Skip to main content

Anatomy in diagnostic imaging

Fleckenstein P, Tranum-Jensen J.

2. nov. 2005
2 min.

Second edition

Billeddiagnostisk anatomi er en vigtig del af den lægelige uddannelse og den daglige klinik. Billeddiagnostikken bliver bedre næsten dag for dag, og i dag behøver man ikke dissektion for at se en mængde strukturer. Fremkomsten af tværsnitsdiagnostik viser langt flere strukturer end den konventionelle radiologi, som var enerådende i næsten 80 år. Specielt fremkomsten af MR med dens store bløddelsopløselighed har gjort, at man kan vise mange strukturer. Et godt anatomisk atlas er uundværligt.

Peter Fleckenstein & Jørgen Tranum-Jensen udgav i 1993 »Anatomy in diagnostic imaging«. Det var et fornemt stykke dansk arbejde, som er blevet vel modtaget rundt omkring i verden. Nu er bogen udkommet i en ny og revideret udgave. Dette atlas indledes med et teknisk afsnit. Relevansen af dette kan diskuteres. Af forordet fremgår det, at det er blevet revideret, men eksempelvis følger afsnittet om kontraststoffer ikke den nyeste nomenklatur.

Anatomien er blevet ajourført i henhold til den nyeste nomenklatur. Der er kommet flere MR-billeder af hjernen og CT-billeder af thorax. En serie om normal knogleudvikling er kommet til. Der er også tilføjet en CT-serie om hånden og om sinus. Nogle billeder er blevet udskiftet. Det er absolut et vigtigt atlas for den studerende og såmænd også for klinikere, der med mellemrum kigger på røntgen-, UL-, CT- , scintigrafi- eller MR-billeder. Alle modaliteter er med, hvilket er unikt. Man orienterer sig let i anatomien, idet der er et rent billede og det samme billede med markering af de forskellige anatomiske strukturer. Detaljeringsgraden er ikke tilstrækkelig til den radiologiske dagligdag. Det tekniske afsnit kunne man have sparet eller reduceret til fordel for fx MR-urografi og MRCP. Billedkvaliteten er desværre præget af manglende kontrast for så vidt angår MR og CT. Nogle af billederne bærer præg af, at der ikke er anvendt de nyeste scannere eller den nyeste teknik (fx CT- og MR-angiografi). Det må dog erkendes, at det ville være et kæmpearbejde at ajourføre de mange billeder i takt med, at billeddiagnostikkens kvalitet øges.

På trods af førnævnte mindre ting, kan bogen varmt anbefales til studerende og klinikere, der vil have genopfrisket deres billeddiagnostiske anatomi.

København: Blackwell Munksgaard, 2001.

416 sider. Pris: 47,50 GBP. ISBN 87-16-12336-0.

Henrik S. Thomsen