Skip to main content

Andersen KE, From E,Thestrup-Pedersen K,Wulf HC.Klinisk dermatologiog venerologi

2. nov. 2005
2 min.

Denne nye lærebog i hud- og kønssygdomme introduceres i forordet som værende en basisbog i faget beregnet for de medicinske studenter. Den fremstår som en videreudvikling af den tidligere lærebog med samme titel. En del af såvel tekst som billeder er genbrug, men godt genbrug, og meget nyt er kommet til.

Bogen udmærker sig ved en fornuftig fordeling af plads til de forskellige sygdomme. De almindeligst forekommende tilstande er grundigt gennemgået, mens man ved de mere sjældne lidelser på prisværdig facon har holdt sig fra specielle detaljer.

Som noget nyt indledes mange af afsnittene med en boks, hvor definition og specielle karakteristika for tilstanden er resumeret. Det gør bogen mere brugervenlig som lærebog, men også senere som opslagsbog.

Bogen er rigt illustreret med mange rigtig gode billeder. Dette er vigtigt i en lærebog i et fag, hvor diagnoserne i de fleste tilfælde hviler på den visuelle genkendelse af sygdomsbilledet. Derfor er det en skønhedsplet, at en så karakteristisk tilstand som pustulosis palmoplantaris er illustreret ved et ukarakteristisk foto.

Selv om venerologien ikke fylder meget i den dermatologiske hverdag i disse år, har man fundet det nødvendigt, at lærebogen fortsat omfatter de venerologiske sygdomme. Det er glædeligt, og kapitlet om de seksuelt overførbare sygdomme er grundigt, veldisponeret og meget læseværdigt.

Bogen bærer i nogen grad præg af, at den er skrevet af forskellige forfattere. De fleste kapitler er skrevet meget let læseligt med konsekvent disposition. Andre kapitler er skrevet næsten i talesprog. Det er lidt irriterende og kan give meningsforstyrrelser. Man kan fx i afsnittet om hudsygdomme hos gravide let få indtryk af, at en stakkels gravid med PUPP mister navlen efter fødslen, men inden kan den behandles med lokalsteroid, antihistamin og i svære tilfælde med systemisk steroid. Bogen byder på enkelte uoverensstemmelser. Et sted kan man læse, at børn med atopisk dermatit er mere udsatte for at få bledermatit, mens man et andet sted kan læse, at børn med atopisk dermatit ikke har affektion af bleregionen. Hvad skal studenten tro?

Der mangler igennem bogen i nogen grad konsekvens i brugen af skrifttyper.

Omhyggelig korrekturlæsning vil kunne fjerne de fleste kritikpunkter.

Jeg synes, bogen er god, og at studenten skulle være et skarn, hvis han/hun ikke, som forfatterne ønsker det: »... efterlades med en interesse for dermatologi og venerologi«.

København: Munksgaard, 2001.304 sider. Pris: 548 kr.

Grete Laurberg