Skip to main content

Anlæggelse af a-kanyle

♠ Professor Niels H. Secher, Anæstesiafdeling 2041, Rigshospitalet, E-mail: nhsecher@rh.regionh.dk, Overlæge Henning B. Nielsen, Afsnit 2044, Rigshospitalet

7. maj 2009
2 min.

Anlæggelse af a-kanyle har været beskrevet [1], og der er vist et billede [2] af en patient, hos hvem komplikationer til punktur af a. radialis medførte, at arterien måtte ligeres. I beskrivelsen af proceduren [1] nævnes det, at der efterfølgende kan udvikles et pseudoaneurisme, men det beskrives ikke, hvordan en sådan komplikation kan forebygges.

Både hos patienter under operation og hos frivillige forsøgspersoner lægger vi dagligt a-kanyle og benytter de teknikker, der er beskrevet. Tidligere komprimerede vi over indstiksstedet i fem minutter efter, at kateteret var fjernet. Imidlertid viste det sig, at der da hyppigt udvikledes et hæmatom, og kompressionen måtte fortsættes i yderligere fem minutter. Derfor blev tiden for kompression forlænget til ti minutter, og det er fast rutine at inspicere indstiksstedet i mere end et minut for at sikre, at arterien er intakt. Yderligere instrueres forsøgspersoner i, at de på samme vis skal komprimere over indstiksstedet, hvis de føler eller ser, at der udvikles en bule ved indstiksstedet. Derfor tildækkes indstiksstedet ikke. Er indstiksstedet ikke tørt, skal blodet ikke absorberes i vat eller gase; vi mener, at kompressionen skal fortsættes. Afdækning gør det vanskeligere at erkende, at der udvikles et hæmatom. Med disse foranstaltninger har vi ikke set komplikationer ud over forbigående let ømhed. Det skal tilføjes, at skylning af a-kanyler med glukose er forbundet med intens smerte i hånden, hvorfor vi benytter isotonisk natriumklorid.

Tilsvarende mener vi, at der efter a-punktur skal komprimeres over indstiksstedet, indtil blødningen er stoppet, og der efter længere tids (minutter) inspektion ikke viser sig en bule. Heller ikke efter a-punktur mener vi derfor, at indstiksstedet skal dækkes til. For mange patienter vil det også være rimeligt, at de instrueres i at komprimere over indstiksstedet, hvis der skulle vise sig en bule, eller hvis det begynder at bløde.

Svar:

Læge Mads P. Vandborg, Anæstesiologisk og Intensiv Afdeling, Regionshospitalet Viborg. E-mail: mpvandborg@mail.dk. Overlæge Kurt Krogh Knudsen, Anæstesiologisk og Intensiv Afdeling, Regionshospitalet Viborg

Vi takker professor Niels H. Secher og overlæge Henning B. Nielsen for kommentarer til anlæggelse af a-kanyle. Vi er enige i fremgangsmåden for forebyggelse af pseudoaneurismer.

På Anæstesiologisk og Intensiv Afdeling, Regionshospitalet Viborg, benytter vi ligeledes isotonisk natriumklorid til gennemskylding og ikke 5% glukose, som flere steder er beskrevet som alternativ.


Referencer

  1. Vandborg MP, Krogh K. Anlæggelse af a-kanyle. Ugeskr Læger 2008;170:4054-6.
  2. Toft MH, Mollerup H, Jensen K. Komplikation til unødig arteriepunktur. Ugeskr Læger 2009;171:621.