Skip to main content

Annoncer for Information

Overlæge Poul Kjer, Hellerup. E-mail: poulkjer@dadlnet.dk

4. nov. 2005
2 min.

Ugeskrift for Læger markedsfører fortsat dagbladet Informations politiske holdninger i helsides annoncer og med fuldstændig manglende relation til et lægetidsskrift.

Undertegnede har tidligere fremsendt protest vedr. dette, og i et svar anføres, at der er svaret på den samlede redaktions vegne. Det er her værd at bemærke, at den pågældende afdeling af Ugeskriftets redaktionskomite består af 3-4 journalister - ikke læger. Der anføres, at man ikke blander sig i annoncørens tekster. Det er så ejendommeligt at konstatere den markante forskel fra Dagens Medicin. En annonce i Ugeskriftet må endvidere ikke bringes i tilslutning til en artikel om det relevante emne. Her blander man sig atter.

Men så kommer elastikreglen, at Informations annonce ikke nødvendigvis afspejler redaktionens holdninger, og at man henholder sig til Ugeskriftets annoncepolitiske regler. Annonceafdelingen er i øvrigt rent fysisk en del af redaktionen. Som i diktaturstater offentliggøres protester mod den førte politik ikke. Ifølge formålsparagraffen skal Ugeskriftet give et indbydende og brugervenligt indtryk og samtidig den troværdighed, som er opbygget gennem Ugeskriftets lange historie.

Den nu førte annoncepolitik opfylder ikke formålsparagraffen - den er stødende og provokerende over for en række medlemmer, og ligger helt uden for et seriøst lægevidenskabeligt tidsskrift.

Jeg må derfor anmode om, at denne principielle sag vedr. Ugeskriftets fremtidige annoncepolitik forelægges en højere instans inden for Lægeforeningen (bestyrelse, generalforsamling?)

Det kan ikke accepteres, at en række ikkelægers suveræne skøn afgør, hvilke kontroversielle holdninger der skal markere en ny annoncepolitisk linje.

SVAR af Torben Kitaj

SVAR af Poul Kjer