Anbefalet saltdiæt

Tak til Niels Graudal for artiklen om sundhedsmyndighedernes anbefaling om saltindtag [1]. I 2014 diskuterede Eric Topol den U-formede mortalitetsgraf af populationsmetastudier, der viser, at saltindtagelse under 6 g pr. døgn eller over 10 g pr. døgn er associeret med øget dødelighed. Desuden kritiserede han tolkningen af studierne [2].

Det må antages at vor art, Homo sapiens, rent biologisk ikke har ændret sig siden fremkomsten for ca. 100.000 år siden på trods af den nuværende globale civilisations høje grad af kompleksitet og kulturudvikling. Derimod er vort aktuelle miljø radikalt forskelligt fra det, der fandtes i hovedparten af vor arts historie, og selvfølgelig er der et mismatch mellem biologi og miljø. Vi er nærmest ”designet” til at leve i et saltfattigt miljø, da vi i høj grad er i stand til at konservere salt (Na⁺) ved praktisk talt at gøre urinen fri for denne ion. Som jæger/samler har saltindtagelsen pr. dag andraget få gram. Hvis man i dag lever af industrielt forarbejdet føde, kan man nemt nå op på 10 g salt dagligt.

Renin-aldosteron-aksen er hjørnestenen i organismens salt-/vandhomøostase. Lav saltindtagelse medfører stigning i niveauerne af renin/aldosteron, og dette er mistænkt for at være en mulig patofysiologisk mekanisme for overdødeligheden [3]. Middelstatus for renin-/aldosteronniveau i den "civiliserede" verden svarer til en suppression af systemet.

Evolutionen har udviklet "salthunger" hos mange dyr (og hos os?), fordi NaCl ikke er udbredt i naturlig kost. Der er et løbende mismatch mellem biologi og miljø, der afspejler sig i vor fysiologi. ”Fedmeepidemien” er et udtryk herfor og kan meget vel være en aktør i årsagen til overdødeligheden. Ved ”metabolisk syndrom” med samtidig forekomst af adipositas, hypertension og insulinresistens har det vist sig, at (abdominalt) fedtvæv er hormonelt aktivt. Det producerer signalmolekyler, der kan stimulere mineralsteroidreceptorer i bl.a. nyrerne, og som optræder autonomt i forhold til reninsystemet – de supprimeres således ikke af stort saltindtag. Har ”civilisationen” her skabt en population af ”saltfølsomme” individer, der ikke fandtes i vor arts ”naturtilstand”, hvor adipositas ikke forekom?

Vi savner svaret, og det kan egentlig ikke undre. Den randomiserede kontrollerede undersøgelse – standardmodellen for viden i disse sammenhænge – er problematisk. Søgen efter monokausale forklaringer har begrænset værdi i en virkelighed med interaktion mellem miljø- og individfaktorer [4]. Graudals argumenter og konklusion er baseret på populationsmetastudier, der ikke definerer subpopulationer og med problematisk kontrol af datavaliditet.

Denne problematik adresserede Topol ved kategorisk at skrive: ”Average is over” [2].