Skip to main content

»Hvad så med at blive psykiater?« siger jeg undervejs i samtalen. Den nybagte læge kigger vantro på mig: »Øh, men nu havde jeg jo egentlig forestillet mig, at jeg skulle være læge ...!« En stille hånlig latter breder sig i sofagruppen.

Og så går snakken. Om de triste postfestum-læger på landets patologiske afdelinger, for slet ikke at tale om retsmedicinerne, som jo på det nærmeste har opgivet lægegerningen, før de nogensinde er kommet i gang. Hvem var de, før rejseholdet gled over skærmen med en forrygende Michael Falch i hovedrollen? Og geriaterne, som slet ikke behøver at gøre sig umage, fordi hændelser som »pludselig uventet død« er uden for meningsfuld terminologi, og kardiologerne, som ikke begriber hjernens superiore herredømme.

Og det fortsætter: Neurologer er småkedelige, onkologer upålidelige, ortopædkirurger hensynsløse og kvindegale - ligesom gastrokirurgerne, der generelt er mere utro end de arrogante neurokirurger. Gynækologer er nærsynede, pædiatere er kloge, og anæstesilæger er hærdebrede, helteagtige og sexede, kun overgået af akutlægerne, som er lægestandens egentlige hjerteknusere. Ved og ved. Med generaliserede påstande, som de fleste af os kan genkende. Ikke nødvendigvis som virkelighed, men som indkodede fordomme i vores hoveder - undfanget i studietiden eller i de tidlige lægeår. Og medierne hjælper gerne til. Med udsendelser om »de upålidelige« og romanblade om heltene. Sandsynligheden for at møde litteraturens dr. Frank på skadestuen anno 2010 er så absolut større end at finde ham på et kontor i Sundhedsstyrelsen.

Da jeg for nogle år tilbage, uvist for hvilken gang, beskrev endnu et thoraxbillede til medicinernes eftermiddagskonference, under diagnosen »patologi?«, brugte jeg anledningen til venligt at nævne nødvendigheden af relevante kliniske informationer på henvisningssedlen. Den vigtigste overlæge (det er ham, der sidder ned) kiggede skarpt på mig over brillekanten: »Jeg troede røntgen var et servicefag?!« Det udviklede sig til en længere meningsudveksling om, hvorvidt man kan modtage en serviceydelse, man ikke efterspørger. Konferencen sluttede brat, da jeg til sammenligning påpegede, at det nok er de færreste, der går til frisøren uden at løfte sløret for, hvorvidt de vil ligne James Dean, John Lennon eller Bob Marley på en dårlig dag!

Dette - mit sidste indlæg i panelet - er dedikeret til en sag, der vedrører os alle. Kollegialitet. Med en opfordring til at omtale lægefagets bredde og muligheder med respekt. Både i det tværfaglige, interkollegiale rum, og måske i særdeleshed over for de studerende, vi dagligt underviser. Hvis man hver dag lægger øre til, at »vagthavende radiolog altid er så sur!« eller »på gas.kir. piller de først din raske blindtarm ud, og derefter dør du af lungebetændelse!«, må man nødvendigvis starte sin karriere med et fuldtegnet fordomskatalog i kittellommen. Og det tager som bekendt væsentlig længere tid at nedbryde et dårligt rygte end at skabe det. Og hvis ikke engang vore fagfæller kan forvente en anstændig omtale, kan det ikke undre, at andre sundhedsfaglige samarbejdsgrupper også indimellem står for skud. Til eksempel fik jeg ros engang. Af en kollega. For min fantastiske måde at »håndtere de lede plejepersonaler på«. Den lader vi lige stå et øjeblik ...

Den konstante fornyelse og omtænkning af de kliniske ophold giver - forhåbentlig på længere sigt - bedre mulighed for, at de kommende læger kan skabe deres egne erfaringer for, at alle læger - ja alle sundhedsfaglige grupper - er vigtige, for at puslespillet kan gå op. Husk det, næste gang I verbalt ryster på hovedet af en usikker lægevagt, der indlægger en patient med noget - i jeres øjne - banalt. Vendt på hovedet kunne en rosende omtale af andre specialer måske ligefrem føre til, at de nye yngre læger fik lyst til at varetage et job i netop det speciale, I selv allerhelst vil slippe for! Det giver da mening ...