Skip to main content

Almen praksis i førersædet ...

Peter Vedsted, p.vedsted@alm.au.dk

18. feb. 2011
3 min.



Hver dag henviser almen praksis tusinder af deres patienter til undersøgelser, ambulante forløb og indlæggelse. Sammen med f.eks. fysioterapeuter og praktiserende speciallæger er hospitaler og andre dele sundhedsvæsenet reelt afhængige af, at alment praktiserende læger vil henvise netop til dem.

Alligevel har jeg hørt om, at patienterne skal vente, ikke oplever sammenhæng, oplever fejl og svigt, at forløb afbrydes uden en plan, at patienten sendes tilbage til egen læge uden at være færdigbehandlet etc.

Nu er det jo statens og regionernes politikere og administrationer, der gerne vil sikre, at borgerne får de rigtige sundhedsydelser. Det skal være til rette pris og kvalitet. De senere år har dog været præget af budgetoverskridelser og øget tilgang af resurser til sygehussektoren. Samtidig har vi manglet at se et tydeligt udbytte af netop den indsats. Kunne man forestille sig, at man skulle sætte nogle andre til at købe sundhedsydelser til patienterne?

Hvem er det, der kender og hører patienternes behov, får tilbagemelding om sygehusets indsats, ser effekten ude i hverdagen, hver eneste dag navigerer rundt i sundhedsvæsenet, har overblik over det samlede behov for sundhedsydelser og ved, hvilke der kan klares på et langt lavere omkostningsniveau?

Hvem er det, der dagligt skal samarbejde med hjemmesygeplejersker, kommune, sygehuslæger og praktiserende speciallæger?

Hvem er det, der modtager over 40 mio. henvendelser om året fra hele den danske befolkning om at få adgang til hele det danske sundhedsvæsens fantastiske faglige kunnen?

I Storbritannien har man i denne tid den endelige politiske behandling af en ny stor reform af det engelske sundhedsvæsen (GP commissioning). Man ønsker at have praksis som »storindkøber« af sundhedsydelser. Det vil man gøre ved, at almen praksis skal danne konsortier, der så skal lave aftaler med leverandører af f.eks. diagnostiske undersøgelser, ambulante behandlinger og operationer. Noget, man også kender en smule til fra nogle nordamerikanske sygeforsikringer.

Hvis leverandøren lever op til forventningen, kan ordren fornys, hvis man vel at mærke leverer til en passende pris. Med dette system håber englænderne at skabe et sundhedsvæsen, hvor ydelserne bruges på baggrund af et kendskab til patienternes behov og evaluering. Og lægerne kan stille krav til hastighed, kommunikation og kvalitet. Og hospitalerne skal gøre sig til.

En anden virkning, man satser på, er, at man får meget større fokus på al den behandling, der foregår uden for hospitalerne. Sygehusene får et incitament til at servicere almen praksis, og der kommer fokus på variationen i kvalitet og brug af sundhedsydelser. Og administratorerne kommer ud af deres kontorer og ud, hvor der rigtigt flyttes sundhed!

Det har krævet mod af de engelske politikere at indrømme, at de skal sætte rammerne og sigtelinjen, men at det er almen praksis, der i et tæt samarbejde med administratorer og de øvrige sundhedsprofessionelle skal sikre verdens mest effektive sundhedsvæsen. Og en modig almen praksis, der vil løfte opgaven og kender sit ansvar for befolkningen. Tænk sig - pludselig forstår man, at det at være gatekeeper ikke drejer sig om at rationere på andres vegne, men om at være i førersædet.