Alt for positiv og ukritisk formidling om glycopyrronium

»Det må konkluderes, at glycopyrronium synes at have potentiale til at få en betydende plads i den fremtidige vedligeholdelsesbehandling af patienter med KOL«. Sådan afslutter Charlotte Suppli Ulrik (CSU) sin præsentation af det nyregistrerede lægemiddel glycopyrronium [1].

Glycopyrronium hører til samme lægemiddelgruppe som det ældre tiotropium. CSU refererer i sin artikel en række studier, hvor man ikke har påvist forskel mellem glycopyrronium og tiotropium i studiernes primære og sekundære effektvariabler. Hun angiver, at glycopyrronium i et studie [2] havde større effekt end tiotropium på FEV1 efter 5 og 15 minutter på dag 1, men det var hverken primær eller sekundær effektvariabel, så mon ikke det drejer sig om »signifikansfiskeri«. Og når man behandler et helt år, er det da virkelig så interessant, hvilket præparat, der virker bedst i de første 15 minutter, dvs. 0,003% af tiden? Studiet var sponsoreret af Novartis, som også havde betalt det bureau, der skrev artiklen. Sammenligningen med tiotropium var ikke blindet, så måske har en positiv forventningseffekt hos patienter og/eller behandlere spillet ind. Alligevel skriver CSU i faktaboksen: »Glycopyrronium har, sammenlignet med andre langtidsvirkende antikolinergika, hurtigt indsættende effekt«.

CSU’s positive holdning til glycopyrronium skal sammenholdes med Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF)'s vurdering ud fra stort set de samme studier [3]. Jeg citerer fra IRF’s præparatanmeldelse (bemærk, Seebri = glycopyrronium, Spiriva = tiotropium): »Seebri Breezhaler synes at være et ligeværdigt alternativ til Spiriva ved behandling af patienter med moderat til svær KOL. Imod taler, at sammenligningen med Spiriva foregik ublindet, og at såvel langtidseffekten som bivirkningsprofilen er bedst beskrevet for Spiriva«.

Hvilken funktion har CSU’s artikel om glycopyrronium, som publiceres nu ni måneder efter IRF’s præparatanmeldelse? Er det et led i markedsføringen? »Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk«, står det, men der finder jeg kun »lige til at bladre i«-udgaven uden link til ICMJE-formularen. Jeg vil foreslå, at Ugeskriftet ophører med at publicere oversigtsartikler om nyregistrerede præparater, idet de som regel sammenholdt med IRF’s præparatanmeldelser både er forsinkede og savner den kritiske tilgang.

Det er svært at spå, især om fremtiden. CSU’s opfattelse af glycopyrroniums »potentiale til at få en betydende plads i den fremtidige vedligeholdelsesbehandling« er mere interessant for investorer og marketingsfolk end for læger, som behandler patienter med KOL. Det, vi har brug for at vide, er, om der er grund til at vælge glycopyrronium i stedet for tiotropium på trods af det dårligere kendskab til langtidseffekt og bivirkninger.