I øjeblikket er der et boom af sundhedsnyheder i pressen, der tager udgangspunkt i enkeltresultater fra typisk registerundersøgelser, som knap nok eller netop er publiceret videnskabeligt samme dag. Typisk påvises en eller anden risiko ved et medicinsk præparat.
I DSAM oplever vi flere gange om ugen, at journalister henvender sig med en pressemeddelelse om en nypubliceret undersøgelse i hånden og afkræver svar på, hvad de praktiserende læger nu vil gøre ved, at undersøgelsen f.eks. viser, at hormonel prævention kan kædes sammen med øget risiko for depression, kræft og selvmordsforsøg. Senest kæder et studie brugen af blodtryksmedicin sammen med øget risiko for hudkræft, og i dag har vi modtaget en henvendelse om et studie, der viser, at antabus skulle være virksomt mod kræft.
Det være svært at følge med mængden af nypublicerede studier, der parallelpubliceres i pressen selv samme dag, de bringes for første gang nogensinde i et videnskabeligt tidsskrift. Jeg har flere fået tilsendt et mange sider langt nyt studie sent om aftenen, fordi et interview ventede dagen efter. Nogle gange får vi præsenteret et nyt studie kun med ganske få timer til at svare, så det kan være svært at nå rundt i de mulige nuanceringer, der stort set altid er brug for.
En betydelig del af konklusionerne i videnskabelige artikler kan ikke underbygges af de data, der fremlægges, og den videnskabelige publikation i tidsskrifter for fagfolk er vel en slags fordøjelsesproces og mulighed for diskussion og relativering af resultaternes kvalitet, tyngde og betydning for det felt de omhandler - og for praksis.
Det lykkes langt fra altid, men vi forsøger dog altid, med god hjælpe fra vores pressemedarbejder, at få nuancerne, patienten, almen praksis' kompleksitet og flere perspektiver med ind i historien, men det stopper ikke risikoen for, at der kommer et ekstra pres på de praktiserende lægers hverdag, når vi modtager opkald fra bekymrede patienter, som vil vide, om deres medicin er sikker.
Jeg ved, at de fleste af os er kede af det pres, som det store pressefokus på sundhedsnyheder af denne karakter skaber hos både bekymrede patienter og travle læger. Det bedste råd, jeg kan give, er at vi på bedste pædagogiske vis henviser til, at resultaterne ikke er færdigvurderede, vedbliver at forklare og nuancere for vores patienter.
I DSAMs sekretariat forsøger vi også at opfordre journalister til at sikre en grundig research, inden de publicerer sensationsnyheder, der mest af alt skaber unødig bekymring hos borgerne og koster samfundet mange penge.
Faktaboks
Det er yderst sjældent, at et forskningsresultat i sig selv er banebrydende eller bør få os til at ændre praksis.
Ethvert forskningsresultat er i bedste fald et bidrag til sandheden, en byggeklods i det store spil. Hvordan denne klods passer ind i spillet, skal ikke afgøres af de forskere, der selv har bedrevet forskningen. Der er forskningsmæssigt påvist en klar tendens til, at forskere ser på egne frembringelser med andre (mere positivt stemte og mindre kritiske) øjne end på andres forskning.
En betydelig del af konklusionerne i videnskabelige artikler kan ikke underbygges af de data, der fremlægges, og den videnskabelige publikation i tidsskrifter for fagfolk er vel en slags fordøjelsesproces og mulighed for diskussion og relativering af resultaternes kvalitet, tyngde og betydning for det felt de omhandler - og for praksis.
Vi planlægger en presseindsats, som prøver at perspektivere og sætte spørgsmålstegn ved det principielt uhensigtsmæssige i denne form for præmatur forskningsformidling, som jeg mener, det er udtryk for, når man bypasser den videnskabelige debat, ved at gå direkte i pressen med sine egne (over-)fortolkninger af egne resultater.
(Teksten er en lettere redigeret version af et indlæg på DSAMs formandsblog, som kan læses her).
