedsplejersker, de gravide til hospitaler og jordemødre, vagten skal væk, de ældre skal passes i sygehusene. Der var seriøse forslag på hvert mødes start, men eftersom møderne skred frem, var alle elementerne inde i varmen igen. Gennem refleksion og debat blev slutmålet stort set hver gang, at »det hele hører med«, for at vi kan tale om almen medicin som et fag. Man gentilvalgte alle delområder.

Sådan går det formentlig også denne gang, men måske skal man gå mere radikalt til værks og holde sig den helt centrale ydelse for øje, nemlig mødet mellem læge og patient. Ud fra den basale erkendelse bygges organisationen - og de fysiske rammer - op, og vi må se, hvor lægens tilstedeværelse er central, og hvor den er mindre væsentlig. Det handler om, at de læger, vi nu har for tiden, skal kunne prioritere og bruge deres krudt, hvor det er bedst brugt. Og de skal uddelegere i egen organisation og lade andre, kommuner og hospitaler, tage over, hvor de er bedst.

Ændring i fysiske rammer og samarbejdsformer

I det tidligere Ringkjøbing Amt har nøden for længst lært nøgne læger at spinde. En ændring i almen praksis' fysiske rammer er fejet over stepperne, læger søger sammen i bofællesskaber og moderniserede lokaler som aldrig før. Minderne om tidligere tiders store kompagniskaber skræmmer, så nu er trenden samarbejdspraksis, som giver langt flere frihedsgrader og dæmper konflikterne. Paramedicinsk hjælpepersonale, sygeplejersker og bioanalytikere ansættes som aldrig før, og sekretærfunktionerne kvalificeres. Lægerne har indset vigtigheden af ledelse og organisation i egen praksis og afstikker langsigtede og ofte dristige mål. Det er ikke en udvikling, der er kommet af sig selv. Lægerne investerer megen mental energi og mange penge i fysiske rammer uden sikkerhed for senere salg men med sikkerhed for, at hvis ikke man agerer, dør klinikken ved næste generationsskifte.

Forholdene for almen praksis er vidt forskellige fra by til land. I landets største byer præges praksismønstret af mange små lægeklinikker, i resten af landet og specielt i blandede by- og landområder er der mange større enheder, som har bedre muligheder for at kunne udnytte hjælpepersonale ved at have fysiske rammer for bl.a. akutbehandling, laboratoriearbejde, selvstændige sygeplejerskekonsultationer m.v.

Dagtidens mange nye krav bl.a. om opgradering af den omsorg, vi altid har haft i relation til kronisk syge patienter, og behov for endnu mere tovholderfunktion og shared care har ikke rokket ved, at vi her på egnen fortsat anser akut visitation og akut behandling af småskader som en kerneydelse for vore egne patienter i dagtiden. Alternativet er en kørsel for patienten på op til 50 km til en lukket skadestue, som vi har haft det i mindst 25 år. Sundhedsstyrelsens nye rapport om akutberedskabet foreslår lignende ordninger for hele landet. Skal det lykkes, skal almen praksis påtage sig opgaven - og hvorfor skulle vi ikke det? Tingene hænger jo sammen, og vi må indrette almen praksis efter vores fælles vision - og overenskomst.

Almenmedicinske vagtydelser

I vagten er ansvarligheden for vores egne patienter konverteret til »ansvarlighed for fælles patienter«. Og de skal have samme gode behandling. Man kan være bange for, at den ansvarlighed og meningsfylde - for at bruge et stort ord - er gået fløjten. Big is not always beautiful. Vagtordningerne er blevet så rationelle og så store, at visiterende læger knap nok kender forskellen på Tarm og Odder, Nykøbing eller Hadsund. Man har ikke forstået, at den sparsomme lægelige arbejdskraft skal bruges på det, som læger er bedst til, nemlig at være læger, at visitere lægeligt, at diagnosticere og anstille en behandling. Praktisk hjælp skal på hele vejen gennem kæden. Erfarne ikkelægelige koordinatorer kan ordne logistikken langt bedre end læger, erfarne sygeplejersker kan i et team med lægerne klare den akutte behandling. Falck eller taxa kan fragte dårlige patienter til lægevagtsklinikker, frem for at lægerne - i hvert fald på landet - bruger 4/5 af deres tid på landevejene i en lun taxa med et dameblad m/k. Vagtklinikkernes modydelse - opbygget sammen med regionen - må være ordnede arbejdsforhold for lægerne og det tilstrækkelige hjælpepersonale og dermed rimelige ventetider og bedre behandling for borgerne.

Opgaverne ens - udfordringer og løsninger forskellige

Variationen i praksisklinikkernes størrelse og organisation og vagtordningernes opbygning over det ganske land ændrer ikke ved, at kerneydelserne for faget almen medicin er stort set de samme, dag og nat, i by og på land: Tilgængelighed og faglige kvalitetsydelser herunder en enstreget visitation. Forskelligheden ligger i, hvordan man løser opgaverne både i dagtiden og i vagten i de forskellige organisationer. I tyndt befolkede områder har man et stort rekrutteringsproblem, der ikke bedres ved obligatorisk vagt og relativt mange lægetimer i vagten. I byerne har man lokaleproblemer, der hindrer rationel praksisdrift. Måske er tiden netop nu inde til at tage regioner og kommuner i hånden og få lokale løsninger på lokale behov. Landområderne har bydende behov for sammen med regionerne at få en rationel vagtordning, som ikke bruger kostbar lægetid om natten. Byerne har brug for at få kommunerne til at indse, at gode fysiske rammer for lægerne skal tilgodeses i byplanlægningen, evt i forbindelse med offentlig byggeri. Amterne og nu region og kommuner har over landet set interesse i at organisere faglige bofællesskaber. Lad os gå ind i den trend og samtidig dygtiggøre os i at organisere arbejdet i den enkelte klinik med de læger, vi har, og det gode personale, vi kan få.

Udfordringen er en fælles vision

Nogle har fremført, at manglen på praktiserende læger kan ændres med et snuptag ved at ændre normtallet - jeg gyser ved tanken - og andre faggrupper står på spring for at overtage dele af vores opgaver. Almen praksis står sig ved at være klar i mælet i opfattelsen af sine opgaver på landsplan. Hvis vi mener, at vi kan løse opgaverne, skal både den enkelte klinik og vores landsorganisation have løsninger, som kompenserer for den aktuelle lægemangel - for både by og land. Lykkes det ikke, og er der ikke solidaritet mellem by og land, er en farlig virus er på vej ind i faget almen medicin, nemlig udtrætning, meningsløshed, fraskrivelse af nogle af vore kerneydelser og sluttelig opløsning af faget, som vi kender det.

Ansvaret for at tage skeen i den anden hånd, give arbejdsglæde og have meningsfyldte opgaver både i dagtid og i vagten er for en stor del vort eget, ligesom vores medparter regionerne og nu også kommunerne, skal have forståelse for fagets aktuelle rekrutteringsproblemer og spille med, så vi overlever - dag og nat - i alles interesse.