Skip to main content

Antidepressiva: over- eller underbehandling?

Mats Lindberg, lægemiddelkonsulent i Sønderjyllands Amt. E-mail: mli@sja.dk

1. nov. 2005
2 min.

Per Vestergaard & Rasmus Licht (V&L) besvarede ikke min kritik af deres konklusion om underbehandling med antidepressiva i UfL d. 21 juli 2003 [1]. Jeg vil her tydeliggøre mine argumenter.

  • V&L's bruger ældre udenlandske studier som argument for underanvendelse af antidepressiva. Det hollandske studie gjaldt data fra 1996-1997. Siden da er forbruget af antidepressiva mere end fordoblet i Danmark.

  • I en analyse af samtlige placebokontrollerede studier over de seks mest brugte antidepressiva, der er rapporteret til FDA, konkluderes, at den farmakologiske effekt er "clinically negligible«. Kun 18% af lægemiddeleffekten kunne forklares af den farmakologiske intervention. 82 % af effekten var placebo eller spontan bedring [2].

  • Hvilken strategi er bedst i et længere perspektiv? Den sparsomme tilgængelige dokumentation antyder, at tilbagefaldsraten er ca. dobbelt så høj efter farmakologisk antidepressiv behandling som efter antidepressiv behandling med kognitiv terapi eller motion. Tilbagefaldsraten er uændret høj, også hvis antidepressiva kombineres med kognitiv terapi eller motion, hvilket antyder, at den farmakologiske intervention i sig selv kan være årsag til recidivtilbøjeligheden [1].

  • Der er ikke valide holdpunkter for V&L's antydning, at antidepressiva skulle forebygge suicidium. I en metaanalyse, baseret på placebokontrollerede studier med samlet mere end 19.000 deltagere, var der faktisk en ikke-signifikant tendens til lavere suicidiumrate i placebogruppen [3].

I dag behandles ca. 5% af den danske befolkningen, inklusive børn med antidepressiva. V&L ønsker, at mange flere skal behandles. Hvor mange?

Svar


Referencer

  1. Lindberg M. Forebyggende behandling med antidepressiva? Ugeskr Læger 2003;165:2967. Svar af Vestergaard P, Licht RW. Ugeskr Læger 2003;165:2969-70.
  2. Kirsch I, Moore TJ, Scoboria A et al. The emperor's new drugs: an analysis of antidepressant medication data submitted to the U.S. Food and Drug Administration. Prevention & Treatment 2002;, Volume 5:, Article 23, posted July 15, 2002.
  3. Khan A, Warner HA, Brown WA. Symptom reduction and suicide risk in patients treated with placebo in antidepressant clinical trials. An Analysis of the Food and Drug Administration Database. Arch Gen Psychiatry. 2000;57:311-7.