Alt for positiv kommentar om glitazoner

I Ugeskrift for Læger nr. 3, 2007, s. 189 refereres CHICAGO-studiet, hvor pioglitazon sammenlignedes med glimepirid. Efter 72 uger var der 0,013 mm mindre progression i arteria carotis intima-media-tykkelse (CIMT) i pioglitazongruppen, hvilket var langt mindre, end forfatterne havde regnet med (0,08 mm) [1]. Henning Beck-Nielsen kommenterer: »Dette studie understreger værdien af tidlig intervention med glitazoner«, og »Metformin må stadig være førstevalg, men tidlig kombination med et glitazon må overvejes«.

Logikken er ikke helt indlysende. Patienterne kan jo ikke mærke, hvor tykke deres halskar er, og andre surrogatmarkører som f.eks. lavdensitetslipoproteinniveau og vægt steg i glitazongruppen.

Hvilken effekt har så glitazoner på risikoen for hjerte-kar-sygdom?

• I PROactive-studiet kunne man efter tre års observation af 5.000 højrisikopatienter ikke finde signifikante forskelle mellem pioglitazon og placebo - hverken i det primære endepunkt eller i de syv sekundære endepunkter, der nævnes i studiets metodeartikel [2, 3]. Forfatterne fandt statistisk signifikans ved at slå tre af de sekundære endepunkter sammen til et nyt endepunkt, men der var til gengæld mere hjertesvigt i pioglitazongruppen. Man skulle kun behandle 50 patienter med pioglitazon, for at en skulle indlægges pga. hjertesvigt [3].

• I DREAM-studiet var der, på trods af mindre diabetes, en tendens til flere kardiovaskulære hændelser i rosiglitazongruppen end i placebogruppen [4].

• I ADOPT-studiet var der, på trods af bedre glukosekontrol, signifikant flere kardiovaskulære hændelser i glitazongruppen end i sulfonylureagruppen [5].

Glitazonerne medfører risiko for bl.a. vægtøgning og hjertesvigt. De er dyre, og der er begrænset kendskab til langtidsbivirkninger. Der er aldrig dokumenteret kliniske fordele ved at sænke B-glukose med et glitazon i stedet for med sulfony-lureapræparat eller insulin.