Skip to main content

Alvorlige sundhedstrusler ved atomoprustning

Atommagterne arbejder med at forny og modernisere deres atomvåben for enorme summer. Atomvåben bør afskaffes, mener Danske Læger Mod Kernevåben.

Klaus Arnung (formand), e-mail: k.arnung@dadlnet.dk, Povl Revsbech, Sarah Byberg og Niels Dahm, alle medlemmer af DLMK

18. okt. 2019
2 min.

Klimaforandringer er en kendsgerning og udgør en alvorlig global sundhedstrussel, som er kommet for at blive. Med klimaforandringerne følger en accelererende forarmning af biodiversitet, som også er uigenkaldelig.

Atomvåbnene er en anden ekstremt alvorlig og katastrofal sundhedstrussel, der aldrig bør forblive en vedvarende kendsgerning i fremtiden. Vi ved, hvilke katastrofale humanitære følger detonation af atomvåben forårsager – tænk på Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Vi ved også, at detonation af selv få atomvåben kan forårsage klimaforandringer, dels grundet støv og smog i atmosfæren, der reducerer sollyset og ødelægger landbruget, dels grundet radioaktivitet.

Et katastrofescenarie vil være detonation af atomvåben i tæt bebyggelse, her skal dødstallet tælles i hundrede tusinder, og sundhedsvæsen og beredskab vil være sat ud af spillet.

Vi ved, at atommagterne arbejder med at forny og modernisere deres atomvåben for enorme summer.

Siden 1987 har INF-traktaten været en hjørnesten i atomvåbenbalancen, idet den har forbudt opstilling af kort- og mellemdistanceraketter, der kan bære atomvåben. USA har beskyldt Rusland for opstilling af nye typer raketter, og har nu opsagt INF-traktaten fra og med august 2019. Herefter har Rusland gjort det samme og beskylder USA for opstilling af missilforsvarsraketter. Der er nu frygt for et nyt våbenkapløb, som også vil true Europa.

I juli 2017 vedtog 122 lande i FN-regi en traktat, der forbyder atomvåben. Denne traktat er nu foreløbig signeret af 51 lande og ratificeret af 23 lande. Når 50 lande har ratificeret traktaten, træder den i kraft.

Et flertal i det danske Folketing har ikke ønsket at tilslutte sig forbudstraktaten.

Danske Læger Mod Kernevåben (DLMK) har i mange år arbejdet for afskaffelse af atomvåbnene, gennem oplysning og henvendelse til beslutningstagerne f.eks. ved de årlige møder i NPT-regi i FN.

Dommedagsuret stilles en gang årligt af tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists og viser nu to minutter i midnat med reference til atomkrigstruslen og klimaforandringerne. Da den kolde krig var på sit højeste, viste uret tre minutter i midnat.

Kære kolleger, styrk DLMK i kampen mod atomvåbnene.