Alt det, der truer

Jeg bruger ikke synderligt meget tid på brevkasser, der berører emnet sundhed, for jeg bliver bare så grundigt deprimeret af alt det, der truer med at give mig cancer. Derudover synes jeg, at det, at en subjektiv problemstilling bliver brugt til at skabe retningslinjer for alle, nærmest uundgåeligt bliver misvisende. Forleden faldt jeg alligevel i. Overskriften husker jeg ikke, men gætter på, at det var noget i retning af: »er mine nødder farlige?«, i erkendelse af min interesse for den kvindelige anatomis fortrinligheder. Hvorom alting er, så var emnet slet ikke så sexet, som jeg havde turdet håbe.

Til sagens kerne: En kvinde ristede nødder på en pande til morgenmad, og det hændte, at de blev lidt mørke. Hun ønskede at få en afklaring på, hvorvidt det var farligt at spise de små brankede herligheder, som hun så nødigt ville undvære. Brevkasseredaktøren kom ind på den skadelige virkning af tjærestoffer, og til slut blev spørgeren rådet til - for en sikkerheds skyld - at holde op med at brænde sine nødder på. Derefter fulgte Sundhedsstyrelsens anbefalinger om tilberedelse af mad. For de uindviede kan jeg kort fortælle, at disse råd i en sand symfoni af imperativer fraråder alle tænkelige former for stegning, for at slutte med: »grill med omtanke«. Med omtanke ... Den formulering er vel en kende mere dramatisk end risikoen retfærdiggør? Var det tobak eller deslige, der skulle nydes med omtanke, havde formuleringen været mere velvalgt.

»Harmløst«, tænkte jeg til at starte med. Men det slog mig, hvad denne kvinde får ud af et sådant svar - andet end dårlig samvittighed. Kan det virkelig være rigtigt, at en sundhedsfremmer skal være en instans, der med løftet pegefinger dirigerer og maler fanden på væggen? Skal vi som læger agere Den store Bastian, hver gang der er nogen, der putter smør på brødet eller steger bøf på grillen? Eller er der bagatelgrænser? Situationer, hvor livskvaliteten bør vægtes højere end fravalget af potentielt skadelige fødevarer?

Det er ikke gratis at advare befolkningen om karcinogener. Prisen for at advare for hyppigt og for bredt er immunitet. Befolkningen oplever et sandt bombardement af informationer om sammenhænge mellem en moderne livsstil og alverdens gruopvækkende lidelser. Hvis ikke nogen sorterer og tolker dette varsomt, kan det ende med, at individet lukker helt af og ikke gennemfører ændringer i livsførelse, der i konkrete tilfælde kan være påkrævet.

Hvad er der blevet af det velkendte dogme »Alt med Maade« og i stedet holde sig til at identificere og rådgive dem, som har et reelt problem eller på sigt uundgåeligt vil udvikle et?