ALOOH(A) vol. 2

Alle nedenstående informationer er formidlet på en sådan måde, at ingen oplysninger kan personhenføres.

Det er ikke mange 2’ere, som vækker samme begejstring som 1’eren. Alligevel forsøger jeg. Har I set den nye Toy Story? Nr. 4!

Selvstændighed til salg

Tre år er gået, og jeg er nu ude af fabrikken. Jeg var også kortvarigt ude i friheden, tossede rundt som bevidst inkompetent; jeg nød det. Jeg fik bogstaveligt talt vind i håret. I Thisted. Først fra den rigtige side, jeg havde nemlig endnu ikke bedt om lov til at betale 1.206 kr. for at erhverve det tillæg (selvstændigt virke, red.), der for alvor skulle give mig et fuldtidsansvar. Et ansvar med en astronomisk bunke selvstændighed, som ville få enhver forælder til at smile alle deres vågne timer om natten. Det stopper nemlig først, når jeg er 75 år [1].

Starten på studiet. Starten på KBU’en. Starten på introduktionsstillingen. Starten på hoveduddannelsen. Nu starten på ph.d.-studiet. Jeg kan vel ikke være den eneste, som har haft (og stadig har) følelsen af at skulle bygge Air Force One i LEGO med min ikkedominante hånd, inklusive inventar, uden manual. Fire gange!

Nødvendig tilfældighed

Jeg har erfaret, til min egen store bedrøvelse, at jeg ikke længere kan efterleve min egen startlyd (sådan en har alle, ikke?) »alooha« ved diktering. Ja, året er 2020, og det findes fortsat vest for bæltet. Jeg har simpelthen i bedste Ash Ketchum (Pokemon)-stil måttet tilbagekalde det sidste A i ALOOHA (Ask, Listen, Observe, Objekt, Help, Ask again) [2]. Jeg har måttet erkende, at der er en betydelig forskel på antallet af gange, hvor det medtages ift. det modsatte. Ikke fordi jeg ikke vil; patienter er jo hyggelige at tale med. Især når de starter dia(/mono)logen med »det heeeele begyndte faktisk tilbage i marts 2005 lige efter ...« ...»nej vent, jeg tror søreme det var i april – HENNING! Kom lige herhen; var det i marts eller april for 11 år siden, de pillede min blindtarm ud?« – »Så, du begyndte at hoste i fredags?«. Diagnosekode: »DR467«.

Jeg troede, det var patienten selv, som skulle agere med en engelskoversættelse af deres titel (»patient«). En læge sagde en gang til mig: »Det er kun legalt at bruge ordet 'orker', hvis man er 40+«. … Ja, eller hvis man har et sværd, som pludselig lyser blåt! Det har jeg ikke (desværre). Så jeg var tålmodig. Som alle andre konforme lemminger (red. indlæggende læger) er jeg som oftest særdeles opmærksom på patientens selvangive sygdomshistorik. Men lige i dette tilfælde vandrede tankerne et kort sekund ud af Thisted. Der tilbragte jeg 12 måneder i min delvist (u)frivillige KBU, altså i Thisted. Uden manual. Fordelingen af vores personlige KBU-nummer er som nødvendighedens jernhånd, der ryster tilfældighedens raflebæger [3]: uden mening, delvist overladt til tilfældighedernes muligheder. Men vi har selv ansvaret for udfaldet i sidste ende. Og det blev forrygende. Også selvom jeg ikke altid nåede at komme til det sidste ’A’. Jeg håber, jeg fik det hele med. Alooh.

Refraktær lærdom

Akutmodtagelserne er (lidt for tidligt) blevet alle lemmingernes favoritspot (de tør i hvert fald sjældent sige andet). Jeg vandrede nu for første gang fuldstændig frivilligt fra stue til stue, uden manual. Sen aften kom jeg ind på stue 4. Lidt let på tå, for den (patienten) var jo grøn. Dog nu, en begyndende blegere kulør.

RF 9, måske 7 (jeg brugte de 15 sekunder anderledes), snorkende vejrtrækning, saturation 98%, siddende slap foroverbøjet med eleveret hovedgærde. Melding »obs veneficium«.

Manden havde et BMI > 30 (den slags BMI, som ikke siger det fjerneste om fedtmassen) og med en del skrækindjagende illustrationer på huden. Jeg tænkte, »en tatovering er kun dekorativt farvestof, ikke tegn på et ondt menneske« (citat: ukendt blogger). Min 17-årige bror ville nok beskrive ham buff, bald og baaad – med andre ord, han lignede én, Arnold S ville træde to skridt væk fra. Men jeg havde lige betalt for mit ansvar. Så med en formodning om lav GCS, gjorde jeg det eneste rigtige: Jeg trådte tre skridt væk og ringede efter en sygeplejerske. Han kom ind på stuen med destruerende øjne: »HVAD!?« I et forsøg på at skjule min begejstring for, at sygeplejersken var en han, pegede jeg på mr. Buff med en (langt fra) nonchalant manøvre: »Kan jeg (hvis jeg nu spørger pænt, og ikke ser dig direkte i øjnene) få 0,4 mg naloxon ind i det der venfl… (erkender midt i sætningen, at der ikke er skyggen af i.v.-adgang i de gigantiske blækdekorerede arme, med tilnærmelsesvis pulserende vener)…on, som du lige anlægger også?« Det skete overraskende hurtigt. Og så var han (altså sygeplejersken) væk. »Men! – P.s. Vil du blive hos mig?! Bare in case at min ordination for en gangs skyld virker!?« Ex juvantibus. Den virkede … Jeg ville hellere være på bjørnejagt i Sibirien den nat. Med en pisk! Alene og uden merinould. Note to self: F*** B-problemer – altid refrakte doser. Her undlod jeg det sidste ’A’, bevidst. Modighed var højt på ønskelisten. Alooh.

Midnat, 31. december

Det var lige akkurat ved at være midnat den 31.december, da Falck kom ind til mig med en febrilsk forælder i hælene: »Teenager, har det mærkeligt, nu GCS 13 (pause, tilbagekig) ALDRIG indtaget alkohol før«. Ja – right. 00.05 opstod der apnøperioder, GCS 9-7-3. Det vigtigste som lemming er at vide, hvilken ven man skal spørge og hvornår (og have telefonnummeret bag på sit navneskilt!).

Efter et par timer var det jo nytårsmorgen, så jeg startede med at overholde mit nytårsfortsæt – husk alle bogstaverne, også det sidste A, hvilket resulterede i et modspørgsmål: »Hvorfor fanden har jeg ondt 'DERNEDE'!? Og i mit hoved?!«. Jeg anser egentlig ikke mig selv som polemisk. Men der skulle jo tages en drugtest. Og nå ja, vi var lige et kort øjeblik renonce i natriumklorid. B før C. Tømmermænd kan erhverves selv og vel behandles selv. Tarvelig og alternativ løsning på (forælder-) problemstillingen. Alooha.

Byggeplads for begyndere

Min farmor spurgte mig for nylig: »Skal du aldrig være færdig, Rikke?!« – Nej, aldrig!

Blot tre uger som ph.d.-studerende kan fremkalde en snært af frustration; som når tandpastatuben igen er klemt sammen i den forkerte ende; og det er helt bestemt aldriger forårsaget af en selv. Og selvom det meste var klogt, da det var inde i mit hoved, så sker der noget på vejen ud. Det havarerer, som i et kalejdoskop af upassende pangfarver [4]. Men, at være bekymret er som at blive skuffet to gange [5].

Lægens liv er ikke særlitg heroisk, men vel nærmere en smule heuristisk. Jeg købte for nylig et flyvende LEGO-fartøj: Star Wars Millenium Falcon. Med håbet om, at der medfølger en lille vejledning i fremtiden. Helst én, som ikke er fabrikeret af pseudomedarbejdere eller skrivebordsrevolutionære. Det var nok mest for at forberede mig selv på livet efter de 30. Der medfulgte 1.433 dele og en manual på 199 sider. Ingen brik var overladt til tilfældighederne. Men bedst af alt: Den er eksklusive Trump, men inklusive Chewbacca og flugtfartøj! Det skal nok gå.

Læs ALOOHA 1 her