Skip to main content

Alzheimerforeningen. Forstå demens. 2. udg.

Overlæge Kirsten Almar E-mail: kig48@hotmail.com Interessekonflikter: ingen

24. jun. 2011
2 min.

Forlag: København,

Hans Reitzels forlag, 2011

SIDER: 232

Pris: 249 KR.

ISBN:

978-8741-25-432-6

Denne bog er skrevet for at forklare demens og demenssygdommenes konsekvenser, og den afdækker sygdommene fra mange forskellige vinkler.

Da det er forskellige forfattere, der har skrevet afsnittene, kan det ikke undgås, at der er overlapninger, men jeg synes ikke, at det er forstyrrende.

Målgruppen er faktisk alle, der kommer i berøring med demens, det vil sige både patienter i det tidlige forløb, pårørende og de fagpersoner, som har påtaget sig den spændende og udfordrende opgave at tage sig af demensramte familier. Alle, der arbejder på et plejecenter, bør læse bogen, som også er god at have stående som opslagsværk.

Man har forsøgt at forklare fagudtryk, og det er lykkedes ganske godt. Jeg har fået en pårørende til at læse bogen, og han syntes ikke, at den var svær at forstå.

Bogen er skrevet med stor respekt og forståelse for de problemer, der kan opstå i en demensramt familie.

De 17 kapitler omhandler demensens historie, flere kapitler generelt om demens, hvordan undersøgelsen for demens udføres inklusive differentialdiagnoser, forskellige følgetilstande af demens, arvelighed, behandling og mange gode afsnit om, hvordan patienter med demens og deres familier kan hjælpes, efter at diagnosen er stillet. Desuden omtales problemet demens og kørekort, teknologiske hjælpemidler og meget vigtigt retstillingen ved demens.

Afsnittet om den praktiserende læges rolle lægger vægt på, at denne for den demensramte familie vigtige person har løbende kontakt med familien med 6-12 måneders intervaller, og de vigtigste opgaver for den praktiserende læge er skitseret. Der lægges også vægt på den pårørendes behov for hjælp og støtte.

En anden vigtig person for den demensramte familie er demenskoordinatoren, som helt rigtigt beskrives som den person, der kan være støtteperson i hele demensforløbet.

I de forskellige kapitler er der mange gode eksempler og mange praktiske råd om samværet med demente. Der er en liste over figurer og tabeller, desværre henvises der ikke til sidetal i bogen.

Alt i alt en letforståelig bog, som kommer rundt om hele den demensramte familie, og som bør læses af alle, der har kontakt med demente.