Skip to main content

ANMELDELSE: Larsens human embryologi. 4. udg.

Overlæge Helle Jeanette Zingenberg. E-mail: zingenberg@dadlnet.dk

21. jan. 2013
2 min.

Interessekonflikter: ingen

Larsens human embryologi, 4. udgave, er nu udkommet i en dansk oversættelse. Bogen er pensumdækkende i faget embryologi for læge- og tandlægestuderende, men kan også med stor fordel anvendes på andre studier, hvori faget embryologi indgår. Bogen er opdelt i en almen del og en speciel embryologidel med beskrivelse af de mekanismer, der ligger til grund for fosterudviklingen, og de misdannelser, der kan opstå som følge af fejl i denne. Det er tale om en omfattende og detaljeret beskrivelse af det menneskelige embryons udvikling fra undfangelse til fødsel.

I bogen er der systematisk benyttet to typer supplerende tekstbokse kaldet "Fra klinikken" og "Fra forskningslaboratoriet". Heri relateres den embryonale udvikling til såvel det kliniske som det molekylærbiologiske aspekt. Bogen bliver herved meget overskuelig og relevant samt spændende at læse, idet den giver såvel de studerende som klinikerne en klar forståelse af embryologiens anatomiske og biologiske udvikling med direkte relevans for det kliniske arbejde. Herudover er der anvendt en tredje type tekstboks "Klinisk smagsprøve", hvori der beskrives en klinisk case med udgangspunkt i det pågældende kapitel. Herved gives klinikere en forståelse af sammenhængen mellem den embryonale udvikling og det kliniske billede. Bogen kan i denne sammenhæng glimrende fungere som opslagsværk.

Det er en meget lækker og brugervenlig bog med mange flotte, pædagogiske illustrationer og billeder, der understøtter teksten. Endvidere er bogen forsynet med et omfattende og detaljeret stikordsregister.

Enkelte detaljer vedrørende prænatal screening, diagnostik og behandling kan dog med fordel opdateres til danske forhold i en ny udgave. Graviditeten opdeles ikke længere i måneder, men i uger og dage. Nogle af vendingerne og formuleringerne i de kliniske smagsprøver er ikke helt opdaterede.

Anvendelsen af studenterreviewere er en rigtig god måde at sikre det studierelevante aspekt i bogen.

Redaktører: Schoenwolf GC, Bleyl SB, Brauer PR et al

Forlag: København: FADL's Forlag, 2012

Sider: 644

Pris: 699,95 kr.

ISBN: 978-87-7749-599-1