Skip to main content

Ang. opsigelse af overenskomsten mellem PLO og Regionerne

Praktiserende speciallæge Jesper Nielsen, Odense. E-mail: d204161@dadlnet.dk

17. maj 2013
2 min.

Der kan udtales rigtig mange fornuftige kommentarer omkring et vanvittigt problem, som er opstået!

Det mest deprimerende er dog manglende forståelse og den larmende tavshed fra sygehusansatte »kollegaer«!

Fuldstændig uimodsagt har Bent Hansen udtalt, at sygehusene er parat til at overtage, hvis konflikten bliver en realitet. Bliver spændende at se en plastikkirurg og en patolog tage stilling til almenmedicinske problemstillinger! (Eller forestiller Bent Hansen sig at de alment praktiserende læger bare møder op på sygehusene og tager deres patientkonsultationer i sygehusets lokaler)?

Det er da også enormt kedeligt at se, at adskillige ledende afdelingsoverlæger, inden for de første fem minutter efter opsigelsen af overenskomsten, var uforstående over for PLO’s holdning og mente, at de praktiserende læger var uansvarlige, og sygehusene selvfølgelig var parate til at tage presset!

Regionernes holdning er vel heller ikke helt i overensstemmelse med ønsket om, at de praktiserende læger skal mere på sygebesøg og bevare nærheden til deres patienter. Med to sygehuse på Fyn vil det da også blive en rimelig stor klinik hvert sted, som skulle varetage dette område med en samlet lægestab på mere end 300 læger! Samtidig skal de praktiserende læger ikke tvinges på lægebesøg, som ligger urimelig langt væk?

Savner virkelig en fælles udtalelse om, at man opfordrer regionerne og regeringen til at komme i dialog med PLO for at løse problemerne og ikke bare beskylde samtlige praktiserende læger for at være uansvarlige!

Efter at have gennemlæst Rigsrevisionens rapport og regeringens lovforslag sidder man tilbage med en følelse af, at nogle mennesker har et utroligt behov for at kunne gennemtrumfe nogle beslutninger uanset konsekvenser, og det ligner i den grad magtmisbrug med de trusler, som fremsættes.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen