Almenmedicinsk lægekonsulent i Patientklagenævnet

PLO kan sole sig i tilfredshed fra deres kunder ved alle offentliggjorte undersøgelser heraf, og det lille antal klagesager over primærsektoren (årligt ca. 350 fra praksis og 150 fra lægevagten) i forhold til de 35 millioner årlige kontakter (heraf to millioner i vagttid) bekræfter jo dette - det svarer til en klage per 100.000 kontakter i dagtiden og en klage per 10.000 kontakter i vagten. Til sammenligning er der 2.000 klager over to millioner patientforløb i sekundærsektoren - en per 1.000. Generelt »frifindes« ca. 90% af lægerne i klagesager.

Patientklagenævnet beskyldes undertiden for at holde hånden over lægerne og slet ikke »straffe« nok læger. At disse påstande stadig fremføres, må skyldes, at patientforeninger og vrede politikere ikke har forstået, hvorfor så mange klager må afvises.

Konsulentarbejdet

Der er altid en kollega fra samme speciale, som giver sin faglige bedømmelse af lægens handlinger i hver enkelt klagesag - om hvorvidt lægen har handlet inden for eller under »almindelig anerkendt faglig standard«. Konsulenten prøver så at sætte sig ind i situationen i klagen - hvad kunne lægen vide inden kontakten, hvad ville det være rimeligt, at lægen foretog sig - og hvad kunne patienten ikke forvente, at der blev gjort? Ud fra sagens akter får konsulenten meget hurtigt et bestemt indtryk af, om lægen har gjort sit arbejde ordentligt - eller om der er sjusket og forsøges bortforklaret. Det er ganske sjældent, at nævnet giver påtale, uden at konsulenten har fundet, at der var handlet under standard.

Sager med påtale

I mine tre år som lægekonsulent har jeg set 400 klagesager og har heraf set afgørelsen på de 349. Seks ud af 166 praktiserende læger og 37 af 264 vagtlæger i mine sager er bedømt til at have overtrådt lægeloven - oftest § 6 om »omhu og samvittighedsfuldhed«. De har dermed fået en disciplinær påtale, en »næse«. En enkelt vagtlæge fik forstærket påtale (»indskærpet at udvise større omhu i fremtidigt virke«), og en er bedømt at have overtrådt § 18, hvilket medfører politianmeldelse. Det er klart, at jeg selv stort set er enig i disse afgørelser.

Sager uden påtale

96% af de alment praktiserende læger og 86% af vagtlægerne ansås for ikke at have overtrådt lægeloven. Blandt de »frikendte« var der dog 12%, hvor modstridende oplysninger fra læge og patient hindrede opklaringen af de faktiske begivenheder. Tvivlen kommer den anklagede til gode, og lægen frifindes pga. manglende bevis - en noget utilfredsstillende udgang for alle parter.

I ca. 10% udtaler nævnet, at lægen ganske vist ikke har overtrådt lægeloven , men at det havde været hensigtsmæssigt, om der var handlet anderledes i forløbet. Disse sager repræsenterer bestemt ikke branchens stjernestunder men betegner nærmest undergrænserne for »almindelig faglig standard«.

I omkring halvdelen af sagerne uden påtale skyldes klagen patienternes ukendskab til almindelige sygdommes forløb eller meget atypiske/sjældne sygdomsforløb, hvor en praktiserende læge eller lægevagt ikke med nogen rimelighed kan forventes at stille diagnose i rette tid. Blandt klagesagerne er der mange helt uventede alvorlige sygdomsforløb og mange dødsfald, som naturligt nok kan føre til mistro til lægeindsatsen. Det er blot oftest ubegrundet. I enkelte tilfælde skyldes klagen åbenbart specialisternes udtalelser til patienten, efter at endelig diagnose er stillet, men dette faktum kan sjældent verificeres i hospitalsjournalerne.

I et mindre antal af sager uden påtale er årsagen til klage skuffede forventninger til »systemets« indsats. Der klages over afvisning af lægevagtsbesøg, indlæggelser m.v., som lægefagligt (og fuldt korrekt) er fundet unødvendige. Dertil kommer sager, hvor der klages over, at faktisk udførte ydelser ikke er udført. Der er yderligere i denne gruppe helt fiktive klager, som slet ikke passer med konsultationsdatoer eller journalnotater. Klagerne får selvfølgelig ikke medhold i de sidstnævnte sager, men sagerne burde egentlig afvises under sagsbehandlingen inden endelig nævnsbehandling.

Nogle klager er nok foranlediget af uvenlige og trætte lægevagter. Forbavsende mange lægevagtsklager stammer fra de kendte fortravlede tidspunkter på helligdage og om natten. Reelle prioriteringshensyn figurerer ofte i forklaringerne på ventetider, omvisitationer m.v.

Men ingen læge har i »mine« sager forsvaret undladelser med træthed eller arbejdsmæssig overbelastning, selvom det kunne være den sandfærdige årsag. Kommende års mangel på læger og lægevagter vil måske medføre situationer, hvor alternativet til en træt ældre læge er ingen læge overhovedet, og hvor fejl på den konto ikke med rimelighed vil kunne bebrejdes den læge, som presses af samfundet til at påtage sig de afgåede kollegers arbejde.

Journalføringen

Jurister opfatter det nedskrevne som udført, mens lægerne kan have tendens til at udføre relevante handlinger på rutinen og glemme at journalføre disse fuldt ud. Juristen vil principielt mene, at det ikkejournalførte nok heller ikke er udført. Journaler fra almen praksis er ofte kortfattede, men de afledte henvisninger, laboratorieprøver m.v. giver som regel klart indtryk af lægens tanker. I lægevagten føres på grund af tidspresset i endnu mindre grad detaljeret journal. Til klagesagen kan lægen efterfølgende beskrive, hvad den objektive undersøgelse har indeholdt eller plejer at indeholde. Det accepteres, om end kritisk. Til gengæld vil det journalførte betragtes som udført. At nogen læge kunne finde på at journalføre ikke udførte handlinger er åbenbart helt utænkeligt. I visse tilfælde accepterer nævnet, at lægen har gjort som efterfølgende beskrevet, men altså ikke journalført oprindeligt. Til gengæld har man så givet påtale for dårlig journalføring.

Lægevagten

Specielt for lægevagten er der ikkelægefaglige forhold, som medvirker til dårligere journalføring. Visse steder må vagtlægerne føre samlet journal efter vagtens afslutning, hvilket selvfølgelig næsten garanterer for mangelfulde journaler. Det mest anvendte og ellers velfungerende edb-program for lægevagtsjournalføring har også skavanker. Det er umuligt at lave tilføjelser i teksten, hvis man umiddelbart efter afslutning af notatet kommer i tanker om noget, som burde være med. Andre lægejournalprogrammer giver nogle dages frist til at rette journalnotater inden den obligatoriske låsning af teksten.

Der har også været vanskeligheder med at få fat i lægevagtsjournaler til sagsbehandlingen, fordi de hurtigt slettes i lægevagtsystemerne. Kopi må indhentes fra patientens egen læge. Det er i grunden utroligt, at Sundhedsstyrelsen accepterer, at lægevagtsjournaler kan slettes efter et par år og ikke skal gemmes i ti år som andre lægejournaler. Ligeledes er det utroligt, at lægevagtsjournalerne opbevares centralt i de lokale lægevagtscentres edb-systemer, således at den læge, som har ført journalen, ikke selv har adgang til og kan opbevare den.

Der er flere klager per ydelse og flere påtaler per klage i lægevagten sammenlignet med almen praksis i dagtiden. En mulig årsag er læge-patient-kommunikationen, som forbedres af længere tids bekendtskab. I mange sager, hvor der klages over læg er i både primær- og sekundærsektoren, er egen læge ikke er indklaget - selvom sagens forløb ikke stiller vedkommende anderledes end lægevagter og hospitalslæger. Når der så klages alene over en praktiserende læge, er det ofte over et forløb på måneder eller et par år med talrige konsultationer, som så skal bedømmes hver for sig - alt hvad den læge har gjort, opfattes som fejlbehæftet.

Hovedparten af klagerne til Patientklagenævnet får ikke medhold af nævnet, dels fordi de uheldige begivenheder kommer af sygdommens natur, og dels fordi der klages over systemmangler, som ikke er den enkelte læges fejl. At der ikke er flere klager, viser i virkeligheden, at lægerne i langt de fleste tilfælde kan forklare patienter og pårørende, hvorfor noget forløb uventet, ja måske endog med held undskylde og få tilgivelse for evt. mindre godt lægeligt arbejde.